Johnsens Gård set gennem datteren Johannes øjne

DER VAR ENGANG

Markant og stor er den, som den ligger der i Rønnes gamle bydel tæt ved havnen, og de fleste har ikke kunnet undgå at lægge mærke til Johnsens Gård, men hvem har i sin tid haft sin gang i de mange stuer og værelser. Den historie bliver der løftet en lille flig af i det følgende.

ET TIDSBILLEDE

Johanne Johnson (1844-1921) tilbragte sin barndom og ungdom på Johnsens Gård i Rønne. Da hun blev gift med Balthasar Münter, flyttede de til Glasgow i Skotland, så til København og senere til Malmø. Parret fik otte børn. Fra 1879 var Johanne alene om at opdrage børnene, fordi hendes mand slog sig ned som militærrådgiver og våbenhandler i primært Japan, men også Kina i perioder.

I 1895-96 rejste Johanne med de ældste børn til Japan, hvor de opholdt sig i et år. I Den Opgående Sols Land hentede Johanne inspiration til at skrive tre bøger om Japan: Fra Morgenrødens Rige (år 1900), Chrysanthemum (1901) og Fra Japan (1905).

Efter hjemkomsten til Danmark blev Johanne som visse andre kvinder fra det højeste borgerskab engageret kvindesagskvinde. Især det internationale kvindesagsarbejde havde Johannes interesse. Hun skrev talrige artikler til ind- og udland og rejste til konferencer, hvor hun lærte mange af de verdensberømte kvindesagsforkæmpere at kende. Johanne og hendes mand havde senere i livet adresse i den fornemme Bredgade i København. Men det var kun formelt for Johannes vedkommende. Hun tilbragte nemlig sine sidste leveår i den lille by Ålsgårde i Nordsjælland. Væk fra års ulykkeligt ægteskab.

Johnsens Gård. Udsnit af gårdsiden i den store vestre længe ud mod havnen, der blev revet ned i 1973. Foto: Rønne Byarkiv

Livet på Johnsens Gård

Johnsens bindingsværksgård var stor. Den næststørste i Rønne, sagde Johannes mor med let løftet hage. Der var tre længer og stuehus i to stokværk og på toppen to tagkamre. Flere tilbygninger var der også. Johanne lærte tidligt, at det var noget at være stolt af, men også noget, man ikke talte om uden for familien.

Gården var én stor organisme. Selvfølgelig var der forskel på herskab og tjenestefolk, men det mærkedes ikke i hverdagen. Alle snakkede med alle. Det var hendes mors fortjeneste: "Vi er alle mennesker, og vi har alle de samme følelser," sagde hun tit. Moderens menneskesyn har Johanne altid været taknemmelig for. Det blev en af hjørnestenene i hendes kamp for ligeret mellem mænd og kvinder.

For en lille pige var det lidt uhyggeligt at gå på opdagelse i den store gård. Sammen med søster Cecilie, bror Georg og de to plejebørn fra fars første ægteskab gik det bedre. Og så var der jo også mor og alle folkene til at tage vare på hende. Der var husjomfruen, fire tjenestepiger og to karle. Far havde mange gøremål, så ham så hun ikke meget til, men ind imellem gav han hende en gyngetur i et af morbærtræerne ude i haven bag længerne.

Til gengæld fik hun tit en ordentlig svingtur af Klaus, som havde tjent på gården i mange år. Når han så hende på gårdspladsen, gik han ned i knæ, og hun spænede hen mod hans åbne arme. Sikke en tur hun fik. Hun var helt bimmelim, når hun landede igen. Han manglede to tænder i overmunden. Det skete, at han løftede hende op på skuldrene og gav hende en ridetur, mens han vrinskede som en hest. Hun lo så meget, at hun engang tissede i bukserne. "Da blev jeg sgu våd i nakken," grinede Klaus på ravbornholmsk. "Det er vores hemmelighed," sagde han med glimt i øjet og gik ind og skiftede skjorte.

Spis brød til

Der var også Karen i køkkenet. Johanne fik en skammel at stå på, så hun kunne se, hvad køkkenpigen lavede, og sommetider hjalp hun hende med at ordne bær. Hun kunne godt lide at ribbe ribs samtidig med, at Karen fortalte historier om en trold, der boede oppe ved Hammershus. Det var en fæl trold, som godt kunne lide at lave ballade. Johanne blev aldrig rigtig bange. Heller ikke når de om sommeren tog på udflugt til Hammershus.

En dag ved køkkenbordet stod der et fad med fine skiver spegepølse. Johanne nuppede en skive. Ind i munden med den. Da blev Karen skrap. Hun satte sine skinketykke arme i livet og sagde: "Her i huset spiser vi brød til pålægget, Johanne." Johanne blev ildrød i ansigtet. Det glemte hun aldrig.

Der blev leget meget i haven og på gårdspladsen med det store figentræ. Børnene spillede langbold, sprang buk og gik på stylter. Stylterne drillede på de toppede brosten. Så kom mor eller Karen og rensede deres rifter og gav dem et knus. Det var lettere at ride på kæphest, men hun var den mindste og også den mest klodsede, grinede drengene.

Om sommeren elskede hun den tid, hvor alle de voksne sov middagssøvn. Hun fandt en solkrog i haven, hvor hun puttede sig bag buske og store stauder. Hun var alene i stilhed. Tit med en bog. Så flagrede hendes sjæl så dejligt. Da hun blev ældre, antog hendes tanker mere legemlige former. Hun forestillede sig de store helte fra kæmpeviserne med gyldent hår og muskuløs krop.

Marripyta, marripyta floi, floi, floi...

Hvis en mariehøne satte sig på hendes arm, sagde hun:" Marripyta, Marripyta, floi, floi, floi. Imârn får vi Solsjinn å grant Vær." Og hun ønskede sig lillebitte med tylstynde vinger. Og sammen med mariehønen fløj hun mod himmelhvælvet, fløj til alverdens lande, hvor folk var sorte, røde, brune og gule. Til høje bjerge, uendelige ørkener, bambusskove og rismarker. Hun var noget af en drømmer dengang og skulle bare have vidst, hvor meget hun ville komme til at rejse.

Sommersøndagene var dejlige. De badede til de var blå af kulde, samlede muslingeskaller til sandslotte og spiste boller, der knasede af sand.

Om vinteren legede hun og Cecilie med dukker. Deres dukker havde porcelænshoveder og stofkrop og var udstyret med en fin garderobe, som gerne måtte vises frem, når der var fremmede. Det var noget ganske særligt, at dukkernes hoveder ikke var lavet af keramik eller stofrester men af porcelæn. Bror Georg legede med tinsoldater. Så var han i admiralernes verden.

Johannes far

Johannes farfar hed Jørgen Jørgensen Dam, og han blev i en ung alder gift med Maren Petersdatter. Hvornår hendes farmor og farfar blev født, husker hun ikke. Men begge var driftige folk. De havde en lille gård i Klemensker, men det var ikke nok for dem. De købte en ejendom i Rønne, hvor farfaren slog sig ned som købmand, skræddermester og brændevinsbrænder. Han havde sans for handel, blev der sagt rundt om i byen. Det samme gjaldt for Johannes far Peter Jørgensen Dam.

Han blev født i 1786 og var noget af en vild krabat både som dreng og som ung mand. Der kunne skrives bøger om hans ungdom. Det troede Johanne nu ikke, han ville have brudt sig om, selv om nogle mener, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Som 14-årig fik hendes far hyre på et fartøj, som sejlede fra København til den dansk-vestindiske ø Sankt Croix. Snart blev han kanoner på nogle engelske skibe. Han blev udnævnt til officer og endte som kaptajn på skibe, som han hurtigt blev medejer af.

Handelsforbindelserne med England gjorde, at han skiftede navn. Dam var upassende i England, og Jørgensen blev til Johnson. Et navn han beholdt resten af livet. Rygtet gik, at han på de store have sejlede med alt fra te til straffefanger, soldater og opium.

I 1821 købte han en stor last opium i Indien for at afsætte den i Canton i Kina. Lasten blev beslaglagt, og hendes far fik forbud mod nogensinde at komme til Kina igen. Det var et smæk. Hvad gjorde han? Tilbage i Indien opkøbte han endnu en last opium, som han fik afsat i en anden kinesisk havn, men det økonomiske tab var stort. Så stort, at han måtte sælge sit skib i Manila på Filippinerne. Alligevel var der penge til, at han købte en fjerdedel af det tremastede fartøj Frances Charlotte, som han var kaptajn på i 3-4 år. Senere kom flere skibe til.

Peter Johnson (1786-06.12.1850) købmand, konsul. Tegnet af ingen ringere end "F. Richardt". Foto: Rønne Byarkiv

Tilbage til Bornholm

Da han var fyldt 40 år, besluttede han sig for at slå sig til ro på Bornholm igen. Han ville have sig en kone, stifte familie og blive købmand. Rygterne i Rønne gik på, at han havde så mange penge med sig ved sin hjemkomst, at de måtte transporteres til hans hjem i en trillebør.

Johanne og hendes søskende var stolte af deres far. Af hans vid og alle hans penge. Måden han havde tjent dem på, hørte de aldrig noget om før efter hans død.

Bagest i et gammelt album lå hendes forældres vielsesattest: "Peter Johnson, Skibsfører, Ungkarl, 43 Aar gammel, ægteviedes hjemme (iflg. Bevilling) den 18. September 1829 med Fru Maren Kirstine Grønbech, Enke efter afgangne Cancelliraad Grønbech, 29 Aar, – født Sonne. Brudgommen har haft de naturlige Kopper, Bruden er vacsineret af Landkirurg Knauer."

Blev de gift af fornuft eller kærlighed? Nok en blanding.

Faren lå sjældent på den lade side. Forretningen blomstrede, og det gjorde skibsfarten også. Nogle år efter hjemkomsten og giftermålet med Maren strandede der en engelsk brig ved navn Arcade ved Rønne. Den købte han og ombyggede til sælfangst i det nordlige ishav. I den forbindelse fik han monopol på al islandsk handel. Han opkøbte mere jord i Rønne og tilmed det gamle nedlagte rådhus, som han brugte som pakhus. Jo, han var om sig.

Johanne blev ganske udmattet af at tænke på alle farens gøremål, men det var jo en del af hendes liv. Hab gavde været med til at forme hende. Med til at hun naturligt følte, at hun tilhørte det højere borgerskab med dertil hørende manerer.

Bal på Johnsens Gård

Salen i stuehuset var meget stor. Havde seks fag og optog hele husets bredde. Om vinteren duftede der af hengemte æbler, der stod stablet i trækasser. Der var høje paneler hele vejen rundt i salen og brede dobbeltdøre, så kvinderne i deres store kjoler ubesværet kunne komme ind med deres kavalerer.

Det mest imponerende og eventyrlige var dog de malede lærredstapeter på alle væggene. Tapeterne forestillede spaniernes erobring af Mexico, og de havde tilhørt selveste zaren af Rusland. Hendes far havde købt dem på en strandingsauktion. Sådan fortalte han. Johanne gik mange gange rundt i salen med mor i hånden, mens denne fortalte om krigen mellem de fornemt klædte spaniere og de røde halvnøgne indianerne. Figurerne var i legemsstørrelse. Det gjorde dem dragende og så skræmmende, at hun nogle gange styrtede ud af salen med et godt greb i mors skørt. Hun var vist 14 år gammel, før hun turde gå alene derind.

Det var ved den tid, hun måtte komme med til ballerne i den store sal med prismelysekroner og deres mange levende lys. Der var også stager med lys foran konsolspejlene. Lysene blafrede og satte liv og bevægelse i tapeternes figurer. Fløjdørene blev åbnet, og orkestret satte i gang med en march. Kvinderne fik travlt med at glatte hår, og herrerne med at finde deres balkort frem, så de kunne finde deres partner.

Johanne og hendes broder var første par mere end en gang. Så slog orkestret over i en polka. De ældre klumpede sig sammen i dørene. De kunne ikke klare tempoet. Der var en trængsel over alt. Inde i balsalen blev der mere og mere varmt. De unge dansede frem og tilbage mod hverandre i lange rækker og så sammen i en tæt kreds. Turen var forbi, og ungdommen ophedet og stakåndet. Der blev bragt isvand og likør ind i salen. Og så var det tur til de dejlige valse. Johanne havde røde kinder.

Hendes drifter lå endnu i en halvdøs. Dog levende nok til at vække ubestemte drømme, som hos alle unge.

Hun havde to balkjoler. En hvid og en lyseblå. Kjolerne fremhævede hendes hvepsetalje over de struttende skørter. Hendes spinkle skuldre var nøgne, så hængekrøllerne rigtig tog sig ud. Under kjolen havde hun hvide mamelukker og lave balsko med korsbånd op over anklerne. Hun var yndig. Livlig, nysgerrig og hurtig i replikken. Spinkel af statur, smalt ansigt, lille mund, smal næse og gråblå øjne.

Under et af ballerne kastede Johanne stjålne blikke på en ung kaptajn fra København. Han var høj, rank og med stort mørkt bølget hår. Hun kendte ikke hans navn. Det gjorde ikke noget. Hun havde jo set ham. En ny slags drømmestof trængte sig på. I et splitsekund oplevede hun, at der fandtes et mysterium, som hun ikke før havde kendt til. Det gjorde hende forvirret og usikkert glad.

Maren Kirstine Johnson (1800-21.04.1882). Tegning efter daguerreotypi. Foto: Rønne Byarkiv

Mor Maren

Der var nok at gøre i det store hjem med de altid åbne døre. Mor Maren satte syv børn i verden, men til sin store sorg mistede hun de to første, der var drengebørn. De døde begge i 1-års alderen af tandbrud, sagde lægen. Johannes tredje bror døde 34 år gammel. Kun fire fik et længere liv. Mor gemte sin sorg, som hun gemte sit hår under kysen med de lange bånd.

Som de fleste af borgerskabets kvinder smilede hun ofte. Men som stor pige gennemskuede Johanne, at hun også til tider smilede af en blanding af vane og vemod. Det var efter mors velmagtsdage. Hendes liv var i det store hus bag mure.

Mor var den, der åbnede Johannes dør til læsningens verden. Hendes første bog hed "Læsebog med 22 Billeder for Smådrenge og Småpiger". Hun holdt meget af den. Især af billederne, der var illustreret af Frølich. "Den store Bastian" skulle være opbyggelig, men Johanne syntes, den var uhyggelig. Så var det ganske anderledes med H.C. Andersens eventyr. Dem elskede hun. Johanne troede nok, "Nattergalen" er hendes foretrukne eventyr.

Senere forsvandt hun ind i Søstrene Bronté, Ingemann og mange andre. Når mørket faldt på om aftenen, kunne mor og Johanne sidde helt stille i stuen ved det runde bord med petroleumslampen og læse. En velsignet fred sænkede sig over dem.

Et hjem med klaver

Mor havde et klaver. Et tidligt opretstående Hornung og Møller i skinnende nøddetræ. Johanne holdt meget af, når hendes mor spillede, men hun havde ikke tid til at øve. Først langt senere i livet.

Johanne derimod fik tidligt klaverundervisning hjemme. Hun spillede, når lærerinden var der, og hun spillede, når hun ikke var der. "Du har gehør," sagde lærerinden. Det gav Johanne blod på tanden. Hun øvede flittigt, og da hun var omkring 16 år, underholdt hun tit og ofte, når der var selskabelighed på Johnsens Gård. Hun nød at spille og nød, når der blev klappet, og det gjorde der altid. Det rette anslag lå i hende. Hun spillede Hartmann og Gade, og der blev sunget med, når hun sluttede af med "På Sjølunds fagre Sletter," "Grøn er Vårens Hæk," eller andre af tidens populære sange.

Efterhånden tog hun livtag med Shubert, Schumann, Beethoven og til sidst Chopin, da hendes hænder var vokset helt ud. Chopin var på alle måder en udfordring. Én hindring var, at hans hænder var meget store. Det var Johannes ikke. Men det var Chopins følsomhed, der stod hende nær. Især når hun var alene, var hendes anslag smukt. Hun kunne bevæge krop og hænder frit uden at tænke på andre. Musikken åbnede en dør i hende, så sjælen kunne træde frem på forunderlig vis.

Forlovelse og bryllup

Det første store vendepunkt for Johanne var hendes ægteskab med Alexander Hermann Jacob Balthasar Münter. Han var en lovende søofficer med speciale i skibsbygning og maskinvæsen.

Balthasar var opvokset i København. Det trak ikke ned. Han var oprindelig en meget ung, men god ven af Johannes far og var kommet i hendes barndomshjem, når han rejste frem eller tilbage mellem København og Sydsverige. Balthasar holdt også meget af mor Maren og besøgte hende jævnligt også efter farens død.

Da Johanne var 20 år og Balthasar 26, begyndte han pludselig at dukke op igen og igen på Johnsens Gård. I begyndelsen troede Johanne, at han kom, fordi han holdt af hendes klaverspil. Han omtalte hende igen og igen som koncertpianistinde. Hans ros var ægte, og Johanne blussede.

Balthasar var en begavet ung mand. En lovende karriere ventede ham. Han var interessant at tale med på grund af sin store viden. Som Johannes far havde han allerede set en del af verden og var beleven. Hans latter var smittende. Et udpræget selskabsmenneske, men også både stræbsom og hårdtarbejdende. Kort sagt, de blev stormende forelskede, og familien på Johnsens Gård klappede i hænderne.

Hun husker, de sad alene sammen på en bænk i haven. Det var en dejlig sensommerdag. Victoriablommerne hang mørkegule og tungt på det store træ. Leende delte de de sorte kirsebær i den lille kurv foran dem. Endelig tog han hendes hånd og gav den et klem. Den anden holdt han varsomt om hendes nakke. Det første lette kys. Og de gik gennem haven forbi det lille lysthus, hvor en humlebi forsvandt i en slyngrose. Mor holdt sig væk. Hun anede, at noget var i gærde. Og det var sandt.

Godt skjult af buske bøjede Balthasar sig ned over Johanne og lagde sine læber mod hendes. Johanne mærkede en rislen i kroppen. Hun var forelsket. Som et lyn fra en klar himmel. Hun var ikke mere en helt ung pige. Verden var eksploderet. Hun svævede på mælkevejen.

Balthasars historie

De satte sig på en lille havebænk godt skjult bag en busk, og Balthasar begyndte at berette sin historie. Balthasars far var justitsråd og rådmand. Han døde alt for ung og efterlod sig hustruen Ingeborg og tre små børn. Den berømte familie Mynster tog sig helhjertet af enken og de tre børn. De havde ikke lidt nogen afsavn under opvæksten.

Balthasar holdt meget af sin livlige og begavede tante kaldet Fanny. Hendes mand var 21 år ældre end hende og var i øvrigt den berømte eller berygtede biskop Mynster ved Vor Fru Kirke i København. Han blev senere hof- og slotspræst og kongelig konfessionarius. Det var ham, der i en periode lå i kirkekamp med både Grundtvig og Kierkegård, havde Balthasar fortalt med et smil. Jo, det havde Johanne nok hørt noget om.

Hjemmet i bispegården havde været inspirerende. Et mødested for den kulturelle elite.

Balthasar og Johanne blev viet efter kun få måneders forlovelse i Holmens Kirke den 4.4. 1865 ved Mynster, som var Balthasars onkel. Balthasar var 27 år og Johanne 21 år. Orglet brusede, og gæsterne var mange både fra Bornholm og København. Johanne jublede indeni og udenpå.

Heldigvis var Johanne på det tidspunkt uvidende om, hvad fremtiden havde at byde på af både medgang og modgang.