For Camilla har det været lykken at komme i hæren

19-årige Camilla Aarup tog springet fra Holland til højskole i Danmark og videre til at aftjene sin værnepligt, og dét har hun ikke fortrudt. Nu vil hun gøre karriere i hæren.

19 år gammel, men hun har allerede fundet sin vej frem i livet, den unge frøken Gerlev.

Eller lad os da bare kalde hende ved hendes civile navn, Camilla Aarup, det med at betegne folk efter deres bynavne er jo kun noget militæret bruger internt, men det er skam det navn, Gerlev, der står på hendes uniform her lørdag over middag på Almegård Kaserne, som har slået porten op til åbent hus.

Offentligheden er altså inviteret indenfor.

Foto: Torben Østergaard Møller

Som en del af offentligheden er hendes – selverklærede – stolte forældre også til stede. Formiddagen har netop været forbeholdt de værnepligtige og deres pårørende, først over middag var alle andre også velkomne.

Mor Mette og far Niels er faktisk kommet op helt fra Holland denne dag for at se Camilla, for der har familien boet siden årtusindskiftet, og der er også Camilla opvokset, uden at hendes danske sprog dog af den grund på nogen måde bærer præg af det.

Niels er faktisk ansat i Nato, men er dog ikke som sådan militærmand. Måske har han alligevel virket som inspiration, for han er dog officer i reserven, fortæller han.

– Jeg er civilt ansat i Nato, men har haft ture til Afghanistan, Kosovo og andre steder, siger han.

Én ledig plads

Camilla, hvornår begyndte du som værnepligtig?

– Det er to måneder siden, den 1. februar, siger Camilla.

(– Ja, den 1. februar, kommenterer far).

Og det er jo selvvalgt, at du er blevet værnepligtig?

– Ja, det er det.

Hvordan fandt du på det, var det far?

(– Ja, det far og mor, det var teamwork, indskyder far med en latter).

Camilla:

– Jeg var faktisk på højskole, og så tog jeg omkring Forsvarets Dag, og så sagde de "der er lige én plads ledig på Bornholm, vil du ha' den?", og så sagde jeg ja! Hvorfor ikke.

Hvilken Højskole gik du på?

– Gerlev Idrætshøjskole.

Og det er derfor, der står Gerlev på din uniform?

– Ja, for det havde jeg sat som min bopæl.

(– Ellers skulle hun jo have haft et hollandsk bynavn, indskyder far).

Foto: Torben Østergaard Møller

Har din fars arbejde i Nato inspireret dig, Camilla?

– Ja, det tror jeg. Men jeg har også altid tænkt, at det nok ville være fedt at være i Forsvaret. Måske er der lidt pres, men alligevel. Det kan noget.

Hvad kan det?

– Altså, man lærer, hvor ens grænser går, og også hvordan man overskrider dem ...

(– Sådan, lige præcis, indskyder far.)

Var det i virkeligheden kun et lille spring at gå fra højskole og til militæret?

– Ja, ved du hvad, det er det! Det var faktisk et ret lille spring, for der bor man jo også sammen med rigtig mange andre, og man lærer rutiner med at gøre rent og den slags, og dem har man jo også her.

Så fedt!

Hvordan har det så været at være her på kasernen?

– Jeg synes, det har været SÅ fedt! Det føles, som om jeg skulle betale for at være her.

(– Ja! Indskyder far).

Virkelig?

– Ja, jeg ville gerne betale for det, så det er bare fedt, siger Camilla.

Hvor længe skal du være her endnu?

– Jeg har to måneder tilbage, og så har jeg søgt videre til HRU, Hærens Reaktions Uddannelse, som varer otte måneder.

Foto: Torben Østergaard Møller

Har du tænkt dig at gøre karriere inden for militæret?

– Ja, det har jeg, siger Camilla.

Mette, hvordan har du det med, at din datter vil i hæren, det kan jo også være et farligt erhverv?

– Ja, men jeg har det rigtig godt med det. Det er lige noget for hende, hun elsker det. Der er ikke noget, jeg kunne forestille mig, hun ville være mere glad for. Selvfølgelig har jeg ikke lyst til, at hun kommer i krig, men det er jo en del af jobbet, hvis det er det, man vælger, siger Mette Aarup. 

Man kan måske se sådan på det, at det er forebyggende, at man er der?

– Ja, siger Mette og Niels tilføjer:

– Lige præcis.

Og I to er kommet op fra Holland for at være sammen med jeres datter her i dag?

– Ja, vi har lejet sommerhus nede på Sydkysten, så tager vi Camilla med hjem i eftermiddag, og så fester vi i aften, siger Niels.

 

 

Ekstraordinært god opbakning

Lars Kragh (billedet) er eskadronchef i Marineeskadronen og dermed chef for de værnepligtige og konstabeleleverne på HRU-uddannelsen, altså Hærens Reaktions Uddannelse.

– Vi holder Åbent Hus et par gange om året, siger han.

– En gang for hvert hold værnepligtige.

Hvad betyder det for dem og for jer?

– Det betyder en hel del. Det er jo skruet sammen af to ting, dels formiddagen, som er et lukket arrangement for de pårørende med briefing i gymnastikhallen og instruktivt stueeftersyn i belægningsstuerne. Derefter åbner vi for offentligheden, hvor vi har lavet stande på kasernen, så man kan komme rundt og høre mere om, hvad der egentlig foregår på kasernen til dagligt.

Plejer der at være god opbakning til arrangementet, altså møder de pårørende frem?

– Ja, og der har været ekstraordinært god opbakning i dag, synes jeg. Her har været virkelig mange.

Hvad tilskriver du det?

– Tjah - jeg håber selvfølgelig at det er, fordi det, vi kan vise frem herovre, er spændende, og at folk gerne vil opleve, hvad der foregår inde bag hegnet, for til daglig kan man jo ikke komme ind, med mindre man bliver eskorteret af en soldat, som har sin daglige gang her. Så når muligheden er der, er der måske fornyet interesse for, hvad her foregår.

Jeg tænkte på, om krigen i Ukraine gør, at man skærper fokus på militæret?

– Ja, det gør man nok. Det er jo meget oppe i tiden lige nu, siger Lars Kragh.