Siden har Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, afvist, at den ukrainske regering havde noget at gøre med eksplosionerne på gasledningerne, skriver nyhedsbureauet AFP.
De tyske medier ARD og Zeit skrev tirsdag ifølge Reuters, at tyske myndigheder har identificeret en yacht, som blev brugt til at sprænge gasledningerne. De har ikke angivet, hvor de har oplysningerne fra.
Ifølge de tyske medier har en gruppe på fem mænd og en kvinde lejet en yacht fra et polskbaseret selskab med ukrainske ejere. Der er blevet fundet spor af eksplosiver på yachten.
Anders Puck Nielsen kalder det for "en fornuftig løsning" for Nato, hvis det viser sig, at sabotører står bag.
– Ser man politisk på det, så passer det meget godt for USA, Nato og Ukraine, hvis man kan pege på en ikkestatslig aktør som en form for terrororganisation eller nogle sabotører. Det fjerner fokus fra dem selv og Rusland.
Samtidig påpeger han, at det er svært at vurdere validiteten af de nye oplysninger fra ARD, Zeit og The New York Times.
De tyske medier skriver også, at yachten i september lagde til ved den lille danske ø Christiansø nordøst for Bornholm.