Forladt og fornyet
Bornholm bugner med fantastiske eksempler på, hvad der kan ske, når gamle steder, som oprindeligt blev bygget til noget, kommer på nye opfindsomme hænder og bliver forvandlet til noget andet.
I Tejn er fiskernes gamle isværk blevet til en base for studier under havoverfladen. I Sømarken er en gammel iskiosk blevet til en michelinrestaurant. I Østerlars er en brugs i færd med at blive omdannet til en købmand. Og på Dueodde har Forsvarets tidligere lyttepost fået nyt liv som koldkrigsmuseum.
Det vrimler i det bornholmske sommerland med gode eksempler på, hvad der sker, når hittepåsomheden får frit løb. Rundt omkring er fantastiske tiltag opstået i bygninger og på adresser, hvor der tidligere har ligget noget andet, for når nye kræfter er kommet til, er det begyndt at vrimle med gode ideer.
I går fortalte vi historien om erhvervsmanden Michael Møller, der er i gang med sin 10. sæson på Bornholmertårnet på Dueodde. Hér har en ny attraktion set dagens lys, fordi Møller så potentialet i at formidle stedets unikke historie på en ny måde. Det er sådan noget, der er med til at skabe dynamik og en tro på fremtiden, for selv om dét, som var den oprindelige tanke med en given bygning, er gået af mode eller ikke længere giver mening, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med evigt forfald.
Ja, når selv Rønnes gamle elværk, som i så mange år bare lå hen, pludselig igen kan bruges til noget, så er der da håb.
Der er en iboende styrke i det gamle, som bidrager med gratis sjæl og atmosfære til det nye, og på den måde kan nye formål, som både bevarer historien og skaber andre muligheder, se dagens lys.
Lad os omfavne forandringerne. Fortiden er overstået, og når innovationen tager traditionen i hånden, vil vi formentlig i fremtiden se endnu flere eksempler på erhverv og forretninger, som dør ud, men overtages af nye, fremsynede iværksættere. Og heldigvis for det.
MEST LÆSTE


Rættframmer
Hvis man er ‘rættframmer’, er man ligefrem.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration