Ny bog om Holger Drachmann og hans fem kvinder

KULTUR

Skulle man have glemt, hvem Drachmann var, er han manden bag midsommervisen "Vi vil fred her til lands", som Shu-bi-dua genoplivede med en ny melodi. Derudover har også hans smukke majvise "Se, det summer af sol over engen" overlevet.

Men ellers er det primært hans marinemalerier, der holder hans navn levende. Efter nogle ungdomsår på Bornholm, der er bevidnet behørigt på Helligdommen, blev han en del af Skagensmalerne, hvor hans gravsted i klitterne er et yndet turistmål.

Drachmann havde en omtumlet skæbne i sin levetid fra 1846 til 1908. Han var først maler, siden digter. Snart var hans livsanskuelse højrevendt og snart venstrevendt med samme glødende entusiasme. Hans svingende kurs var ikke uden forbindelse med hans skiftende ægteskaber og kærlighedsforbindelser.

Ekstrem flittig

Sidstnævnte løber som en rød tråd gennem Gyldendals nye store biografi "Holger Drachmann – Vi vil fred her til lands" af Kurt L. Frederiksen, der her i kommunen ikke mindst vil være kendt for sin biografi om Ejnar Mikkelsen – kaptajnen i Måns Pærs Huz i Gudhjem.

Biografien har de fem væsentligste kvinder i Drachmanns liv som omdrejningspunkter. Samtidig gennemgås forfatterskabet, og hovedvægten lægges på digteren. Desuden tegnes der et fint billede af Drachmann som journalist og skribent og om de mange veje til den ekstremt flittige kunstner.

Fliden var tilskyndet af en utæmmelig kunstnerisk åre, og den ledsagedes af en rejselysten og selskabelig livsstil med tilhørende lommesmerter. Især i de unge år kom der malerier og tegninger, så kom teksterne, journalistikken, festdigte og hele samlinger, teaterstykker og stort tænkte romaner.

Udskældt og feteret

Drachmanns kunstneriske virksomhed viste lignende udsving som hans kærlighedsliv. Og i samtiden var hans litterære stilling lige så paradoksal. Skiftevis udskældt og feteret. Sammen med I. P. Jacobsen udgjorde han de to store forfattere i "Det Moderne Gennembrud" med Georg Brandes i spidsen.

Men i grunden passede Drachmann slet ikke her. Han havde dybe rødder i romantikken og guldalderen. Men man kan sige, at han udvidede romantikkens formsprog og gav det overleverede formsprog et individualistisk og rigere udtryk.

Akkurat som i hans levetid har eftertiden bedømt Drachmann vidt forskelligt. Efter hans død gik hans kunst nærmest i glemmebogen. Først i mellemkrigsårene kan man finde hans tydelige påvirkning i for eksempel Hans Hartvig Sedorff-Pedersens, Tom Kristensen og ikke mindst Nis Petersens digte.

Holla'er og hejho'er

Det var dog mest friskheden og festen og det romantisk landsknægtagtige, som mellemkrigsgenerationen tog op. De klimprende viser og "jeg bærer min hat som jeg vil"-bourgogne-skålsangene. De musikalsk visionære digte, som er hans virkelige originalitet, satte sig ikke synderlige spor.

Da undertegnede gik i gymnasiet i en fjern fortid, var Drachmanns støjende boheme-romantik med anstrengte "holla" og "hejho"-udråb noget, man troede stammede fra en fjern oldtid, og som absolut kun kunne forbindes med latterlighedens interesse.