– Men selvfølgelig oplever vi jo en gang imellem, at der er nogen, der kommer ned og spiser pizza, og så har vi pizzabakker og flasker og dåser og sådan nogle ting rundt omkring. Men det er ikke noget generelt problem. Det vil jeg slet ikke sige. Det er ikke sådan, at vi oplever, at nogle knuser flasker med vilje i sandkassen og sådan noget, siger han.
Faktisk oplever han, at der generelt bliver begået langt mindre hærværk i dag end for nogle år siden. Det tror han skyldes, at der er blevet sat videoovervågningskameraer op på Nørrekås.
– Derfor oplever vi næsten ikke noget hærværk, men det gjorde vi rigtig meget førhen. Vi havde en periode rigtig meget med unge mennesker, der kom ned og brugte vores handicaptoilet, som står åbent hele vinteren, som folk kan benytte. Så slæbte de borde-bænke-sæt derind og hyggede sig. Og det var møgirriterende. Og så havde vi nogle gange, hvor dørene blev sparket op og sådan nogle ting der, fortæller havnefogeden.
– Men vi har ikke oplevet det i de sidste to års tid. I dag stod jeg faktisk og snakkede med en om, at det er rigtig længe siden, vi har oplevet noget hærværk, og det er vi rigtig glade for. Det kan også godt være, at de unge mennesker er blevet udskiftet, og de er blevet ældre, det ved jeg ikke, fortæller Aron Kjøller-Hansen, som generelt set mener, at Nørrekås Lystbådehavn i øjeblikket er inde i en rigtig god udvikling.