Fin travsport uden tilskuere

Fin travsport uden tilskuere
Bornholms Brand Park blev der igen kørt trav i denne weekend. Arkivfoto: Berit Hvassum
Søndag 3. maj 2020 • 15:24
Af:
willy-mogensen
Søndag 3. maj 2020 • 15:24
Lørdag var der sæsonpremiere på Bornholms Brand Park, og det blev en nogen speciel af slagsen, idet der på grund af coronakrisen blev kørt uden tilskuere, uden æresrunder og uden præmieoverrækkelser, så deltagerne forlod banen, så snart de var kommet over målstregen. Selv om det var en tam oplevelse, blev der vist fin sport på banen.

En af de bedste præstationer stod en af banens nye heste, Stand And Deliver, for med en overlegen sejr i Revisorfirmaet Dunk Pedersens Åbningsløb. Alt tyder på, at den tidligere derbyvinder vil vinde mange sejre endnu på den bornholmske bane.

Fra start var det en anden af de nye heste, Apollo Damgård, der sikrede sig føringen før Wega Vang og Any Given Monday. Stefan Lind-Holm placerede Stand And Deliver som den første udvendigt et stykke efter den førende, men med én omgang tilbage var det klart, at den havde mest at skyde med. Sejren blev meget sikker foran den godt afsluttende Fortune Boko og Apollo Damgård.

I dagens 2. løb førte Speedy Globe længe, men den måtte overgive sig, da Hazard Sund kom stormende ind til opløbet. Hazard Sund vandt sikkert foran Strong Shadow og Amadillo C N, der løb dødt løb på andenpladsen. Favoritten Jetset Onion var anden over mål, men blev deklasseret til fjerdepladsen på grund af en trængning.

Ejeren Brian Westh fortalte efter løbet, at han troede på sejren, da Hazard Sund fik tredje par indvendigt.

– Jeg havde fortalt Niclas, at de var hurtige foran, så han skulle forsøge at få tredje par indvendigt, og ned ad sidste langside løste det sig helt perfekt til vores fordel, strålede en glad Brian Westh.

Cerosso viste klasse

I tredje løb lykkedes det for Mads Petersen at holde bomstærke Ceresso i trav hele vejen, og så vandt den foran den længe førende Corner Tiki. Cerosso blev taget roligt undervejs og fik først marchordre med en omgang tilbage af løbet. Global Tinghøj sluttede godt af til tredjepladsen.

I sidste afdeling af V4-spillet var Brad Peak med Niels Peter Steinlein overraskende i stand til at føre fra start til mål. Den vandt sikkert foran en optimalt kørt Call Annbirchador. Disney galoperede og var dermed ude af billedet.

– Det er bare dejligt det her. Sidste år vandt jeg ikke en eneste sejr, så det var en god start. Jeg må indrømme, at jeg ikke troede, at vi ville vinde, idet Disney udvendigt havde flest kræfter. Men lidt heldig har man jo lov at være, sagde Niels Peter Steinlein med et lunt smil.

 

FÅ ABONNEMENT