Men driften af hotellet har de haft siden 1. maj, og der har været meget at tage sig til.
– Det har både været supersjovt og udfordrende. Mest sjovt. Det er dejligt at arbejde med noget, man selv kan forme, siger Casper Beyer Isaksen.
De nye forpagtere føler sig også taget godt imod af de lokale.
– Den måde, vi er blevet budt velkommen på herovre, er helt særlig. Det ville man ikke opleve på samme måde i Jylland. Folk er så søde og vil hjælpe os alt det, de kan, fortæller Casper Isaksen.
Han er den af de to, der fysisk har været mest på hotellet, siden de overtog. Han har brugt tiden på at rydde op og lært hotellet bedre at kende. Parret har også brugt tid på at finde de ansatte, der var brug for. Indtil videre er det fem fastansatte og en håndfuld afløsere.
Børn og hunde er velkomne
Over det næste stykke tid vil parret modernisere Hotel Pepita og gøre den nye a'la carte-restaurant kendt på hele øen.
De drømmer om, at Pepita bliver et hotel med det samme høje serviceniveau, de kender fra de andre hoteller, de har arbejdet på, kombineret med en familievenlig atmosfære.
– Vi kommer med meget erfaring fra nogle rigtig gode hoteller med høje standarder. Det vil vi gerne give vores gæster her, men på en mere nede på jorden-måde. Det ene udelukker jo ikke det andet. Vi vil have førsteklasse service, god mad og vin og så en familiær følelse, siger Kathleen Beyer Isaksen.
– Ja det skal være et sted, hvor alle er velkomne, hvor folk kan være sig selv og slappe af. Og så vil vi gerne være kendt for god mad, god vin og godt selskab for lokale såvel som turister, supplerer Casper Beyer Isaksen.