Klumme: Endelig ud på kommunens tykke is

KLUMME

Søen kommer til syne mellem træerne, da vi er på vej ned ad en bakke. Først ser jeg et par skiløbere, og skøjteløbere og almindelige fodgængere har også indtaget isen på Bagsværd Sø. Der går ikke mange sekunder, inden isens tiltrækningskraft overvinder mig. "Vi skal ud på isen", siger jeg og trækker barnevogn, kæreste og svigerfar med – uden større behov for overtalelse.

Når der er glid i skøjterne,
skal der virkelig tynd is til,
for at man kan falde igennem

Skoven og byen tager sig anderledes ud fra søsiden, og det glatte underlag bringer både smil og indre legebørn frem.

Dagen efter skridter jeg atter ud på isen, denne gang på et par af søerne inde i København. Der er hundredvis af glade mennesker. Omkring mig glider og cirkulerer nogle få habile skøjteløbere og endnu flere, der bare tager tilløb og glider rundt i almindeligt fodtøj. En gruppe unge mænd, som lyder til at være fra Canada, spiller ishockey, og jeg siger til mig selv, at jeg skal have erhvervet mig et par skøjter inden næste vinter. Det er som i de gode gamle dage. Alle bekymringer om global opvarmning og coronaepidemi fortager sig for en stund.

Jeg sætter stor pris på de fire årstider, og 2021's ægte vintervejr har for mange været et lyspunkt i en sur tid. Men en klumme, der handler om min glæde ved de seneste ugers vejr, bliver vist lige iltfattig nok, så jeg retter blikket mod sprækkerne i isen – i overført betydning.

Sidst jeg var ude på isen, er vel fem år siden, for det sker ikke hver vinter, at isens tykkelse når op på de 13-18 centimeter, som skal til, før landets kommunerne vurderer, at færdsel på isen er sikker. Overtræder man reglerne på en sø, hvor der skiltes med, at færdsel på isen ikke er tilladt, risikerer man en bøde på 1.000 kroner for at overtræde ordensbekendtgørelsen, og man opfordres kraftigt af myndighederne til kun at bevæge sig ud på kommunalt godkendte søer.

Om jeg lovgivningsmæssigt var på glat is, ved jeg ikke. Det var netop denne lørdag eftermiddag, Københavns Kommune åbnede et par af søerne mellem den indre by og brokvartererne. I flere dage har folk trodset reglerne og bevæget sig derud, og selvsamme formiddag havde politiet meddelt, at deres telefonlinjer var blevet lagt ned af retskafne københavnere, som ville gøre opmærksom på ulovlig færdsel på søerne. Isen formår at dele vandene – mellem autoritetsskeptiske nydere og de regelrette.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor der skal gå så lang tid, før isen erklæres sikker i dagens Danmark. (I København skal isen måles til 16-18 centimeter, på Bornholm er 13 centimeter nok.) Frostvejret havde varet over en uge, og undervejs var der nætter med tocifrede minusgrader.

Beslutningstagere er nødt til
at overveje, hvor megen frihed
det er værd at ofre for sikre,
at én person ikke går
igennem isen på dybt vand

Som barn mindes jeg ikke at have hørt noget om, at kommunen eller politiet skulle give os lov til at skøjte på de nordjyske skovsøer, så jeg spørger min far, hvordan han monstro kunne vide, om isen kunne bære. Rigtigt nok var man tilbage i det 20. århundrede afhængig af egen dømmekraft, sund fornuft og erfaring, bekræfter han, og søerne blev ikke åbnet af kommunen. Han lærte, hvordan man færdedes sikkert på isen af min farfar, som var en meget ivrig skøjteløber.

– To-tre nætter med de temperaturer, så kan det bære. Farfar vidste præcis, hvornår det kunne bære, siger min far om denne februars kulde.

Min farfar er født på kanten af engene, der ligger ned til Ringkøbing Fjord og Skjern Å i Vestjylland – et sandt floddelta med fantastisk fugleliv. Vådområdet var overrislet og stod under få centimeters vand om vinteren, og når frosten satte ind, kunne der hurtigt skøjtes. Det foregik på træskøjter; en klinge under et stykke et træ, som blev bundet omkring støvlerne med snor og surret fast til støvlebunden.

– De stod på skøjter, lige så snart der var is på. De kunne skøjte på fjorden helt til Ringkøbing. Faren var at krydse åerne, fortæller min far.

Han voksede op i Skjern, og min farfar tog ham selvfølgelig med ud på fjorden om vinteren.

– Dengang var man ikke så ultraforsigtig. Vi skøjtede der, hvor man vidste, hvor dybt det var – det var dér, vi badede om sommeren. Det var ikke uforsigtigt. Går du igennem isen på en halv meter vand, er det svært at drukne.

Jeg spørger, om han nogensinde er gået igennem isen. Det er han ikke, men han har set andre være uheldige.

– Man skal selvfølgelig ikke stå stille. Når der er glid i skøjterne, skal der virkelig tynd is til, for at man kan falde igennem. Sommetider skøjtede vi, når der var tøvejr, og der var en centimeter vand på isen, og man blev våd, hvis man faldt.

Jeg gad godt vide, hvordan det præcist er gået til, at måling af isens tykkelse med årene er blevet en kommunal opgave. Det må være sket som en reaktion på tragiske ulykker. Det er i den retning, vores samfund bevæger sig. Legepladserne fra min egen barndom er for eksempel ikke længere lovlige, og resultatet er, at legepladser i dag er dyrere og derfor mindre og mere fåtallige – men selvfølgelig mere sikre.

Jeg gætter på, at det er mere sandsynligt, at myndighederne indfører regler, der begrænser adgangen til at bade i havet, springe rundt på klipperne eller klatre i træer, end at man lader folk færdes på isen uden indblanding.

Foto: Jakob Nørmark

Da jeg læser lidt op på emnet, finder jeg ud af, at det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov, tre dage inden isen på hovedstadens søer officielt kunne bære, slog på tromme for at lade danskerne gå ud på isen, når de vil – som alternativ til en "barnepigestat, hvor det er forbudt for voksne, frie mennesker at tage en (ret lille) risiko".

"Vi har en ret til at forbyde adfærd, som er skadelig for fællesskabet. Men vi er ikke borgernes forældre, der skal skærme dem fra enhver risiko i livet ved at fratage dem deres frihed", skrev Jarlov på Facebook og satte gang i en heftig debat.

Den kom ganske forudsigeligt til at indeholde mere eller mindre sarkastiske forslag til krav, som man kunne fjerne i frihedens navn (sikkerhedsseler, hastighedsgrænser, styrthjelme, forbuddet mod cannabis), eller anden risikoadfærd, man med islogikken hurtigt kunne forbyde (træklatring, svømning, skiløb, rygning). Og Jarlovs principsag blev af Søren Villemoes i Weekendavisen omskrevet til "retten til at fryse ihjel i en sø".

Når alle ”"men hvad med"-argumenter og retoriske kneb skrælles væk, står et par principielle diskussioner tilbage: Der er den meget corona-aktuelle sondring mellem at anlægge et forsigtighedsprincip og løbe en kalkuleret risiko. Og over det hele svæver personligt ansvar versus statsligt ansvar.

Beslutningstagere er nødt til at overveje, hvor megen frihed det er værd at ofre for sikre, at én person ikke går igennem isen på dybt vand. Og hvad nu hvis det ovenikøbet er et barn, der er tale om? Det er en risiko, som enkelte embedsfolk og politikere for alt i verden ikke vil løbe, og det kan man vel ikke fortænke dem i. Men hvis vi pakker vores børn ind i vat og skærmer dem mod enhver risiko, kan de til sidst kun sidde derhjemme med ipaden.

Som skribent bryder jeg mig heller ikke om decideret at argumentere for friheden til at færdes på isen, for en totalt liberal tilgang indebærer en forhøjet sandsynlighed for ulykker. Selv med vores formynderiske vinterregler er mange personer faldet igennem isen denne vinter.

Historier om uheld og politiets opsang til lovovertrædere har optaget meget plads på nyhedssiderne, mens debatten om genåbning og corona-restriktioner for en gangs skyld var lagt på is i nogle dage. Børn røg igennem isen i havnebassiner og søer flere steder i landet, der er uddelt snesevis af bøder, og en Lego-arving gik gennem isen med sin firhjulstrækker på en sø ved Vejle. Senest er fire ældre svenske herrer druknet i en tøende sø ved Jönköping. Bornholms Tidende er nøjedes med at skrive om et par drenge, som politiet kaldte ind fra Zahrtmannssøen i Rønne.

Man skal vide, hvad man laver, inden man bevæger sig derud, så skræmmehistorierne om farerne ved det frosne vand er berettiget. Men en vigtig ting forsvinder i mængden (og blandt andet derfor har jeg skrevet denne klumme); nemlig at det faktisk er ret sjovt at komme ud på isen.

Tegning: Jørn Villumsen

Jakob Nørmark er 32 år og journalist på Bornholms Tidende. At han befandt sig i København i februar, skyldtes nogle ugers kombineret vinterferie og orlov. Som vinterelsker var det en streg i regningen, at snestormen på Bornholm måtte følges fra hovedstaden, hvor de få fnug hurtigt efterlod kælkebakkerne brune og udkørte. De frosne søers mørke is var alt, københavnerne havde at glæde sig over.