Hanne Mailands smukke ord om Inge Lise Westman

Hanne Mailands smukke ord om Inge Lise Westman
Inge Lise Westman. Arkivfoto: Berit Hvassum
MINDEORD | ABONNENT | 2. MAJ 2024 • 15:30
Af:
Redaktionen
MINDEORD | ABONNENT
2. MAJ 2024 • 15:30

Billedkunstner Hanne Mailand fra Allinge skriver følgende nekrolog over Inge Lise Westman.

Når en ægtefælle dør, dør vidnet til ens liv. Når en ven og kunstnerkollega dør, mister man samtalen om det arbejde, der betyder så meget.

Det samvær blev til et samvær i næsten 60 år. De første år på Det Kgl Kunstakademi, hvor vi malede i det smukke atelier mod Kgs Nytorv, Inge Lise ved vinduet mod Nyhavn, jeg ved vinduet mod Det Kgl. Teater. Det værtshus, hvor kun mændene måtte komme, efterlod os med pensler og farver i lange eftermiddage. Privat boede vi i den samme gade på Chr Havn og besluttede den samme sommer i 1971 at flytte til Bornholm.

Med sine begavede kunstnerforældre var Inge Lise født med en sølvske i munden og kom som dem hurtigt med på Corner, hvor hendes første menneskeskildringer, inspireret af Giacometti, hurtigt viste hendes talent. Hun kunne tegne, og hendes stærke formskabte grafik var et godt indslag i den tids politiske Trykkerbanden. For mig står de mere symbolistiske malerier med mågevingerne og sneglehusene i lysende blå, grå og hvide farver- her med inspiration fra hendes forbillede Hammershøi, der også åbnede for sort som farve - som noget af det smukkeste. Så kom de mere ekspressionistiske sindbilleder på naturen til de mange års store værker, som også blev sindbilleder på naturen og vel en forening af det naturalistiske og symbolistiske udtryk, og hvor de grafiske arbejder også blev en slags små malerier.

Inge Lise stod i gæld til den tysk svenske tradition med sent i livet forbilleder som Anselm Kiefer og Strindberg, men hun var sig selv, og hendes forhold var mere “pas på naturen, før det går galt” end det var den glade besyngelse af den.

Inge Lise var kompromisløs. Hendes vilje, hendes evne, hendes arbejdsomhed, at hun ville KUNSTEN har været til inspiration for mange af os.

Hun blev den fremtrædende, men det blev til mange fælles udstillinger. På Færøerne, hvor vi sammen rejste til og udstillede i Nordens Hus, var vi ude at sejle uden redningsveste i en lille færøsk båd i søgang og ind i små, dybe grotter. Uden hende var jeg død af skræk.

Æret være Inge Lises minde og varme tanker til Ole og Karen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT