I disse dage er humøret højt i de fleste af Rønnes specialbutikker. Efter et par måneder med tvangslukning er der atter liv. Det ændrer dog ikke ved, at de måtte holde lukket i både januar og februar. Samtidig har kunderne kunnet købe tøj, isenkram og elektronik sammen med mælk, koteletter og spidskål i Kvickly. Derfor har varehuskæden valgt at give butikkerne en hjælpende hånd.
– Kvickly har besluttet, at noget af den gevinst, vi har haft, især på nonfood, ved at alle vores konkurrenter har været lukkede, vil vi bruge til at hjælpe lokalsamfundet og vores naboer i gang igen, siger varehuschef Brian Karlsen i Kvickly Rønne.
Bag initiativet står Kvicklys 67 varehuschefer i 62 byer. De får et beløb, som de donerer til aktiviteter, der kan give liv og omsætning til de lokale butikker efter genåbningen. Meldingen er, at varehuscheferne går ind for sund konkurrence, men at de ikke ønsker at spinde guld på at sælge varer, som deres naboer ikke har kunnet.
– Rent praktisk sker der det, at jeg har fået 100.000 kroner til at hjælpe mine kolleger i Rønne på nonfood-området generelt, siger Brian Karlsen.