ÆLDRE
Coronapandemien er gået værst ud over de ældre. Foruden at være særligt sårbare overfor virussen, har coronarestriktionerne afskåret dem fra at se deres nære. Tirsdag modtog de lidt moralsk opbakning fra Ældre Sagen i form af en julegodtepose.
– Øj, den er godt nok tung, udbryder den kittelklædte ansatte på Nørremøllecentret i Nexø, idet hun tager imod gavekurven.
Giveren er Ældre Sagen på Bornholm og tilsvarende gavekurve bliver delt ud til øens andre plejecentre. Kurven indeholder blandt andet kaffe og chokolade, som beboerne kan nyde i fællesskab.
Formanden for Ældre Sagen på Bornholm, Birger Rasmussen, forklarer, at gaven er tænkt som et lille plaster på såret oven på et hårdt år for Bornholms ældre.
Et år, hvor Ældre Sagen som konsekvens af pandemien og de medfølgende restriktioner har måttet aflyse mange planlagte arrangementer, ligesom organisationens besøgsvenner har haft svært ved at komme ud.
– Nu, hvor vi ikke kan komme indenfor, er vi derfor nødt til at gøre noget andet, og her har vi valgt, at de også skal mærke, at det er jul med en hilsen, siger Birger Rasmussen.
Gavekurven er ikke en del af en national kampagne fra Ældre Sagen, men et lokalt initiativ på Bornholm.
– Det er vores folk af frivillige, her Steen Larsen og Bente Vesløv, der sidder og udtænker snedige ideer om, hvordan vi stadigvæk kan holde kontakten, så de ældre ved, at vi tænker på dem.
En anerkendelse
På Nørremøllecentret sætter beboerne pris på den omorgsfulde tanke fra Ældre Sagen. For 2020 har været svært for nogle af plejecentrets beboere, forklarer leder Mie Skovgaard.
– Det er svært at svare på deres vegne, men jeg tænker, beoerne synes, at gavekurven er en anerkendelse ude fra om, at det er et hårdt år.
Ifølge reglerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed må plejehjemsbeboere vælge én pårørende, der kan komme på besøg i plejehjemsboligen, og yderligere to personer, der kan komme på besøg i besøgsrummet.
Mie Skovgaard understreger, at selvom de ældre kun kan se op til tre af deres nærmeste, betyder det alligevel meget.
– Men nogle synes, det er lidt trist stadig at være afskåret. For de vil selvfølgelig gerne se alle deres pårørende.
Det er med til, at de på Nørremøllecenteret holder fast i juletraditionerne, så godt de kan. Det skal bare foregå i mindre grupper. Den årlige julefrokost er således stadig på programmet, men i stedet for én stor samlet, bliver den holdt i mindre grupper på de forskellige afdelinger.
– Generelt holder vi fast ved de sædvanlige indendørsaktiviteter på selve plejecenteret, så beboerne får samme oplevelse af jul, siger Mie Skovgaard.