Modtagerne af gratis mad får et lamineret nummer, når de kommer ind hos Stop Spild Lokalt Nexø. Nummeret er tilfældigt og bliver trukket op af en pose. Først når folk har fået et nummer, går de ind i det rum, hvor maden er. Her får modtagerne med de laveste numre mad udleveret først.
– Hvis vi ikke opdager, at folk vil tage nummeret med sig, kan folk komme tilbage og få mad en gang mere. Eller hvis du nu får nummer 45 næste gang, er det bedre at have nummer 31 i lommen, for så kommer du til før, siger Dorte Marker.
– Vi holder rimeligt godt øje med det, men vi kan heller ikke se alt. Vi har også oplevet, at nogle skifter tøj på badeværelset for at få det til at ligne, at de ikke allerede har hentet mad, så de kan få en gang mere, siger hun.
Dorte Marker fortæller, at det er nødvendigt med en form for system til at styre, hvem der først får den gratis mad udleveret.
– Hvis vi ikke giver folk et nummer, vil det være de samme, der kommer som de første hver gang. Så stiller de sig i kø i flere timer, før vi åbner, siger hun.