Kæresteparret Mikkel og Rasmus er transkønnede: 'Det kan være svært at være anonym i sin proces'

LGBTQ+ på Bornholm 

I en artikelserie, der startede i dag, sætter Bornholms Tidende fokus på LGBTQ+ på Bornholm i forbindelse med det internationale fænomen "pride-måned", der holdes hele juni. Pride-måned er dedikeret til at løfte LBGTQ+-stemmer og at fejre og støtte LGBTQ+-kulturen.

Hjertet bankede svært hurtigt, nervøsiteten sad dybt i kroppen og tankerne kørte med hundrede kilometer i timen, da Mikkel mødte op hos sin psykolog den 6. oktober 2018. Det var ikke, fordi det var nyt for ham at have psykologtimer. Han havde gået hos psykologen i halvandet år, men den dag i oktober skulle samtalen dreje sig om noget nyt. Mikkel skulle nemlig sige noget højt for første gang – noget, han havde tænkt på i flere år, men først nu var klar til at dele med omverden.

Mikkel var 18 år, da han satte sig i stolen hos sin psykolog og fortalte, at han er transkønnet, og at det køn, han var blevet tildelt ved fødslen, ikke matchede hans indre. Kort efter fortalte han det til sin mor, der måtte sige det videre til bedsteforældrene, som Mikkel selv ikke turde at fortælle det til. Det var en befriende følelse endelig at dele sin kønsidentitet med familien, for tankerne om, at han var transkønnet, havde nemlig rumsteret i Mikkel, siden han var 15 år.

– Min familie tog det godt, og jeg tror lidt, at de fleste havde det på fornemmelse, da jeg har altid været meget maskulin. Det hjalp mig vildt meget, at min familie var så støttende, for det var svært at komme ud med, fortæller Mikkel, der er født og opvokset på Bornholm og i dag er 20 år.

Mikkel er ikke hans rigtige navn, da han ønsker at optræde anonymt i artiklen, men Bornholms Tidende er bekendt med hans identitet.

Lang proces

Da Mikkel havde delt sin kønsidentitet med omgangskredsen gik processen om at få det ydre til at matche det indre i gang. Mikkel blev sendt til Center for Kønsidentitet i København, og her skulle han gennem samtaler og forløb, der skulle sikre, at Mikkel var sikker på, at han var transkønnet.

– Det var jeg så helt sikker på. Da det var fastslået, startede jeg på hormoner. Det er snart to år siden, og for tre måneder siden fik jeg min topoperation, fortæller Mikkel.

Selv om Mikkel kom forholdsvis nemt ind i sundhedssystemet, fortæller han, at det var en indviklet rejse at nå til, hvor han er i dag. De mange samtaler, om han var sikker på sin kønsidentitet, udfordrede nemlig tålmodigheden.

– De samtaler på de forskellige sygehuse og centre, jeg gennemgik, gik ikke rigtig i dybden. Jeg syntes hurtigt, at det blev meget kedeligt og ligegyldigt at sidde der, fordi jeg meget bare blev spurgt til, hvordan jeg havde det. Det er selvfølgelig fint, men det havde ikke så meget at gøre med, at jeg ville have hormoner, så jeg fik hurtigt en følelse af, at det hele var spild af tid.

– Især når man bor på Bornholm, og hver tredje måned skulle over til en 20 minutters samtale, gjorde det til en kringlet og tidskrævende proces, fortæller Mikkel.

Perioden med de mange samtaler, ventetiden og uklare svar, var svær for Mikkel, da han var klar til at få sin behandling efter at have holdt sin kønsidentitet hemmelig i tre år.

– Jeg har jo vidst, at jeg var transkønnet, siden jeg var 15 år, og da jeg endelig sprang ud, var jeg bare klar til at få de hormoner. Det var svært, at der gik lang tid, før jeg kom i gang med en behandling. Men jeg fornemmer alligevel, at min proces har været rimelig hurtig, da jeg har hørt om andre transpersoner, der har måttet vente op til syv år på at få sin behandling.

"Mikkel" og "Rasmus" har været kærester i to år og bor i dag sammen i Rønne. Foto: Jacob Jepsen


Ikke en ens rejse

– Men det er jo en meget individuel proces, og der er ikke én rejse, der er ens.

Det er Mikkels kæreste, Rasmus, der afbryder ham. Deres hænder er flettede, og deres kasketter skygger for den stærke juni-sol, mens de går i en skov ved Hasle. På begge deres håndhed sidder et matchende regnbuefarvet armbånd, der er ikonisk for LGBTQ+-bevægelsen. Rasmus er også transkønnet og har ligesom Mikkel ønsket at optræde anonymt, men Bornholms Tidende kender hans rigtige navn. Parret har været kærester i snart to år, men var gode venner længe inden. De bor i dag sammen i Rønne.

– Vi er begge transkønnet og i et homoseksuelt forhold. Det kan godt give dobbelt-op på fordommene, siger Rasmus, der er 19 år.

Han fortæller, at det kan tage mange år at nå frem til en konklusion om sin kønsidentitet.

– Det er som sagt en meget individuel proces, og den ser anderledes ud for alle transpersoner. Der kan være en masse, man kæmper med, der gør processen længere. Så det Mikkel har oplevet, har jeg måske ikke oplevet, siger Rasmus.

Det ydre og indre

Rasmus begyndte for første gang at tænke, at han havde en anden kønsidentitet som 13-årig, men ligesom Mikkel, sagde han det ikke højt før flere år efter. Rasmus begyndte som teenager til psykolog, fordi han havde det svært og ikke forstod forstå, hvorfor han havde det sådan. Under psykologtimerne fandt han ud af, at hans kønsidentitet ikke stemte overens med spejlbilledet.

Rasmus fik det langsomt bedre, fordi han nu forstod, hvorfor han havde haft det skidt. Han blev henvist til sexologisk afdeling, hvor samtalerne og udredningen om hans kønsidentitet startede. Da han var 16 år, begyndte han, efter et par samtaler på sexologisk institut, på hormoner.

– Jeg synes faktisk, at det har været en fin proces, men også lang. For man går jo efter at opnå det ydre, som man føler på indersiden. Det var det, jeg ønskede højest – nemlig at det ydre skulle matche mit indre, fortæller Rasmus.

Familien havde det svært

Familiemæssigt skabte Rasmus’ nye kønsidentitet problemer, og hans forældre havde svært ved at acceptere, at de nu havde en søn. Det var hårdt at se familien have det svært, og Rasmus forsøgte i et stykke tid at skubbe tankerne om sin kønsidentitet væk.

– Mine forældre havde rigtig svært ved det, og det er faktisk det, der har været svært ved min proces. Det var ikke samtalerne på instituttet eller at starte på det ene eller andet hormon.

– De havde det som om, de mistede et barn på en måde. Der var faktisk en periode, hvor de sagde til mig, at jeg skulle pakke det helt væk, fordi de troede, det var en fase, der nok ville gå over af sig selv, fortæller Rasmus, der dengang prøvede at skubbe tankerne væk, men jo mere, han undertrykte dem, jo sikrere blev han på sin kønsidentitet.

– Jeg kan huske, at det føltes forkert, så det at skubbe det væk, hjalp mig faktisk til helt at indse, hvem jeg er, og hvordan jeg vil se ud, siger Rasmus.

Krævede tilgivelse

Men manglen på støtte fra hans forældre medførte, at Rasmus fik skyldfølelse. Han begyndte at tænke, at der var noget galt med ham, at han var forkert, og at det var hans skyld, at hans forældre var kede af det.

– Det var rigtig, rigtig svært, og jeg fik meget skyldfølelse, fordi jeg så, at mine forældre havde det så svært på grund af mig. Jeg blev også helt overbevist om, at der var noget galt med mig som person, og at jeg skulle rettes op på, fortæller ham.

I dag er forholdet til hans forældre bedre, og Rasmus fortæller, at de har accepteret hans nye kønsidentitet og kalder ham ved hans rigtige navn.

Det krævede dog tilgivelse og tid, før Rasmus fik forståelse for hans forældres dengang mangel på accept.

– Jeg tror, at der skulle noget tilgivelse til, fordi deres reaktion netop har påvirket mig så meget. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det er svært som forælder, at man har haft en lille pige og pludselig har en søn. De anede jo heller ikke noget som helst om, hvad det egentlig vil sige at være transkønnet. LGBTQ+-miljøet var ikke noget, som var en del af hverdagen i min familie dengang. Så de vidste jo ikke, hvordan man skulle håndtere eller reagere i den situation, de stod i, hvilket jeg har fået en forståelse for senere hen.

– Det er ikke, fordi jeg synes, at den måde, de reagerede dengang, er okay. Det er nærmere en forståelse for reaktionen, jeg er nået frem til, siger Rasmus.

Svært at være anonym

Man siger, at alle kender alle i provinsen. Mikkel og Rasmus fortæller, at det kan være svært at være transperson og homoseksuel på Bornholm. Mikkel har tidligere været elitesportsudøver og optrådt i medierne på Bornholm, og han fortæller, at det derfor kan være svært at være anonym i processen.

– Det kan være rigtig svært at være transperson, også fordi mange kender min familie, og jeg har været tidligere elitesportudøver. Det gør det rigtig svært at være anonym og holde processen privat, fortæller Mikkel.

Manglen på anonymitet er noget, Rasmus kan nikke genkendende til.

– Jeg mødte for nylig min gamle folkeskolelærer i Netto, hvor jeg nævner, at nu hedder jeg Rasmus, og så siger han ”amen det ved jeg godt!”. Så det har han nok hørt et eller andet sted, men jeg har jo ikke set manden siden 9. klasse. Jeg kan godt få en følelse af, at jeg er ham den transkønnet, altså at alle kender mig, uden jeg kender dem. Det er lidt ubehageligt, fortæller Rasmus.

Når man er et homoseksuelt par, kan det godt medføre nogle blikke fra forbipasserende på gaden.

– Folk kan godt kigge efter os, fordi vi er to fyre, der holder i hånd. Jeg kunne godt tænke mig ikke at blive gloet efter på gaden, for jeg vil egentlig bare gerne være i fred, fortæller Mikkel.

Ville det være nemmere i en storby?

– Der vil nok altid være nogen typer, der kigger underligt, lige meget hvor i landet man er. Men når vi har været ovre, så synes jeg alligevel, at der er mere plads til at kunne være sig selv i de store byer.

Mere synlighed

Kæresteparret oplever, at der findes meget uvidenhed omkring det at være transkønnet, og at de somme tider får spørgsmål, der kan være grænseoverskridende.

– Jeg kan godt føle, at jeg ikke må være, som jeg er. Jeg har oplevet at få grænseoverskridende spørgsmål om for eksempel mit sexliv. Sådan nogle spørgsmål hører jo ikke hjemme nogle steder, fortæller Mikkel.

– Og der er generelt ret mange, der ikke engang ved, hvad det betyder at være transkønnet. I hvert fald ikke den ældre generation. Omkring de unge har jeg alligevel den fornemmelse, at de ved, hvad det er. En anden ting er så, om de er enige med det eller synes, det er okay, fortæller Rasmus.

– Jeg tror generelt bare, at der er mange fordomme om transpersoner, og det handler jo i bund og grund om, at mange ikke ved, hvad det er, fortsætter han.

Rasmus håber, at der i fremtiden vil komme mere synlighed og information på transpersoner.

– Jeg tror egentlig ikke, at der er så mange, der er imod transpersoner. Det handler mere om, at folk ikke ved nok om det. Hvis man kunne blive mere oplyst, kunne det være godt, for alle mennesker fortjener at blive accepteret, uanset hvordan man ser ud, hvad man tror på, eller hvem man vælger at elske.

 

Klik på grafikken for at se den i en større udgave. Grafik: Christina Skovmose

Ordliste

Transkønnet refererer til en person, hvis oplevede køn er anderledes end det køn, vedkommende blev tildelt ved fødslen

Kønsidentitet refererer til, hvordan man kønsligt identificerer sig – som mand, kvinde, ingen af delene, midt imellem eller noget helt femte.

Transkøn og historie

Historiker med speciale i seksualitetshistorie, Peter Edelberg fortæller og forklarer i denne artikelserie mere om den danske LGBTQ+-historie. Læs her Peter Edelberg fortælle om transkønnede i Danmark:

– Det kan være betragteligt sværere at være transkønnet end homoseksuel. For homoseksuelle er kampen forholdsvis vundet, og der er i høj grad kommet juridisk ligestilling og større social inklusion af homoseksuelle. Transkønnede er derimod et betydelig sværere og nyere område. Der er dem, der decideret synes, at transkønnethed er forkert, og mange kan mene, at de har lov til at have en mening om transpersoner. Som transperson kan du opleve, at du skal være åben for debat omkring dine rettigheder eller blive spurgt ind til private emner, der kan virke grænseoverskridende.

– Der er en fortsat kulturel kamp for at sikre respekt overfor transkønnet og alle mennesker i Danmark uanset kønsidentitet eller seksuel orientering, og det er en kamp, der har stået på de sidste 70 år. Den bevæger sig heldigvis mod en større tolerance, større inklusion og i høj grad en ligegyldighed - forstået på den positive måde, nemlig at man har lov til at være som man er, og det ikke er noget dramatisk eller forkert at være transkønnet.

– Transkønnede og non-binære er i høj grad den nye seksuel politiske kamp, hvor der stadigvæk er arbejde at hente for at opnå en udbredt accept af dem i samfundet.

Kilde: Interview med Peter Edelberg, lektor ved Saxo-Instituttet - Arkæologi, Etnologi, Historie og Græsk og Latin på Københavns Universitet og historiker med speciale i seksualitetshistorie.