Klumme: Drama

KLUMME

I marts måned gik det op for mig, at jeg har boet på Bornholm i fire år. Det gav selvfølgelig anledning til en del tanker. Hvor bliver tiden af, var et af de spørgsmål, jeg prøvede at få opklaret, uden held.

Men hvad var der sket i de fire år? Jeg gik på jagt i katakomberne – den ældre persons betegnelse for hukommelsen eller erindringen – efter de mest dramatiske ting, for ligesom at piske en stemning op.

Ingenting. Det eneste jeg fandt mellem spindelvævene var gode, fredelige oplevelser. Græssende får, dikkende lammehaler, bibelske landskaber, rislende åer i skinnende sol.

Under den fjerde kop kaffe kom jeg dog i tanke om lidt drama, for eksempel den dag jeg snublede over en streg i fortovet, og den dag en rå løb over vejen LIGE foran bilen. Der var også en dag, hvor jeg var ret tæt på at få våde sko i Svartingedalen.

Det var chokerende!! Tænk hvis …

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det mest dramatiske, der er sket i mine fire år på Bornholm, noget der er sket for andre.

Nogle er blevet fyret, nogle har mistet livet. Det er ikke sjovt. Men det sker jo hele tiden i hele verden, så det tæller ikke rigtigt. Det samme med corona. Det er selvfølgelig dramatisk, men mest fordi man ikke kan flyve til Grækenland, når man har lyst, og så selvfølgelig fordi der også er nogen, der har mistet livet MED corona, men igen, det er ikke rigtig dramatisk, i hvert fald ikke på Bornholm. Du får ikke en bornholmer til at stille op i avisen og klage over, at en elsket oldefar er død på hospitalet eller på plejehjemmet, med corona. Det er bare noget man kommer igennem. Vi har prøvet.

Ellers… lige et øjeblik! Jeg hørte da om nogen ovre, der kendte nogen, sidst jeg var i København. Men jeg har simpelthen glemt, hvem det var, der fortalte historien, så jeg kan ikke engang diske op med lidt drama på tredje hånd.

Nej vent, var det ikke … jeg tror det var i Aarhus, jeg talte med en, der havde en onkel på 98 i Sæby … hvordan var det nu? Han døde i hvert fald. Med corona.

Derudover – ingenting. Fire år med god kaffe, hvilket er utrolig væsentligt i min alder, god mad, søde mennesker, bornholmere, der tillidsfuldt fortæller historier fra den virkelige verden, så vi har noget at skrive om i avisen. Selvfølgelig er der nogen, der bliver sure indimellem. Det kan ikke undgås i en verden, der er sammensat af mennesker og organisationer med forskellige eller modsatrettede interesser.

Særinteresser, som John Locke kaldte det. Eller var det Thomas Hobbes? Det er i hvert fald værd at sætte sig ind i, for når særinteresser støder sammen, som to skibe i natten (haha, fik I den??), er der med garanti drama i kølvandet.

Her har jeg et særdeles interessant eksempel fra vores egen verden. For et halvt år siden var jeg i gang med at skrive en artikel om Bornholmergrisen, som er en ubetinget succeshistorie. Der er tale om en bornholmsk gris, der har lidt mere plads i stalden og som får lidt flere besøg fra dyrlægen end de almindelige grise. Og det vil forbrugerne gerne betale for! Bornholmergrisen ligger efterhånden i pæne udskæringer i COOPs kølediske over hele landet, det er da en god historie!

Og så alligevel ikke. Jeg ville jo gerne have nogle tal, der kunne illustrere fremgangen. Så jeg ringede til Danish Crown i Rønne. Det er dem, der producerer den attraktive Bornholmergris i samarbejde med de bornholmske landmænd, så jeg tænkte, at de måtte have en graf hængende på opslagstavlen eller nogle tal liggende i en mappe sammen med en støvet strategiplan fra sidste år.

Men nej, det havde man ikke. I øvrigt måtte jeg forstå, at spørgsmål af den karakter var en sag for kommunikationsafdelingen i Horsens.

Opkald til Danish Crowns hovedkontor i Horsens, hvor en meget flink kommunikationschef forklarer mig, at man ikke sådan bare lige kunne oplyse salgstal for Bornholmergrisen – af hensyn til COOP.

Videre til COOPs kommunikationsafdeling i Hvidovre – nu med en meget klar forventning om, hvad svaret ville blive, og ganske rigtigt: Nej, vi må ikke oplyse salgstal for Bornholmergrisen, af hensyn til … tadaaaa: Danish Crown.

Noget med konkurrence og fortrolighed og aftaler om det ene og det andet.

Historien om Bornholmergrisen er ikke drama i klassisk forstand, det er bare irriterende. Til sidst ringede jeg til Brian Kofoed som er en no nonsense griseproducent fra Klemensker. Han gav mig nogle gamle tal og en optimistisk prognose for de kommende år med succesgrisen. Længere kom jeg ikke i den sag.

Til gengæld er historien om Bornholmergrisen et godt eksempel på drama, der strækker sig over så lang tid, at der ikke er nogen der opdager det. Det er nemlig historien om, hvordan BIG BUSINESS ganske langsomt tiltvinger sig mere magt. De får lov til at skjule omsætning, de får lov til at skjule en lang række oplysninger – ofte af helt triviel karakter – af hensyn til konkurrencesituationen. Stik imod samfundets interesser.

Vi lever efter sigende i et frit land, men det bliver sværere og sværere at skrive frit. De store koncerner har deres helt egen censur-afdeling, hvor små og store artikler fra lands- og provinspressen tygges igennem og sendes tilbage til lokalredaktionerne med et par ynkelige rettelser af helt banal karakter; informationer som kilden trygt har leveret til lokalavisen i tillid til, at folk godt kan læse og tænke selv.

'Af hensyn til konkurrencesituationen' lyder undskyldningen. Jeg siger 'skråt op'. Af hensyn til åbenheden og tilliden i et demokratisk land.

Men ellers ikke noget drama, udover tiden, der går, og pludselig, som et lyn fra en klar himmel, er man gammel! Det kan godt opleves dramatisk, når det går op for en. Som forleden, da jeg vred et eller andet i mit knæ på vej ud af sengen! Hvordan kan sådan noget ske efter en lang nats uafbrudt søvn?

Hvis vi ser bort fra petitesser og andre dramatiske oplevelser, som jeg tydeligvis har glemt, så har det været fire fredelige år på Bornholm. Der var optakt til drama for et år siden, da min datter kom for sent til Bornholmerbussen, men så var der heldigvis plads i den næste, så det gik ret hurtigt i sig selv.

Og det er nok noget af det, jeg virkelig sætter pris på som øbo. Der sker ikke noget. Der er ingen trafikkaos – svært på en ø med syv lyskryds – der er ingen ballade om natten, der er næsten ingen sure erhvervsfolk eller intrigante toppolitikere med en skjult dagsorden, ingen forretningsdrivende, der forsøger at snyde på vægten. Der er kun hverdagen og dens små op- og nedture.

Der er ikke med andre ord ikke ret meget drama på Bornholm. Det er vidunderligt!

… Men tænk nu hvis den rå var løbet ud foran bilen? Og jeg havde ramt den?

Eller man optrævler en illegal hæklering i Sandvig? Man ved aldrig, hvad der foregår bag nedrullede gardiner.

Jeg tager fire år mere. Og så ser vi, hvad der sker. Jeg har i hvert fald ikke sluppet tanken om Bornholmergrisen.

Ikke helt. Jeg vil have de tal. Ring, hvis du har dem. Jeg tager skraldet.