Færger får plads til flere passagerer

Færger får plads til flere passagerer
Begrænsningen i antallet af passagerer på færger er ophævet, og Molslinjen er klar til at sætte flere billetter til salg på alle afgange. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 29. MAJ 2021 • 09:48
Henrik Nielsen
Journalist

29. MAJ 2021 • 09:48

TRAFIK

Skal man til Bornholm på en af de store rejsedage i juni og juli, skal man lige nu kigge langt efter en billet. Men snart bliver der frigivet flere billetter, da begrænsningen i antallet af passagerer på færger er ophævet.

Det skriver Danske Rederier.

– Denne melding betyder helt konkret, at vi kan sætte nogle flere billetter til salg på alle afgange, og dermed også på de nuværende udsolgte afgange, siger administrerende direktør Carsten Jensen i Molslinjen til Danske Rederier.

Dermed får flere turister mulighed for at bestille ferie på de danske øer og komme på tværs af Danmark uden at møde udsolgte afgange.

– Vi vil altid gerne sejle med så mange passagerer som muligt, og vi kan se, at efterspørgslen mange steder lige nu er større end udbuddet. Nu kan vi skrue op for kapaciteten, men vi holder naturligvis fast i alle gældende forholdsregler om afstand, hygiejne og mundbind, siger Carsten Jensen.