Tidligere på ugen opførte partierne i Folketinget endnu en omgang af en efterhånden meget trættende tranedans. Ritualet handler om landevejsprincippet, altså ideen om at det skal koste det samme at lade sig transportere en kilometer over vand, som det koster at køre en kilometer på land.
Det er naturligvis en sag, som vi kun kan gå ind for på Bornholm, og ikke kun fordi det vil gavne os her. Frem for alt bør man indføre landevejsprincippet, fordi det vil ligestille danskere på de mindre øer med jyder og danskere på de brofaste øer.
Landevejsprincippet er indlysende retfærdigt. Det har skiftende regeringer og skiftende oppositioner da også alle sammen ment de seneste i hvert fald 10 år.
Desto mere må man selvfølgelig undre sig over, at landevejsprincippet ikke er blevet indført forlængst. Og her er vi så tilbage ved det trættende, for ser De, det handler om, at partierne i Folketinget over en rimelig bred kam mener, at landevejsprincippet er en betydeligt bedre idé, når man er i opposition, end når man er i regering.