Forslag om årlig markering af kendt bornholmers fødselsdag

Forslag om årlig markering af kendt bornholmers fødselsdag
Formanden for Martin Andersen Nexø Fonden, Henrik Yde, på Folkemødet i Allinge i 2019. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
BORNHOLM | Torsdag 25. november 2021 • 15:30

På generalforsamlingen i Martin Andersen Nexø Fonden blev der talt om diverse former for markeringer af den berømte bornholmske forfatter, som blev født på Christianshavn.


Der har på Christianshavn været afholdt generalforsamling i Martin Andersen Nexø Fonden, hvor fondens formand, Henrik Yde, i sin beretning blandt andet slog fast, at fonden de seneste par år i lighed med så mange andre har ligget mere eller mindre underdrejet grundet corona.

– Efter sidste generalforsamling er der dog sket det, at Andersen Nexøs Plads (på Christianshavn, red.), som jo blev navngivet på initiativ af fonden, støttet af familien, med nogle måneders corona-forsinkelse omsider fik skiltningen på plads, oplyste formanden dog og fortsatte:

– Vi havde overvejet at markere navngivningen med fest i det smukke anlæg, og vi havde fået principielt tilsagn om kunstnerisk medvirken fra Anne Marie Helger, men flere corona-udsættelser medførte, at vi til sidst fandt tidspunktet forpasset.

Henrik Yde fortalte, at det er under overvejelse at markere Nexøs fødselsdag 26. juni næste år ved et arrangement i anlægget, og at – hvis det skulle gå hen og blive en succes – man kunne gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed.

– I 2019 opsatte vi som bekendt en mindeplade i Sankt Annæ Gade på den adresse, hvor Nexø er født. Det er siden blevet foreslået, at der også skulle opsættes mindeplader på Villa Gryet, Stokholmsvej i Espergærde, hvor Nexø boede 1904-1923 og her skrev "Pelle Erobreren" og "Ditte menneskebarn", på Skansevej i Hillerød, hvor han boede nogle år i 1930'erne, og endelig på den adresse i det centrale Granada, Spanien, hvor han boede 1895-96 og 1902-03 i sin ungdom og her skrev sine første noveller. Bestyrelsen har endnu ikke fulgt op på disse idéer med konkrete henvendelser til de pågældende huses nuværende ejere, men det skulle gerne ske, sagde han også.

Om fondens fremtid sagde Henrik Yde:.

– Diskussionen af fondens fremtid er aktualiseret af, at vores andel i royalties ophører om tre år, når forfatterskabet bliver frit 70 år efter Nexøs død i 1954. Vi har godt 90.000 kroner nu. Jeg forestiller mig tre scenarier:

• Fortsætte som hidtil, til pengene slipper op.

• Afholde et spektakulært arrangement for de sidste penge.

• Donere de resterende penge til et værdigt formål, for eksempel oprettelsen af et Nexø-forskningscenter eller til Mindestuerne i Nexø.

– Blandt de mulige opgaver for et forskningscenter er udgivelsen af flere Nexø-tekster, som enten kun foreligger i manuskript, eller som ikke er blevet genoptrykt siden deres første publicering, sagde formanden.

FÅ ABONNEMENT