Nogle bornholmske skæmtesprog – første del

Bâgsian afspejler ofte noget, jeg er i gang med ved Bornholmsk Ordbog, og i dag er ingen undtagelse.

Bâgsian i denne uge udspringer nemlig af arbejdet på en bog om bornholmske ordsprog, som skal komme en til efteråret.

Emnet er mere specifikt den slags ordsprog, som kaldes skæmtesprog eller wellerismer, en type, vi allerede har stiftet bekendtskab med adskillige gange her på Bâgsian. Skæmtesprogene består typisk af tre led: 1) et udsagn, som i mange tilfælde selv kunne være et ordsprog, 2) en oplysning om hvem, der har sagt det, og 3) en placering af udsagnet i en uventet kontekst, som får det hele til at fremstå overraskende, skævt og morsomt.

Vi lægger ud med en 10 skæmtesprog, hvor taleren er manden (som i den kommende bog er hvert skæmtesprog også oversat til rigsdansk):

- “De går læje opp”, sâ majn, hajn lå på ryggjijn å brækte sai. [“Det går lige op”, sagde manden, han lå på ryggen og brækkede sig.]

- “Dæjn bre ænnajn e tebâges”, sâ majn, hajn slo kjælijnen i ænnajn me sin möjgrev. [“Den brede ende er tilbage”, sagde manden, han slog kælingen i enden med sin møggreb.]

- “Et æggj e et æggj, min goa”, sâ majn te konn, hajn tâu de storsta. [“Et æg er et æg, min kære”, sagde manden til konen, han tog det største.]

- “Hon bler allri te mæjnneske mera”, sâ majn/bonijn om sin sjöga ko. [“Hun bliver aldrig til menneske mere”, sagde manden/bonden om sin syge ko.]

- “Jâ straffar min konna me goa or”, sâ majn, hajn kjylde bibelijn i hâud på ’na. [“Jeg straffer min kone med gode ord”, sagde manden, han kylede bibelen i hovedet på hende.]

- “Lokkan e bær ijn forstann”, sâ majn, hajn slæjnde ejn sten ætte hujnn, mæn ramde stumoern. [“Heldet er bedre end forstanden”, sagde manden, han smed en sten efter hunden, men ramte stedmoderen.]

- “Om God vill”, sâ majn, hajn hadde glømt å sporra konn. [“Om Gud vil”, sagde manden, han havde glemt at spørge konen.]

- “Tiden ska gå me nâd”, sâ majn, hajn prylada konn i rainvær. [“Tiden skal gå med noget”, sagde manden, han pryglede konen i regnvejr.]

- “Ulokka på ulokka”, sâ majn, då konn fikkj tvijllna. [“Ulykke på ulykke”, sagde manden, da konen fik tvillinger.]

- “Vår de röjer, e dær ijll”, sâ majn, hajn tænde pivan ver ejn kolort. [“Hvor det ryger, er der ild”, sagde manden, han tændte piben ved en kolort.]

I de følgende syv skæmtesprog er det til gengæld konen eller kællingen, der har ordet:

- “De smâgar då altid å fâul”, sâ kjælijnen, hon kågte soppa (el. lawada sö) på dæjn grenijn, a skaddajn hadde sjedded på. [“Det smager da altid af fugl”, sagde kællingen, hun kogte suppe (eller lavede sod) på den gren, som skaden havde skidt på.]

- “De varmar alt”, sâ kjælijnen, hon slopp ejn værsjid. [“Det varmer alt”, sagde kællingen, hun slap en skid.]

- “Gje dai bâra tefress, ded går nokk âuer ijænn”, sâ konn te majn, hajn hadde brækt bened. [“Stil dig bare tilfreds, det går nok over igen”, sagde konen til manden, han havde brækket benet.]

- “Go sje lâu, de ønte va koen”, sâ konn, då majn hajn dö. [“Gud ske lov, det ikke var koen”, sagde konen, da manden han døde.]

- “Renlihed e en go tijnn, sâ kjælijnen, hon torrde bored å me sijn kjæjlljn. [“Renlighed er en god ting”, sagde kællingen, hun tørrede bordet af med sin killing.]

- “Renlihed e en go tijnn”, sâ kjælijnen, hon vænde sarkjijn jylaawtan. [“Renlighed er en god ting”, sagde kællingen, hun vendte særken juleaften.]

- “Slikk mai i ænnajn”, sâ konn, “så får du døppa te sâuled!” [“Slikk mig i enden”, sagde konen, “så får du dyppe til sulet!”]

Følg med i næste uge, hvor der gives prøver på flere skæmtesprog fra den kommende bog.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk