Fra frikendelse til bøde: Her er forløbet efter near miss-hændelsen mellem Express 1 og 2

Fra frikendelse til bøde: Her er forløbet efter near miss-hændelsen mellem Express 1 og 2
Der blev manøvreret hektisk på broen på de to hurtigfærger natten mellem den 5. og 5. juli 2020. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 3. FEB 2021 • 15:15
| ABONNENT
3. FEB 2021 • 15:15

HISTORIEN BAG

To medarbejdere i Bornholmslinjen er blevet præsenteret for bøder af Bornholms Politi på baggrund af den såkaldte "near miss"-hændelse, der fandt sted natten mellem den 4. og 5. juli 2020, hvor de to hurtigfærger Express 1 og 2 sejlede i hver sin retning mellem Rønne og Ystad og måtte foretage dramatiske undvigemanøvrer for at undgå kollission.

Men i første omgang lød konklussionen fra myndighedernes side, at ingen søvejsregler var overtrådt.

Oprindeligt blev sagen også fra Bornholmslinjens afvist som mindre dramatisk, da Bornholms Tidende mandag den 6. juli bragte en artikel med overskriften "Passager: Det var tæt på, Rederi: Det var langt fra".

Artiklen oplyste blandt andet følgende:

Passagererne om bord på Express 2 mellem Rønne og Ystad fik sig efter midnat mellem lørdag den 4. og søndag den 5. juli en forskrækkelse. Her måtte færgen nemlig foretage det, der blev betegnet som en brat opbremsning, da den tilsyneladende var tæt på at kollidere med Express 1.

Det oplyste Bornholms Politi søndag. Ordensmagten blev kontaktet af en passager på Express 2 en halv time efter hændelsen lørdag midnat.

Express 2 var på vej mod Rønne fra Ystad – og i modsatte retning sejlede Express 1.

– Vi bliver kontaktet af en passager, som fortæller, at færgen bremser hårdt op og laver en undvigemanøvre. Da han ser ud af vinduet, kan han se den anden færge, der er ret tæt på. Det var en lidt voldsom oplevelse, fortalte vagtchef Peter Johansen, som også oplyste, at politiet havde underrettet Søfartsstyrelsen, som nu skal undersøge forløbet nærmere.

Molslinjen/Bornholmslinjen afviste i artiklen, at der var fare på færde:

– De to færger var ikke tæt på at kollidere, sagde kommunikationschef Jesper Maack og uddybede:

– Færgerne mødes på denne måde i Østersøen 10 gange om dagen for tiden, og i dette tilfælde fornemmede begge kaptajner, at de var kommet for tæt på hinanden. De laver så begge en 360 graders manøvre, hvor de vender om, og når det er overstået, sejler de videre.

Han oplyste også, at de to færger var mellem 250 og 300 meter fra hinanden.

Tirsdag den 7. juli kunne Bornholms Tidende oplyse, at Søfartsstyrelsen havde påbegyndt sin undersøgelse af weekendens hændelse, som rederiet for sit vedkommende anså som en afsluttet sag.

• Tirsdag den 8. september oplyste avisen, at Søfartsstyrelsen den 7. september havde afsluttet sin undersøgelse af sagen.

– Vi mener ikke, at vi kan konstatere, at der har været en overtrædelse af søvejsreglerne som sådan, sagde synschef i i Søfartsstyrelsen Per Sønderstrup og fortsatte blandt andet:

– Vi har også sikret os, at der fra rederiets side er en opfølgning på episoden, for sådan noget må jo ikke ske igen, det skal forebygges.

I en skriftlig kommentar til sagen sagde Carsten Jensen, administrerende direktør i Molslinjen:

– Vi tager Søfartsstyrelsens afgørelse til efterretning. I Molslinjen har vi håndteret dette i samarbejde med myndighederne.

• Onsdag den 23. september refererede avisen et replikskifte på de to færgers broer, som vidnede om nogle dramatiske øjeblikke. De stammede fra Søfartsstyrelsens rapport, som vi havde fået aktindsigt i.

• Torsdag den 24. september kommenterede Jan Askholm, som er studierektor på SIMAC (Svendborg International Maritime Academy), Søfartsstyrelsens rapport. Han var uenig i konklusionen om, at søvejsreglerne ikke var overtrådt og mente, at der blev foretaget nogle uhensigtsmæssige manøvrer op til den near miss-situation, der opstod, samt at IMO, Internationale Maritime Organisation, allerede for da 17 år siden foretog ændringer i reglerne for at forebygge situationer som netop den, der opstod i forhold til Express 1 og Express 2 den pågældende nat.

Han forklarede:

– Det er sådan, at man rent faktisk i 2003 ændrede ordlyden i den regel, der hedder regel 8, og som på dansk hedder "Forholdsregler for at undgå sammenstød".

• Tirsdag den 29. september sendte avisen pr. mail Jan Askholms udsagn om rapporten til Søfartsstyrelsen og udbad sig en kommentar. Den udeblev, og vi rykkede for den både skriftligt og pr. telefon. Svaret lød, at der blev arbejdet på sagen, men imens gik der både uger og måneder.

• Onsdag den 18. november skrev chefredaktør Øjvind Hesselager en leder om sagen under overskriften "Pinlig tavshed fra Søfartsstyrelsen", hvor han slog fast, at de nu var gået 50 dage, siden styrelsen modtog Bornholms Tidendes spørgsmål. Han sendte samtidig en mail til styrelsen, hvori han direkte efterlyste et svar.

• Torsdag den 19. november. Chefredaktøren modtager en mail fra Søfartsstyrelsen, hvori der blandt andet står:

"Efter en ny samlet vurdering er det vores konklusion, at der er sket overtrædelse af søvejsreglerne. Vi har derfor indgivet en politianmeldelse. Herfra håndteres sagen af Bornholms Politi".