Kattefanger nægter sig skyldig – gik ud fra at dyrene ikke havde nogen ejere

Kattefanger nægter sig skyldig – gik ud fra at dyrene ikke havde nogen ejere
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 18. MAJ 2020 • 13:28
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
18. MAJ 2020 • 13:28
Manden, der indfangede katte i sin gårdhave i Rønne, nægter sig skyldig i den rejste tiltale om groft uansvarlig behandling af katte.

Han erkendte mandag formiddag, at han i februar/marts 2019 fangede syv katte i en mårfælde om natten og næste morgen kørte ud af byen og slap dem løs i Almindingen eller ved Rø Plantage.

På forhånd havde han sat et skilt op på sin hoveddør, hvor han advarede beboerne i nabolaget om, at han ville køre kattene væk, hvis ikke de holdt op med at besøge og besørge i hans gårdhave. Da ingen naboer kontaktede ham, og de ikke havde halsbånd på, gik han ud fra, at de gæstende katte ikke havde nogen ejere.

– Min klient var ikke vidende om, at kattene var tamkatte eller vildkatte. Vildkatte ville klare sig fint i skoven, sagde forsvarer Pernille Munch, da hun opsummerede sagen.

Anklagerfuldmægtig Anne Moe plæderede for en bødestraf på 40.000 kroner.

– Jeg mener ikke, at han burde være i tvivl om, at det er tamkatte, sagde hun og såede tvivl om mandens påstand om, at han havde kigget efter kattenes øremærkning.

Hun hæftede sig desuden ved et notat, som Det Veterinære Sundhedsråd har skrevet som svar på spørgsmål fra anklager og forsvarer. Rådet slår fast, at "herreløse katte i Danmark har svært ved at klare sig i naturen, medmindre de har tilnytning til personer, som sørger madtilførsel, og har adgang til ly", og at tamkatte derfor "efter overvejende sandsynlighed vil dø" efter en vis tid i skoven.

Om en uge falder der dom i retssagen.