Der har på Christianshavn været afholdt generalforsamling i Martin Andersen Nexø Fonden, hvor fondens formand, Henrik Yde, i sin beretning blandt andet slog fast, at fonden de seneste par år i lighed med så mange andre har ligget mere eller mindre underdrejet grundet corona.
– Efter sidste generalforsamling er der dog sket det, at Andersen Nexøs Plads (på Christianshavn, red.), som jo blev navngivet på initiativ af fonden, støttet af familien, med nogle måneders corona-forsinkelse omsider fik skiltningen på plads, oplyste formanden dog og fortsatte:
– Vi havde overvejet at markere navngivningen med fest i det smukke anlæg, og vi havde fået principielt tilsagn om kunstnerisk medvirken fra Anne Marie Helger, men flere corona-udsættelser medførte, at vi til sidst fandt tidspunktet forpasset.
Henrik Yde fortalte, at det er under overvejelse at markere Nexøs fødselsdag 26. juni næste år ved et arrangement i anlægget, og at – hvis det skulle gå hen og blive en succes – man kunne gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed.