Fugleeventyr var nær ikke blevet til noget

Fugleeventyr var nær ikke blevet til noget
Pernille Galsgaard, der her er tilbage ved Sorthat Odde, erklærer, at det har været en fed oplevelse og er glad for, at hun trods alt valgte at lægge billederne ud på Facebook, så hun kunne få hjælp til at få fuglen identificeret. Privatfoto
| ABONNENT | 30. DEC 2020 • 17:23
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
30. DEC 2020 • 17:23
NATUR

Det blev vurderet, at flere hundrede fuglekiggere fra hele landet i den første uge af november besøgte Sorthat Odde for at se den sjældne brundrossel, der kommer fra det centrale Asien.

Det var Pernille Galsgaard fra Østerlars, der startede fuglevirakken på Sorthat Odde, da hun lørdag den 31. oktober om aftenen lagde nogle fuglebilleder ud på Facebook efter at have været på tur til Nexø og Sorthat Odde.

"...Og så en jeg er meget i tvivl om hvad er, sjagger eller drossel af en art?", skrev hun i en kommentar til billederne af en af fuglene.

– Jeg var tæt på ikke at lægge billederne op. For den fugl skreg ikke til himlen om at være vildt interessant, og så var billederne ikke vildt gode, for det var overskyet og det småregnede.

– Men jeg lagde dem alligevel op, for jeg ville gerne vide, hvad det var for en fugl. Jeg kiggede lidt i "Fugle i felten", men kunne ikke se, hvad det var. Jeg kiggede lidt på siderne med forskellige drosselfugle og syntes faktisk, at den lignede en brundrossel eller en sibirisk drossel. Men jeg tænkte, at "nej det er jo langt væk, så en amatør som mig kan ikke være så heldig at se noget i den retning". Så den skød jeg til hjørne, siger Pernille Galsgaard.


En ny interesse

– Jeg har kun kigget på fugle i et par år. Jeg blev grebet af det, da jeg så Sune Riis Sørensens fugleskole på TV 2/Bornholm. Jeg elsker at tage ud i den fantastiske natur, vi har her. Jeg er helt inde i min egen verden, når jeg er af sted, slapper helt af og nyder det i fulde drag. Jeg kigger på både sommerfugle, bier og blomster, alt muligt, men især fugle, og så tager jeg masser af billeder.

Da billederne først lå på nettet gik det stærkt, og Pernille Galsgaard fortæller, at klokken blev halvto, før hun kom i seng den nat efter at have talt og skrevet med fugleinteresserede.

Søndag morgen var Havvej i Sorthat trafikeret i en sjælden grad af fugleinteresserede, der ville se den sensationelle fugl. Pernille Galsgaard var selv af sted.

– Det var hyggeligt at møde alle de mennesker, som man deler interesse med, og det var fedt at opleve, at man med det samme var på bølgelængde, siger hun.