Hvor er du født og vokset op?
– Jeg er født og opvokset i Tåstrup på Københavns Vestegn. I 70'erne var det en by præget af en nybyggerstemning med nye skoler og idrætsfaciliteter, men også med socialt boligbyggeri og endeløse stisystemer. Der var derfor meget langt til en havn og alt det maritime, som jeg er kommet til at holde meget af som voksen. Jeg tror min glæde ved havet og havne skyldes, at jeg som barn holdt alle mine sommerferier i Kerteminde, der er en meget hyggelig fiskerby.
Hvad er din tilknytning til Bornholm, og planlægger du selv at flytte til Bornholm?
– For mig står Bornholm udover Folkemødet mest for frihed og afslapning. Det skyldes nok, at jeg mest er kommet på øen enten på cykelferie med min far eller i sommerhus med min familie. I mange år mens mine børn var små, lejede vi et dejligt sommerhus ved Vester Sømarken. Der har jeg oplevet de mest fantastiske danske sommerdage og solnedgange. Sidste år besøgte vi Bornholm for første gang som lystsejlere i vores egen båd, og det er for mig den helt rigtige måde at besøge øen og de mange af øens hyggelige små havne. Jeg planlægger ikke umiddelbart at flytte til Bornholm lige med det første, men jeg vil bestemt ikke udelukke det. Jeg har da også overvejet at købe et lille byhus, som både kan bruges i hverdagen og weekenden. Men nu må vi se.