Nedrivning endelig vedtaget – flytning af bibliotek skrinlagt

Nedrivning endelig vedtaget – flytning af bibliotek skrinlagt
Det bliver en markant ændring af Nexø havn, når DLG's bygninger rives ned. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED - ERHVERV | NEXØ | Onsdag 15. december 2021 • 05:30

DLG's bygninger på Nexø Havn kan nu rives ned. Samtidig ønsker havnen også at droppe planerne om at flytte bibliotek og borgerservice i Nexø til bygninger på havnen.

Lokalplanen, der skal gøre det muligt at nedrive DLG's store, forfaldne bygninger på Nexø Havn, er nu endelig vedtaget.

Det skete på økonomi-, erhvervs- og planudvalgets møde 8. december.

Den nu vedtagne lokalplan giver mulighed for at nedrive DLG's silo- og lagerbygninger på den nordlige del af havnen, som ellers skulle have været omdannet til blandt andet hotel, restaurant og butikker i det såkaldte projekt "Nexø Mole". Det har dog ikke været muligt for DLG at finde interesserede investorer til projektet, som derfor er opgivet.

DLG har ansvaret for, at bygningerne skal rives ned, og det kræver en ny lokalplan.

Lokalplanen har været i høring i otte uger frem til 15. november 2021. Kun tre høringssvar er sendt ind til kommunen, og alle tre svar bakker op om nedrivningen. Planen erstatter den gældende lokalplan, som skulle muliggøre Nexø Mole-projektet, hvor der indgik en delvis bevarelse og genanvendelse af DLG’s eksisterende silo- og lagerbygninger.

Nexø Havn har oplyst, at der er en investor til arealet, som ikke ønsker at genanvende DLG’s eksisterende bygninger. Nexø Havn A/S og DLG har derfor som henholdvis grundejer og lejer anmodet om tilladelse til at nedrive DLG’s eksisterende bygninger.

Bygningerne ligger på molen mellem Kystvej og Østre Kajgade i Nexø havns nordlige ende.

Nej tak til bibliotek og borgerservice

Nexø har samtidig frasagt sig kommunens tilbud om, at bibliotek og borgerservice i Nexø kunne blive en del af projektet på Nexø Mole, fremgår det.

Flytningen af de to kommunale funktioner blev godkendt af Kommunalbestyrelsen i 2018 i forbindelse med projektplanerne for ”Nexø Mole”. Dengang godkendte Kommunalbestyrelsen, at bibliotek og borgerservice kunne blive del af "Nexø Mole".

Planen var som tidligere beskrevet, at DLG’s bygninger på Nexø Havn skulle ombygges, og det skulle være en del heraf, at bibliotek og borgerservice også flyttede ind

Da projektet nu er opgivet, og bygningerne skal rives ned, har Nexø Havn og DLG oplyst, at de ikke længere ønsker at gøre brug af muligheden for at flytte bibliotek og borgerservice til eksisterende bygninger på havnen.

Økonomi-, erhvervs- og planudvalget blev orienteret om de droppede flytteplaner den 8. december, og Kommunalbestyrelsen orienteres på sit møde på torsdag.

Forløbet

Nexø Havn henvendte sig i 2018 til Bornholms Regionskommune på baggrund af et projektoplæg fra ingeniørfirmaet MOE.

Havnen ønskede dengang at indgå en samarbejdsaftale, så bibliotek og borgerservice kunne indrettes i en eksisterende lagerbygning i tilknytning til ombygningen af DLG’s bygninger på Nexø Havn til projektet Nexø Mole.

Projektet Nexø Mole skulle – udover borgerservice og bibliotek – have huset restaurant, mødelokaler, markedshal, hotel og ferielejligheder.

Ved sagsfremstillingen fremgik det dengang, at tilsagnet om indflytning af de kommunale funktioner, var betinget af, at hele projektet blev realiseret.

I sagen fremgik det, at Bornholms Regionskommune skulle bidrage med et engangsbidrag på 3.900.000 kroner ud af et udkast til budget på 7.672.000 kroner.

Bornholms Regionskommune skulle være lejer af bygningen med en årlig husleje på 245.000 kroner. Eksklusiv moms plus udgifter til el, vand, varme og rengøring. Herudover en estimeret udgift på 340.000 kr. til flytning.

FÅ ABONNEMENT