Gratis lyntest fra i morgen

Gratis lyntest fra i morgen
Fra i morgen klokken 10 kan man få gratis lyntest hos Copenhagen Medical i lokalerne på Snellemark. Arkivfoto.
BORNHOLM | Fredag 29. oktober 2021 • 19:30
BORNHOLM | Fredag 29. oktober 2021 • 19:30

Fra i morgen klokken 10 kan man igen få gratis lyntest på Bornholm. 

Det oplyser Trine Baadsgaard, der er presseansvarlig hos Copenhagen Medical, der udfører opgaven for Region Hovedstaden. 

Det bliver i sundhedscentret på adressen Snellemark 41D i Rønne, hvor Copenhagen Medical allerede holder til. Her har man siden den 9. oktober kunne betale sig fra at blive lyntestet, men fra i morgen klokken 10 er lyntestene altså gratis. 

Det sker efter at regeringen fredag eftermiddag meldte ud, at smittestigningen nu er så høj, at man genindfører muligheden for at få gratis lyntest. 

Selvom det sker med kort varsel, er Copenhagen Medical klar til opgaven.

– Det er selvfølgelig ærgerligt, at situationen er, som den er, men vi står klar, når der er brug for det, siger Trine Baadsgaard. 

Fremover bliver åbningstiden for lyntest hos Copenhagen Medical på Bornholm klokken 8 til 20 på hverdage og 10 til 18 i weekenden. 

Kontrakten med Copenhagen Medical løber i første omgang i 14 dage. Der er ifølge Trine Baadsgaard ikke et loft på, hvor mange, der kan blive testet.

Der er lige nu ikke umiddelbart planer om at åbne testcentre andre steder på øen, fortæller Trine Baadsgaard. 

FÅ ABONNEMENT