Sidste års kokkekonkurrence på Christianshøjkroen var noget af et tilløbsstykke, og det samme ville årets dyst lørdag blive. Men konkurrencen er nu aflyst på grund af coronakrisen, meddeler Troels Madsen, der ud over Christianshøjkroen driver Restaurant Molen i Nexø, Det Røde Pakhus og Kaffebaren i Rønne sammen med Daniel Kruse.
– Den er i første omgang aflyst. Men vi håber på, at vi kan afvikle den senere på året, siger Troels Madsen.
Christianshøjkroen holder dog stadig åbent, meddeler han.
– Man kan stadig kommer herud og spise. Vi tager vores forholdsregler med afstand mellem bordene. Vi har kun sat halvdelen af vores borde frem, resten lader vi være med at sælge, fortæller Troels Madsen.
Han kan godt mærke, at frygten for coronavirus får folk til at blive hjemme.
– Vi har lukket Restaurant Molen, og Kaffebaren har sidste åbningsdag fredag. Det er klart, at det koster os mange penge. Lige nu står vi til at miste en omsætning tæt på 200.000 i denne weekend. De penge skulle være brugt på at betale regninger og løn, og det giver sig selv, at det kan ikke løbe rundt, hvis det her fortsætter. Det er ikke mange uger, det skal fortsætte endnu, før vi ikke er her mere. Groft sagt, siger Troels Madsen.
Han håber derfor, at folk trods corona alligevel vil huske at gå ud.
– Vi bliver nødt til at holde samfundet kørende. Vi er gode til at benytte en retorik om, at alt lukker ned, så folk bliver skræmt fra at gå ud. Hvis vi lukker alt, så kan vi komme til at stå i en situation, hvor det kan komme til at koste mange arbejdspladser på sigt, fastslår Troels Madsen.