Kontante konsekvenser: To medarbejdere i Bornholmslinjen får bøder efter near miss-hændelse

Kontante konsekvenser: To medarbejdere i Bornholmslinjen får bøder efter near miss-hændelse
Det gik nær galt, da Express 1 natten mellem den 4. og 5. juli 2020 sejlede fra Ystad mod Rønne og Express 2 i modsatte retning. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 3. FEB 2021 • 15:05
| ABONNENT
3. FEB 2021 • 15:05

POLITI

Chefanklager i Bornholms Politi Benthe Pedersen Lund oplyser til Bornholms Tidende, at politiet nu har udstedt to bøder i forbindelse med den near miss-hændelse, som fandt sted efter midnat mellem lørdag den 4. og søndag den 5. juli 2020.

 

Er de uenige
i deres bøde,
kan de i stedet
inden for 30 dage
bede om et retsmøde

 

De to hurtigfærger Express 1 og Express 2 var på kollisionskurs i farvandet mellem Rønne og Ystad, hvilket resulterede i ganske dramatiske undvigemanøvrer, som flere passagerer da også bemærkede, og som inkluderede en 360 graders manøvre om sig selv.

– Der er udstedt bødeforlæg til en person, som var på arbejde på Express 1, og det samme til en anden person på Express 2, siger chefanklageren, som også bekræfter, at de to personer arbejdede på broen – hvorfra skibene manøvreres og navigeres – da hændelsen fandt sted.

Bøderne udstedes for overtrædelse af søvejsreglerne under nattens sejlads, forklarer hun.

Benthe Pedersen Lund ønsker ikke at identificere de to personer nærmere, men Bornholms Tidende citerede den 23. september sidste år fra Søfartsstyrelsens rapport om hændelsen:

Af rapporten får man det indtryk, at det i nogle hektiske sekunder i forbindelse med near miss-hændelsen umiddelbart så ud til at kunne gå helt galt. Blandt andet fortæller overstyrmanden på Express 1, at han pludselig hører "højrøstet tale fra kaptajnen, og jeg spørger, hvad sker der. Han siger "de er jo ved at sejle ind i os". Jeg spørger til "hvem". Han svarer "Express 2"".

Også overstyrmanden på Express 2 bidrager med blandt andet følgende bemærkning:

"Kort før mødet med Express 1 skar vi atter ud fra kursen, og jeg meldte til skibsføreren, at "jeg skifter til håndstyring", og jeg gav hårdt styrbord ror for at komme tilbage på kursen. Omtrent samtidig blev jeg klar over, at den var helt gal og meldte dette ud, og skibsføreren lukkede skovlene på de styrbords jet, hvilket yderligere forstærkede drejehastigheden – samtidig blev vi klar over, at Express havde indledt et bagbordsdrej".

Tre muligheder

Benthe Pedersen Lund er ikke klar over, om de to ansatte i Bornholmslinjen har accepteret at skulle betale bøderne, men hun forklarer, at bødeforlæggene rent teknisk set sendes fra politiet på Bornholm og til Holstebro, hvor PAC (Politiets Administrative Center) holder til.

– Og hvis de to personer ikke er enige i bøden, skal de senest 30 dage efter, de har modtaget den, kontakte PAC og bede om at få et retsmøde, siger hun.

Benthe Pedersen Lund oplyser videre, at hun udfærdigede bøderne den 27. januar, og at hun inden for et par dage derefter har videresendt dem til de to medarbejdere i rederiet.

– Når de har modtaget bøderne, er der tre muligheder, siger hun.

– De kan betale deres bøder, og så er sagerne jo afsluttet, men er de uenige i deres bøde, kan de i stedet inden for 30 dage bede om et retsmøde, hvor bødeforlægget så i retten vil fungere som et anklageskrift. Endelig kan der ske det, at de ikke foretager sig noget, og så sender PAC bødeforlægget til retten, som uden retsmøde afgør sagen, og i givet fald bliver de dømt til at betale deres bøder.

Kan du fortælle, hvor store bøderne er?

– Nej, det vil jeg ikke sige noget om lige nu, når bøderne ikke er vedtaget (altså, accepteret, red.), siger chefanklageren.

 

Datoen for udfærdigelsen af bøderne er i denne udgave ændret fra den 27. februar til den den 27. januar.