Julegudstjenester må maks vare 50 minutter

Julegudstjenester må maks vare 50 minutter
Foto: Laust Jordal
| 22. DEC 2020 • 06:29
Af:
ritzau

22. DEC 2020 • 06:29
Julegudstjenester må højst vare 45-50 minutter, og de kan flyttes udendørs.

Sådan lyder nogle af de skærpede retningslinjer for folkekirken i juletiden. Det oplyser Kirkeministeriet.

Derudover kan der efter lokal vurdering laves begrænsninger på antal besøgende i kirken, ligesom der opfordres til at finde alternative løsninger, når det for eksempel gælder fællessang.

Julegudstjenesterne har skabt debat, fordi flere ansatte i folkekirken har udtrykt bekymring over, hvorvidt de kan føre til yderligere smittespredning med coronavirus.

Blandt andet har en underskriftsindsamling om at lukke kirkerne til jul eller som minimum forbyde sang i kirkerne fået over 4000 underskrifter.
 

FAKTA: Find alternativer til julefællessang i kirken

Kirkeministeriet har mandag aften opdateret deres coronaretningslinjer for folkekirken og andre trossamfund.

Det sker på baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Dermed er der nye linjer for, hvordan julegudstjenesterne i år skal afholdes.

Få et overblik over, hvad de skærpede retningslinjer blandt andet omfatter:

* Muligheden for, at gudstjenester kan flyttes udendørs eller afholdes som drive-in gudstjenester og for at supplere med live-streaming, hvis der forventes mange deltagere i forhold til lokalets størrelse.

* Begrænsning af varigheden af indendørs gudstjenester til højst 45-50 minutter.

* Sikring af effektiv rengøring og udluftning mellem hver gudstjeneste eller aktivitet.

* Mulighed for yderligere afstand og deltagerbegrænsning efter lokal vurdering.

Lige nu anbefales det, at der holdes en meters afstand, men hvis der synges anbefales to meters afstand.

Samtidig må der maksimalt tillades adgang til én besøgende per fire kvadratmeter, mens det ved siddende arrangement er én besøgende per to kvadratmeter.

* Fokus på at minimere risikoen for kontaktsmitte mellem kirkegængere, også uden for kirkerne og på vej ind og ud af kirkerne.

* Opfordring til at finde alternativer til fællessang, når mange personer samles, sådan som det traditionelt sker i julen.

Eksempelvis ved afspilning af musik eller salmesang, ved at vælge færre salmer eller vers end sædvanligt, eller ved at kun koret synger, mens kirkegængere lytter eller eventuelt nynner med lukket mund.

Kilder: Kirkeministeriet.