– Vi vil gerne have en dialog om, hvad arealet kan bruges til, for det er det mest oplagte sted at udvide erhvervsområdet. Hele idéen med at lave en kommuneplan er, at man skal skabe nogle rammer og udviklingsmuligheder. Så vi beder om, at det bliver taget med ind i arbejdet med kommuneplanen.
– Vi har lyttet
Lederen af regionskommunens planafdeling siden november 2019, Søren Møller Christensen, oplyser, at Fynegaard-arealet ikke er en del af selve kommuneplanen, der allerede er fremlagt til kommunalbestyrelsens vedtagelse i april. En eventuel konvertering til erhvervsareal vil derfor skulle ske gennem et tillæg til kommuneplanen samt en ny lokalplan.
På grund af utilfredsheden med det udlagte areal på Snorrebakken har kommunen aftalt med Dansk Byggeri og Dansk Industri Bornholm at sætte gang i en ny runde møder med erhvervslivet, og ifølge Søren Møller Christensen kommer Fynegaard-ideen til at indgå i drøftelserne, som der tages hul på i slutningen af denne måned, fortæller han.
– Vi har lyttet til de kommentarer, der er kommet ind, og nu ser vi på det én gang til. Der har tidligere været kig på, om nogle af de store arealer ved Rabekken kan udnyttes på en eller anden måde. Hele det arbejde starter nu, og Caspers projekt indgår som en del af den drøftelse, fortæller Søren Møller Christensen.