Fregatten patruljerede som led i Baltic Sentry indtil sidste uge de indre danske farvande sammen med Søværnets øvrige enheder og Nato-allierede.
Her var en af de konkrete opgaver at patruljere i området omkring det russiske forskningsskib Yantar, der var ankommet til dansk område nord for Læsø. Nu er Niels Juel imidlertid ikke længere en del af farvandsovervågningen, da skib og besætning er en del af en større flådeøvelse.
Men Søværnets øvrige enheder bliver løbende indsat i Baltic Sentry, og i øjeblikket står blandt andet inspektionsskibet F358 Triton til rådighed for Baltic Sentry. Offentligt tilgængelige data fra Marinetraffic viser, at inspektionsskibet siden onsdag har patruljeret frem og tilbage i farvandet mellem Bornholm og Sverige.
Inspektionsskibet, der er af Thetis-klassen, patruljerer normalt ved Grønland og Færøerne året rundt, hvor det blandt andet har til opgave at håndhæve Danmarks suverænitet.