Når det kommer til at bevare de gamle havne, får Bornholms Regionskommune ros med på vejen fra foreningen Historiske Huse. Birthe Iuel vurderer, at Allinge løber med hæderen, fordi havnen har et miljø, som er blevet beskyttet af forudseende politikere, der har lavet gode lokalplaner til at passe på den.
– Bornholms Regionskommune er i det hele taget et godt forbillede i forhold til at passe på kulturarven. Både den kulturarv, der er fælles for alle, og i forhold til at give de individuelle ejere af historiske huse motivation og økonomisk støtte til nænsom istandsættelse, siger Birthe Iuel.
Allinge Havn slog med 18 procent af stemmerne overbevisende Københavns indre havn med Flådens Leje, som kom ind på en andenplads med 13 procent af stemmerne. På en delt tredjeplads kom Nakskov Havn og Hobro Havn.