Årets folkemøde er overstået. Uanset forløbet, har det siden de første turister ankom til Nordbornholm i slutningen af 1800 været normalt, at man boede i Sandvig, men spiste, drak og morede sig i Allinge. Omkring 1900 havde alene Allinge over 26 steder med alkoholbevilling.
Denne vandretur mellem Sandvig og Allinge kommer ugen efter Folkemødet, ellers havde turen været en kamp mellem tusindvis af gæster. For at gøre turen mere spændende foregår den første del af turen på den nedlagte jernbanestrækning forbi helleristningerne ved Madsebakke, den russiske kirkegård, Allinge Kirke og ender ved de smukke gamle skippergårde på Kæmpestranden. Hjemturen foregår gennem byerne. En strækning på 4 km retur. Turen udgår fra parkeringspladserne ved Sandvig Strand.
Historien om Allinge og Sandvig
I middelalderen havde Nordbornholm en vigtig rolle for hansestædernes mange sildemarkeder i Østersøen. Dengang var markedspladsen på den modsatte side af Nordbornholm, der var ofte blæsende vinde fra øst, men her var altid læ.