Forsvaret udskyder fem initiativer, der blev aftalt under det nuværende forsvarsforlig. Det oplyser Forsvaret selv på sin hjemmeside.
Det betyder blandt andet, at den planlagte opbygning af 3. opklaringseskadron på Almegårds Kaserne ikke bliver til noget i de kommende år, men udskydes til 2025.
Helt konkret betyder det, at de 122 mand, der skulle være rykket ind på kasernen inden 2023, alligevel ikke kommer foreløbigt. Det fortæller Uffe Geckler, der er oberstløjtnant og chef for Opklaringsbataljonen.
– Det betyder, at vi ikke får lejlighed til at bygge den 3. eskadron op nu. Det, synes jeg, er ærgerligt. Jeg vil jo rigtig gerne være med til at bygge den op. Det, vi dog har fået, som også var en del af forliget, er en ekstradeling på 32 mand, siger han.