Joy og Evie giver os et smil på læben

Joy og Evie giver os et smil på læben
Joy på 10 år og Evie på 12 har lavet de mange perleplader, som er hængt op i hækken. Foto: Berit Hvassum
| 16. FEB 2021 • 07:38
Holger Larsen
Journalist

16. FEB 2021 • 07:38

VINTERFERIE

– Vi vil gerne give folk, der går forbi, et smil på læben.

Det siger Cindy Mogensen, Haslevej 45 i Rønne, om den udstilling, som hendes piger har lavet i hækken ud til vejen. Det er nemlig Joy på 10 år og Evie på 12, der har lavet de mange perleplader, som er hængt op i hækken.

– Mine to piger og jeg vil gerne give folk noget glæde, nu hvor alt er så anderledes under nedlukningen, og hvor der var fastelavnsweekend. Vi var lidt usikre på, om børnene ville gå ud at "rasle". Så hvis man nøjes med bare at gå forbi, er det lidt festligt alligevel, siger Cindy Mogensen.


Foto: Berit Hvassum

Joy og Evie har brugt mange timer på perlepladerne, hvor nogle nok vil genkende forskellige motiver – blandt andre tegnefilmfigurerne Olaf og Poppy.

– Pigerne har lavet dem allesammen. Jeg har ikke tålmodighed til det. De har lavet dem, når det har været regnvejr, eller de har kedet sig. De er glade for det, og de laver måske nogle flere i vinterferien, når der ikke er så meget andet at gå til, siger Cindy Mogensen.


Foto: Berit Hvassum