Øv, næsten 1.000 ansatte må vinke farvel til julefrokosten

Øv, næsten 1.000 ansatte må vinke farvel til julefrokosten
Julemanden må holde julefrokost for sig selv uden medarbejderne fra regionskommunen den 10. december. Arkivtegning
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 19. NOV 2021 • 17:18
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
19. NOV 2021 • 17:18

Kommunaldirektøren aflyser regionskommunens julefrokost med knap 1.000 tilmeldte på grund af coronasituationen.

Tilslutningen var overvældende, for næsten 1.000 ud af regionskommunens godt 3.500 ansatte havde tilmeldt sig årets julefrokost i Rønne Idrætshal den 10. december.

Men fredag blev der sat en stopper for forventningens glæde:

– Vi har fulgt smitteudviklingen tæt de seneste par uger, og jeg har været meget opmærksom på, hvornår vi ikke længere syntes, der var nogen vej uden om en aflysning, siger kommunaldirektør Johannes Nilsson til Tidende.

– Men der skal ikke herske tvivl om, at vi virkelig så frem til at give vores medarbejdere en mulighed for at fejre sig selv og hinanden og nyde at være sammen på kryds og tværs. Og med næsten 1.000 tilmeldte vidner det også om, at der var et stort behov i organisationen.

Det ærgrer Johannes Nilsson, at han har fundet det nødvendigt at aflyse regionskommunens julefrokost. Arkivfoto: Berit Hvassum

Ikke samtlige godt 3.500 ansatte var potentielle deltagere, eftersom nogle jo også skulle være på arbejde på dagen, oplyser han. Derfor bliver julefrokosten også gerne holdt i skiftende uger for at at folk på den måde har mulighed for at deltage det ene år, hvis de ikke har kunnet det andet.

– Så ud af dem, der kunne være med, har tilmeldingen været utrolig flot, synes jeg, siger han.

– Og vi ville som sagt virkelig gerne. Jeg synes bare ikke, jeg kan forsvare det, når jeg ser på, hvordan smittetallet har udviklet sig og i forhold til, at vi har et ansvar over for utroligt mange borgere. Så det må være sådan, det er.

Vi må gerne

Er det fredag, I har taget beslutningen?

– Det var sådan set torsdag, men jeg har meldt det ud til alle ansatte fredag, siger kommunaldirektøren.

– Vi var ellers klar til at afvikle den efter alle kunstens regler med coronapas, håndsprit og så videre, og vi måtte jo rent faktisk også gerne holde den. Der er ikke noget i de nationale forskrifter, der tilsiger, at vi ikke må, men det handler om et hensyn til de høje smittetal. Vores ansatte er også borgere i samfundet, og jeg kan simpelthen ikke leve med, at vi bidrager til at forhøje smittetallene på øen og bringer nogle af vores sårbare borgere i en vanskelig situation. Vi har snakket meget om det i chefgruppen, og vi er landet på, at det her er den rigtige beslutning, siger Johannes Nilsson.