Bornholms Tekniske Samling fuppet for større beløb

Bornholms Tekniske Samling fuppet for større beløb
Bornholms Tekniske Samling har været udsat for it-kriminalitet. Arkivfoto: Berit Hvassum
Fredag 17. juli 2020 • 12:30
Fredag 17. juli 2020 • 12:30
KRIMINALITET

Bornholms Tidende har modtaget et anonymt tip om, at Bornholms Tekniske Samling i Rutsker er blevet svindlet for over 100.000 kroner. Ifølge den anonyme meddeler skulle beløbet i naivitet være blevet overført til "en smart tysker". Bornholms Politi bekræfter over for Bornholms Tidende, at der er en sag fra Bornholms Tekniske Samling, og at den nu er sendt videre til politiets landsdækkende center for it-releateret økonomisk kriminalitet, LCIK.

Formanden for Bornholms Tekniske Samlings bestyrelse Kjeld Nielsen bekræfter også, at foreningen er blevet snydt, men vil ikke udtale sig om beløbets størrelse eller hvordan svindelnummeret mere præcist er foregået.

– Det er meldt til politiet og vores bankforbindelse, og vi har fået at vide, at pengene er gået tabt. Der er ikke mere at gøre. Jeg vil ikke oplyse mere end det. Vores aktive medlemmer er orienteret, og jeg mener ikke, det vil ikke tjene noget formål at uddybe yderligere, siger han.

Udenlandsk svindler

Selvom Kjeld Nielsen ikke vil uddybe, hvordan svindlen er foregået, vil han dog godt sige, at det ikke drejer sig om intern svindel, men at foreningen er blevet snydt af en udenlandsk aktør.

– Det er udenlandske kræfter, det er der ingen tvivl om. Der bliver jo advaret fra alle sider om svindel, og når man åbner computeren, kommer der mails fra svindlere hele tiden. Det er dybt ulykkeligt, at det er sket. Politiet skal lede efter gerningsmanden internationalt, det er jeg i hvert fald overbevist om, siger han.

Thomas Rudbeck, der er presse- og kommunikationskonsulent ved Rigspolitiet, bekræfter over for Bornholms Tidende, at sagen fra Bornholms Tekniske Samling nu er hos politiets landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet. Han kan ikke bekræfte beløbets størrelse, men oplyser også, at politiets mistanke går til udlandet.

Medlemmer orienteres

Kasseren i Bornholms Tekniske Samling Flemming Vibe bekræfter lige som formanden, at foreningen er blevet snydt for et større pengebeløb. Flemming Vibe ønsker lige som formanden heller ikke at udtale sig om beløbets størrelse, da han heller ikke mener, det kommer offentligheden ved. Han vil dog godt fortælle, at svindlen er foregået via mail.

Han og Kjeld Nielsen fortæller, at foreningens "aktive medlemmer" er blevet orienteret om sagen. Ifølge Kjeld Nielsen er der i øjeblikket 20-25 aktive medlemmer. Øvrige medlemmer kan få mere at vide om sagen ved foreningens næste generealforsamling, siger Flemming Vibe.

– Til vores forsinkede generalforsamling i september bliver de fremmødte medlemmer selvfølgelig orienteret om sagen, siger han.

Projekter udskydes

Ifølge formand Kjeld Nielsen betyder tabet af pengene, at Bornholms Tekniske Samling må udskyde nogle af sine kommende projekter.

– Det betyder, at de ting, vi havde regnet med, at vi skulle lave, må udskydes. Vi skulle renovere vores bygningskompleks og lave nogle udstillinger. Det må vi så vente med, siger han.

Han fortæller, at Bornholms Tekniske samling er godt besøgt i øjeblikket, og at man håber at kunne indhente noget af det tabte ved indtægterne på entre.

– Den eneste måde vi kan tjene penge på, er jo ved at sælge billetter. Vi er rigtig glade for de mange besøgende, men jeg kan ikke sige, om vi får tjent det tabte ind. Det kan jeg først sige, når sæsonen er slut, siger han.

Kjeld Nielsen ser ikke for sig, at svindelsagen får nogle konsekvenser for bestyrelsens medlemmer.

– Det får ikke umiddelbart nogen konsekvenser. Man kunne godt fyre hele bestyrelsen, men så kan vi lige så godt sætte nøglen i døren. Det er svært nok at finde frivillige, der vil lave noget, siger han.

FÅ ABONNEMENT