Regionskommunens økonomi-, erhvervs- og planudvalg har besluttet at genåbne en tilskudsordning, hvor ejere af boliger med energimærke D-G kan få op til 40 procent i tilskud til at få renoveret eller udskiftet døre og vinduer samt til efterisolering af tag og ydervægge.
Ønsket er at mindske energiforbruget og samtidig skaffe arbejde til håndværkerfagene, fremgår det af en pressemeddelelse.
Boligerne skal være beboet af ejeren, være opført før 1960 og altså have energimærke D eller dårligere.
Midlerne i tilskudsordningen kommer dels fra statens pulje til landsbyfornyelse og dels fra en pulje afsat af kommunen. Den samlede tilskudspulje er på i alt 2,85 millioner kroner. Midlerne fra statens pulje er øremærket boliger beliggende i det åbne land eller i byer med færre end 4.000 indbyggere. Dette er baggrunden for, at det kun er ejere af boliger udenfor Rønne, som kan søge.