Kronisk syge uddanner sig i at støtte andre: 'Jeg kan hjælpe, fordi jeg har prøvet det på egen krop'

Kronisk syge uddanner sig i at støtte andre: 'Jeg kan hjælpe, fordi jeg har prøvet det på egen krop'
Hans-Erik Hansen lever selv med KOL og astma og er nu uddannet i at lytte og give støtte til nye patienter med kroniske sygdomme. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 14. JUN 2021 • 08:24
| ABONNENT
14. JUN 2021 • 08:24

SUNDHED

Over to dage har 14 kursusdeltagere uddannet sig til erfaringsdelere på Bornholms Hospital.

Her har de blandt andet fået undervisning i mental sundhed, forandringsprocesser, kommunikation, og hvad der er af muligheder for kronisk syge på Bornholm.

De er selv patienter med en kronisk sygdom eller pårørende, og fra i dag står de klar til at dele deres erfaringer med andre bornholmske patienter og pårørende.

Det er Bornholms Regionskommune og Bornholms Hospital, som er gået sammen om at uddanne erfaringdelerne.

Det har man gjort udfra et ønske om at støtte nye patienter, som har fået en kronisk sygdom, fortæller Anita Kjer Madsen, der er konsulent for kroniske sygdomme i Bornholms Regionskommune og er med i gruppen bag projektet.

– Vi har lavet det her tiltag, fordi det giver rigtig god mening, at man som kronisk syg kan møde en, der har stået samme sted. En, man kan spejle sig i, så man kan se, at man godt kan få et godt liv, selvom man har en kronisk sygdom, siger hun.


Bornholms Regionskommune er gået sammen med Bornholms Hospital og ni patientforeninger om at uddanne erfaringsdelere, der kan støtte nye patienter, der står overfor at skulle få livet til at lykkes på trods af de udfordringer, som en kronisk sygdom giver. Erfaringsdelerne er enten selv patienter med en kronisk sygdom eller pårørende. Foto: Berit Hvassum


En hjælp, vi selv manglede

En af deltagerne på det første hold erfaringsdelere er Hans-Erik Hansen.

Han lider af KOL og astma og har levet med de udfordringer, sygdommene har givet, i 17 år.

Nu er han klar til at dele ud af sine erfaringer og ikke mindst være den lyttende støtte, som han ved, man har brug for, når man er blevet diagnosticeret med en kronisk sygdom.

– Jeg har været igennem så meget, og nu føler jeg, at jeg har noget, jeg kan give videre. Jeg kan fortælle, hvordan man tackler hverdagen, og hvad man skal bede om hjælp til. Jeg kan hjælpe med den viden, man får, når man har prøvet det på egen krop. Det kunne jeg også godt selv have brugt, da jeg fik min sygdom, siger han.

Hans-Erik Hansens hustru har også tilmeldt sig uddannelsen, selvom hun ikke selv har en kronisk sygdom.

Hun vil gerne være erfaringsdeler for en pårørende, som hende selv, fortæller Hans-Erik Hansen.

Ifølge Anita Kjer Madsen var pårørende ikke tænkt ind i tiltaget i første omgang, men nu er der alligevel fire styks på det første hold.

– Vi havde ikke selv tænkt på det, men vi synes, det er en fantastisk tilføjelse til tilbuddet, at pårørende til kronisk syge også kan få en erfaringsdeler, der ved, hvordan det er at være pårørende, siger hun.

Behov for de forløsende ord

Om man selv er kronisk syg eller er pårørende, så er der et behov for at få støtte fra nogen, der har stået i samme situation.

Det er Anita Kjer Madsen slet ikke i tvivl om.

– Jeg sidder som konsulent for kroniske sygdomme i kommunen, og jeg har igennem årene set, at der er et behov for at snakke med nogen, der ved, hvordan man har det, når man lige har fået diagnosen. Og der er det måske svært som fagperson at sidde og sige de forløsende ord. Det kan andre, der selv har været der, måske bedre, siger hun.

Det er også den erfaring Maiken Hansen har.

Hun lever selv med øjensygdommen Usher syndrom, som betyder, at hun har nedsat hørelse og et indskrænket synsfelt.

Hun meldte sig til uddannelsen som erfaringsdeler, fordi hun ønsker at være den støtte, hun selv manglede, da hun fik sin diagnose.

– Det var helt klart noget, jeg selv kunne have brugt dengang. Det havde været rart, hvis man havde haft en person, der var i samme båd og kunne rumme og forstå de tanker og følelser, jeg havde. Jeg vil gerne være den støtte for andre og vise, at livet ikke er slut, selvom man er syg på den måde, som jeg er, siger hun.


Maiken Hansen er en af de 14 nyuddannede erfaringsdelere. Hun lever med en kronisk øjensygdom og fortæller, at hun godt selv kunne have brugt en erfaringsdeler at støtte sig til, da hun fik sin diagnose tilbage i 2003. Foto: Berit Hvassum


Lytte fremfor at give råd

Maiken Hansen er konsulent i Dansk Blindesamfund og sidder derfor ofte og rådgiver og vejleder mennesker med øjensygdomme.

Men rollen som erfaringsdeler er alligevel ny og anderledes, forklarer hun.

– Jeg har lært på uddannelsen som erfaringsdeler, at man først og fremmest skal lytte. Som konsulent er jeg jo vant til at komme med råd og vejledning. Det hører til jobbet. Men som erfaringsdeler skal man bare lytte og give dem mod til at klare livet, selvom de har fået en kronisk sygdom. Så det er en anden rolle, jeg får, og det skal jeg lige vænne mig til, siger hun.

Kurset som erfaringsdeler er defineret og afgrænset af Bornholms Regionskommune, Bornholms Hospital og repræsentanter fra hele ni patientforeningers lokalafdelinger på Bornholm.

Derfor repræsenterer erfaringsdelerne også vidt forskellige kroniske sygdomme, og der vil ifølge Anita Kjer Madsen blive gjort meget ud af at koble den rette erfaringsdeler til de kroniske syge, der henvender sig og ønsker en erfaringsdeler.

Til den opgave har de udnævnt erfaringskoordinatorer fra hver enkelt patientforening, som er med i projektet.


Anita Kjer Madsen er konsulent for kronisk sygdom i Bornholms Regionskommune. Hun har igennem en årrække set, at mange kronisk syge har behov for at snakke med nogen, der er i samme situation. Det behov skal nu mødes med erfaringsdelerne. Foto: Berit Hvassum


Udanner flere til efteråret

Anita Kjer Madsen fortæller, at der har været stor interesse for at blive erfaringsdeler, og at der allerede er planer om at uddanne et hold mere til efteråret.

– Vi havde ikke drømt om, at det kunne blive sådan en succes og få så meget interesse, men der er virkelig opbakning til det. Vi er også meget glade for, at vi har fået så mange af patientforeningerne med, siger hun.

Erfaringsdelerne kommer til at arbejde frivilligt og bliver en del af et netværk, som mødes fire gange om året.

Tiltaget er finansieret af projektmidler, men fremover er det Bornholms Regionskommune, der løfter driften, fortæller Anita Kjer Madsen.

Man kan læse mere om erfaringsdelerne på Bornholms Hospitals hjemmeside, og inden længe får projektet sin egen side under kommunens hjemmeside og på sundhed.dk.

 


Fakta

Der er nu 14 uddannede erfaringsdelere på Bornholm.

Det er Bornholms Regionskommune, Bornholms Hospital og en række patientforeninger, der er gået sammen om tiltaget.

Tanken med erfaringsdelerne er, at nye patienter med kroniske sygdomme kan få en ligesindet, de kan spejle sig i og snakke med om, hvordan man tackler hverdagen og får et godt liv på trods af de udfordringer, en kronisk sygdom medfører.

Uddannelsen som erfaringsdeler består af et kursus over to dage, hvor kursisterne lærer opgaven som erfaringsdeler godt at kende, får redskaber til at føre gode samtaler med de nye patienter og får informationer om, hvad der findes af tilbud til kroniske syge på Bornholm.

Erfaringsdelerne er ikke en erstatning for noget i sundhedsvæsnet, men et supplement.

Indtil videre er Dansk Blindesamfund Bornholm, Diabetesforeningen Bornholms lokalforening, Gigtforeningen, Nyreforeningen Kreds Bornholm, Parkinsonforeningen, Scleroseforeningen, SIND Bornholm og Trygluft med i projektet. Fra efteråret er Kræftens Bekæmpelse også med om bord.