Endelig kan grundordet for det fjerde – som på rigsdansk – referere til munden eller kæften i udtrykket ‘hojll bøtta!’
Det sidste udtryk knytter an til sammensætningen ‘knadderbøtta’, der kan bruges om en meget snakkende kvinde, og ‘vrawlebøtta’, der betegner en vrøvlende person, en “vrøvlebøtte”.
Af andre sammensætninger med ‘bøtta’, som betegner en person, der opfører sig på en bestemt måde, kan nævnes en ‘vrælebøtta’, der betegner en person, som græder meget og hyppigt, og en ‘loksabøtta’, der bruges om en person, som er ‘loksafujller’, altså fuld af narrestreger.
Mens de netop omtalte sammensætninger ikke har noget med fysiske bøtter at gøre, så er de sprogligt set relaterede til dem (bruges blot i overført betydning). Det gælder imidlertid ikke om ordet ‘kujllebøtta’, der også kan udtale med lang vokal i første stavelse, altså ‘kåjlebøtta’. Som det tilsvarende rigsdanske ord, “kolbøtte”, har det absolut intet med en bøtte at gøre. Der er i stedet tale om en fordanskning af fransk ‘culbute’, der er dannet af ‘cul’ “bagdel” og ‘buter’ “støde imod”.
På traditionelt bornholmsk betyder ‘kujllebøtta’ i øvrigt noget lidt andet end det tilsvarende rigsdanske ord, idet det specifikt bruges om en baglæns kolbøtte. En almindelig (forlæns) kolbøtte hedder derimod en ‘vajlebøtta’ (kan også udtales ‘vallebøtta’), og når man udfører den, kan man tale om ‘å sjyda (eller slå) vajlebøtta’. Ordet ‘vajlebøtta’ indgår også i et fast udtryk eller ortoi, idet man kan sige: ‘Hajn kajn’te lâ ble me å slå vajlebøtter’. Det siges om den, der kommer galt afsted, fordi han ikke tænker sig om, oftest fordi han jævnlig skal forsøge sig med noget nyt.
