Ståltårn kørt til Tejn

Ståltårn kørt til Tejn
Tårnet blev mandag hejst ned og transporteret til Tejn Smedeforretning, som er hovedentreprenør på renoveringen. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 11. OKT 2023 • 15:04
NYHED | ABONNENT
11. OKT 2023 • 15:04

Den 8,5 tons tunge og ni mete høje ståltrappe, der normalt fører op til toppen af Kongemindet, befinder sig nu i en lagerhal i Tejn.

Ved hjælp af en stor kran og en blokvogn gennemførte Tejn Smedeforretning mandag den indledende manøvre i forbindelse med renoveringen af toptårnet på Kongemindet. Her blev den 8,5 tons tunge stålkonstruktion nemlig løftet ned fra sin plads på det 13 meter høje granittårn, og kørt til Tejn, hvor Emelie Petterson og Tommy Bager fra Tejn Smedeforretning har lagt den ni meter høje stålkonstruktion på langs i hallen.

Kongemindet på Rytterknægten lukkede den 1. juni 2022 for publikumsadgang, fordi ståltårnet var i en sådan forfatning, at det skulle restaureres. Stålkonstruktionen blev sat på for 124 år siden for at forbedre udsigten fra Bornholms højeste punkt og vejer 8,5 tons.

Det er Steenbergs Tegnestue, der har stået for de indledende forundersøgelser og udarbejdet udbudsmaterialet. Anders Bjerregaard, direktør i Steenbergs Tegnestue, kan endnu ikke vurdere præcist hvor omfattende arbejdet med store stålkonstruktion bliver.

– De skal først afblæse tårnet, og det er en ekstern partner, der står for det. Vi ved mere efter byggemødet i næste uge, siger han.

Anders Bjerregaard kan i øvrigt bekræfte, at det eksisterende ståltårn er det oprindelige fra 1899.

– Stål holder nærmest evigt, men det er da imponerende, medgiver han.

Et år forsinket

Tejn Smedeforretnings underleverandør går nu i gang med at glasblæse tårnet. Når den rå konstruktion er blottet, kan man tage bestik af, hvor meget der helt præcist skal skiftes.

– Vi skal ind under malingen for at se, hvad der skal repareres. Vores teknikere har taget stikprøver, og når vi piller tårnet ned, kan vi se 100 procent, hvad der er nødvendigt at gøre, siger Anders Bjerregaard.

Restaurereringen af den gamle stålkonstruktion var egentlig i kalenderen i 2023, men blev forsinket på grund af en række udfordringer med udbudsmaterialet og uforudsete corona-prisstigninger. Nu er valget faldet på Tejn Smedeforretning som hovedentreprenør, og Kim Eilif Rasch Pedersen fra Ejendomsservice håber, at det gennemrenoverede tårn er på plads til foråret.

– Det kommer lidt an på, hvordan det ser ud, når de får det renset af. Men vi håber, vi kan genåbne nogenlunde samtidig med trailcenteret, siger den kommunale ejendomsschef.

Ståltårnet var også på jorden i 80erne, hvor det gennemgik et grundigt eftersyn. Ved en kontrolgennemgang vurderede kommunen i 2022, at det var tid til en totalrenovering.

Kongemindet som det så ud de første 50 år. Til næste år er ståltoppen på plads igen, efter en grundig renovering. Foto: Anette Vestergaard

 

Kongemindet

Det 13 meter højt granittårn blev bygget i 1856 til minde om Frederik VII og grevinde Danner, som besøgte Bornholm i 1851, og da den omkringliggende skov efterhånden skød i vejret og tog udsigten, blev tårnet i 1899 forhøjet med en ni meter høj jernkonstruktion, som altså nu trænger til at blive skiftet ud. Kongemindet ligger på statens areal, men det er kommunen, der har vedligeholdelsespligten.