Kælkeglade familier kørte fodboldbane i stykker: 'Det er fuldstændig uacceptabelt'

Kælkeglade familier kørte fodboldbane i stykker: 'Det er fuldstændig uacceptabelt'
På Svaneke Idrætsklubs facebookside er flere personer ret chokerede over, at man kan finde på at køre i en bil på en våd fodboldbane. "Så har de nok ikke noget imod, at jeg lige kører en tur i deres have med min bil", står der i en af kommentarerne. Foto: Allan Bahn Sørensen
| ABONNENT | 16. JAN 2021 • 11:22
Af:
jesper-gynther
| ABONNENT
16. JAN 2021 • 11:22
HÆRVÆRK

Tidligere på ugen skete der en bizar hændelse på fodboldbanen ved skolen i Svaneke, som har gjort både den lokale idrætsklub og regionskommunens idrætsinspektør rasende.

To familier har kørt i bil på banen og trukket kælke efter sig, men heldigvis fik en bekymret fodboldmor stoppet galskaben, da hun tilfældigvis kom forbi. De to familier mente dog ikke, at de havde gjort noget forkert, da de var af den overbevisning, at banen ikke ville tage skade af det.

Men som billederne viser har seancen efterladt nogle relativt dybe spor i græsplænen, og derfor er den lokale fodboldformand da også ganske utilfreds med opførslen fra de to kælkeglade familier.

– Jeg er som fodboldformand i totalt chok og rasende over, at man som voksne mennesker kan tro, at en regnvåd fodboldbane ikke tager skade, når man vælger at køre rundt på den i bil med sine børn trækkende efter sig, skriver fodboldformand i Svaneke Idrætsklub, Peter Clausen, på klubbens facebookside.

– Hvordan kan man få sig selv til bare at køre ind på en fodboldbane i bil og efterfølgende råbe efter en fornuftig fodboldmor, der pænt oplyser, at det nok ikke er det smarteste, man kan foretage sig, skriver han og takker fodboldmoren for at få bilerne væk fra fodboldbanen.

Idrætsinspektør: Det er fuldstændig uacceptabelt

Det er Bornholms Regionskommune, der ejer boldbanen, og idrætsinspektør Carsten Clemmensen har allerede været forbi for at tilse skaderne – og det ser ikke for godt ud, lyder den indledende vurdering.

– Jeg var lige forbi i går (onsdag, red.), da idrætsforeningen ringede til mig og fortalte, hvad der var sket. Og det er meget slemt, det ser ikke kønt ud, siger han og forklarer, at man er nødt til at fylde jord på ad flere omgange og også så noget nyt græs, før banen igen kan blive brugt til at spille fodbold på.

Der kan dog godt gå lang tid, før banen er i tiptop stand igen, og derfor må Svaneke Idrætsklub sandsynligvis se frem til, at sporene på banen kan give dem udfordringer i hvert fald til og med forårssæsonen.

Derfor er det heller ikke rosende ord, som idrætsinspektøren har til overs for de to familier, der har kørt i bil med kælke efter sig på boldbanen.

– Det er fuldstændig uacceptabelt, og jeg fatter simpelthen ikke, hvad der kan få folk til at finde på sådan nogle ting, siger en lettere rystet Carsten Clemmensen, som ellers har oplevet lidt af hvert i sin tid som idrætsinspektør.

– At der er nogle, der har kørt rundt i en bil på en fodboldbane med en kælk efter sig, det har jeg godt nok aldrig oplevet før. Det er en ny variant. Men jeg har oplevet, at der er nogle mennesker, som har kørt ind på vores fodboldbaner med bil, men oftest med knallert. Og når banerne har været bløde, så har de selvfølgelig lavet nogle spor efter sig, og det giver os en masse arbejde med at få lukket de spor til igen, siger han.


Kan ende i politianmeldelse

Når vejret tillader det, kan udbedringerne af skaderne gå i gang, og idrætsinspektøren regner med, at det vil tage cirka en halv uges tid og koste omkring 5.000-10.000 kroner. Derudover kommer udgifter til materialer som jord og såning af nyt græs.

Da det er regionskommunen, der ejer banen, er det også skatteydernes penge, der skal bruges på at reparere banen, fortæller Carsten Clemmensen.

– Så det er smadderærgerligt. Men selvfølgelig skal vi have lavet det, så det bliver ordentligt igen, og så de (Svaneke Idrætsklub, red.) kan komme til at spille fodbold, siger han.

Skal det meldes til politiet?

– Det er jo helt klart i kategorien hærværk det her. Så jeg har aftalt med idrætsforeningen, at hvis de har nogle konkrete oplysninger om en eventuel gerningsperson – eller gerningspersoner – så laver vi en anmeldelse på det, siger Carsten Clemmensen, som er af den erfaring, at det er svært for politiet at gå til sådanne sager, hvis man ikke har nogen mistænkte.

Svaneke Idrætsklub efterlyser derfor også henvendelser fra nogle, som ved noget om, hvem det er, som har kørt bilerne, der har lavet sporene på boldbanen. Det kan man læse på idrætsklubbens facebookside: https://www.facebook.com/groups/1156358284452565/permalink/3678256615596040/