Nyker Borgerforening gennemførte Halloween: Nogle traditioner skal vi holde fast i

Nyker Borgerforening gennemførte Halloween: Nogle traditioner skal vi holde fast i
Morten Svendsens have i Nyker var fuld af udskårne græskar til Halloween lørdag aften. Det var Nyker Borgerforening, der havde købt græskar, som børnene fra Nyker Børnehus og Bornholms Frie Idrætsskole havde været med til at skære ansigter i. Foto: Berit Hvassum.
| ABONNENT | 1. NOV 2020 • 10:27
| ABONNENT
1. NOV 2020 • 10:27
Lørdag lå tågen over Nyker Hovedgade, mens en gruppe fra Nyker Borgerforening tændte lys i de mange græskarlygter, som børnehuset og skolen havde sørget for var skåret ud i ansigter og med uhyggelige motiver. Forinden havde borgerforeningen hængt poster ud på en rute i Nyker by, som børnefamilier og andre Halloween-entusiaster kunne gå rundt for til sidst at kunne deltage i konkurrencen om en god præmie.

Formanden for Nyker Borgerforening Mattias Landberg-Krarup var også til stede med sin egen familie.

– Det er mit første år med Halloween i Nyker, men jeg ved, at der plejer at blive gjort meget ud af det. Normalt er det jo et stort setup, hvor børnene er ude at rasle og mødes i deres udklædning. Dramaskolen plejer at lave historiefortælling, der plejer at stå nogen og skræmme, når man kommer rundt i byen, og så plejer vi at have fællesspisning. Alle de ting kan vi ikke i år, men i borgerforeningen vil vi alligevel gerne lave et arrangement for børn og unge. Vi har bare det benspænd, at det skal være så coronavenligt, som muligt, siger han.

 


 

Ikke flere aflysninger

Nyker Borgerforening er vant til at kunne lave mange flere sociale arrangementer, end det har været muligt i år. Meget er blevet aflyst, men altså ikke Halloween.

– Vi måtte aflyse Sankt Hans, fællesspisning og mange af de ting, vi plejer at lave. Så vi synes, det ville være synd med flere aflysninger. Det handler om også at holde fast i nogle traditioner, selvom vi må gøre det lidt anderledes. Da vi planlagde Halloween, så det lidt lysere ud i forhold til corona, men vi valgte at være så pessimistiske i planlægningen, så vi arrangerede noget, vi næsten med garanti kunne gennemføre, fortæller Mattias Landberg-Krarup.

Modellen for Halloween i år blev et posteløb rundt i byen, hvor der ved hver post var et spørgsmål med tre svarmuligheder. Et rigtigt svar og to forkerte. Hvert svar havde et bogstav og en beskrivelse af placeringen af næste post.

Løbet var sat fra klokken 14 til 19 med en opfordring til, at folk kom spredt udover dagen og dermed kunne holde afstand til hinanden. Ruten blev lavet, så man som deltager kom godt rundt i krogene af Nyker by.

- Vi har lavet det som en rute rundt i byen, så man får set byen og de kroge, man ellers ikke ser. Det tager posterne højde for. I hverdagen kommer mange nok til bare at køre hjem i egen indkørsel, og vi vil gerne invitere til, at familierne tager sig en hyggegåtur rundt i byen, siger Mattias Landberg-Krarup.

 


 

Hygge i en underlig tid

Udover posteløbet var der også en konkurrence i bedste udklædning, men på grund af corona kunne deltagerne ikke samles og se hinandens udklædninger.

Nyker Borgerforeninge havde løst den udfordring ved at bruge Nyker bys facebookgruppe, hvor familierne kunne deltage i konkurrencen ved at tage billeder af sig selv i udklædning og lægge dem ud i gruppen. Da Halloweenløbet var afsluttet lørdag aften, kårede Borgerforeningen vinderne af konkurrencerne i Nykers facebookgruppe.

Præmierne for både posteløb og bedste udklædning var slikkurve og billetter til biografen finansieret af Nyker Borgerforening.

– Vi synes, det skulle være en rigtig god præmie, der kan forkæle lidt i den her underlige tid. Borgerforeningen råder jo over nogle penge, som vi har fået af kommunen, så vi kan lave noget for folk i Nyker. Der skal selvfølgelig gå noget til pynt til jul og den slags, men vi synes også, der skulle være en god præmie, nu hvor meget ikke er som det plejer, siger Mattias Landberg-Krarup.