I dag, torsdag er en af de dage, mandskabet på Rønne Havn har set frem til, når installationsskibet Vole au Vent ventes at ankomme ud på eftermiddagen. Ifølge Marinetraffic.com er anløbstidspunktet sat til klokken 14. Installationsskibet skal hente de vindmølledele, som Siemens Gamesa har haft liggende/stående på havnen og bringe dem ud til havvindmølleparken Kriegers Flak, der er placeret lidt øst for Møn.
Vole au Vent, der tilhører belgiske Jan de Nul Group, kan fragte fire havvindmøller ad gangen ud til Kriegers Flak. De fire mølletårne skal transporteres stående, og tårnelementerne er allerede blevet samlet i Rønne og står klar til at blive flyttet over på skibet. Plads ombord er der også til fire maskinhusene og fire sæt vinger.
Installationsskibet besidder selv fire højtravende tårne – eller ben, som kan sænkes ned i dybet og derved hæve skibet op over havoverfladen, så det tager form som en stillestående rig. Disse ben er 90 meter lange.