Ekstra trængsel og alarm ved årets sidste færge til Ystad

Ekstra trængsel og alarm ved årets sidste færge til Ystad
Danskere kan ikke rejse over Sverige, efter den svenske regering har lukket grænsen. Foto: Jens-Erik Larsen
| 21. DEC 2020 • 21:40
Af:
redaktionen

21. DEC 2020 • 21:40
Med tre dage til jul smed den svenske regering en bombe for rejsende til og fra Bornholm.

Den Dansk-Svenske grænse lukker tirsdag kl 0:00 og en måned frem. Ifølge Transport Minister Benny Engelbrecht (S) betyder det også, at trafikkorridoren mellem Ystad og København vil lukke ned i samme periode.

– Rejsende til og fra Bornholm skal efter svensk grænselukning, som det er oplyst mig fra svensk side, via Køge eller med fly. Ekstra afgange vil derfor blive sat ind. Gods og få andre undtagelser. Nærmere info følger snarest, skriver Benny Engelbrecht.

Indrejseforbuddet sker som konsekvens af, at en ny en ny variant af coronavirus har spredt sig fra Storbritannien til flere europæiske lande, heriblandt Danmark. Varianten er endnu ikke blevet bekræftet i Sverige, og med nedlukningen af grænsen håber den svenske regering at kunne holde den nye corona-variant ude.

Haster til færgen

Der var således stor trængsel ved færgelejet i Rønne mandag aften. Efter den svenske udmelding skyndte folk sig straks hen for at nå den sidste færge 20:30.

Bornholms Tidende mødte nogle af de rejsende.

– Jeg skal hjem i morgen til mine egne børn og holder jul. Jeg tør ikke at vente, så jeg tager afsted i aften. Jeg var heldig at få en billet, siger Finn Holm.

– Jeg skulle have været her hele julen, men nu tør jeg ikke være her længere. Så nu må jeg kører hele natten gennem Sverige for at komme hjem til Norge, siger Gunnar Petterson.

– Vi skulle have været på arbejde igen i morgen, men for at nå at kunne komme hjem, er vi nødt til at tage af sted i aften, så vi får en lille smule tidlig juleferie, siger Thi Nguyen, fra Bramming.

– Vi skulle alligevel holde jul på Sjælland, så det har ikke ødelagt vores planer. Men vi tager hjem før, da vi gerne være sikker på at kunne komme hjem, siger Ulla Nielsen.

– Det har ikke ødelagt vores juleaften, men bliver nødt til at holde nytår herover i stedet. Så vi tager køgefærgen hjem. Vi har ikke købt billetter endnu, men det tager vi med ro, siger Kasper og Cecilie Nielsen.

– Vi har været på juleferie på Bornholm i fire dage. Planen var, at vi skulle være her i seks og tage hjem den 23. Men jeg arbejder som sygeplejerske i København og skal stå til rådighed, så nu kører jeg hjem og afleverer børnene hos deres mor. Men vi fik fire dage, det må vi tage med. Jeg synes, det er klogt af Sverige at lukke ned, siger Kasper Hansen.

– Vi skulle have været afsted i morgen, men nu skynder vi os tilbage, mens vi kan, så vi ikke skal over Køge, siger Pierre La Cour.

– Det har overhovedet ikke ødelagt mine planer over julen, men planen var at have været afsted i morgen tidlig. Jeg nåede lige at ændre billetten, siger Henrik Juul

– Ja, det har det faktisk ændret vores planer. For det første skulle vi have været hjemme i morgen. For det andet skulle vi have haft svigermor med tilbage til Sjælland for at fejre jul med os dér. Men hun bliver nødt til at holde jul herovre, lyder det fra familien Hansen og Johansen

Ny sejlplan

Lige nu er planen at sætte Povl Anker ind på to dobbeltture i morgen tirsdag til Køge. Det oplyser Bornholmslinjen i en pressemeddelelse.

Det sker efter denne plan (med tider for afgang og ankomst:

Rønne-Køge 8.00 – 13.30

Køge-Rønne 14.00 – 19.30

Rønne-Køge 20.00 – 01.30

Køge-Rønne 02.00 – 07.30

Samtidig sejler Hammershus sin normale tur mellem Køge og Rønne.

– Lige nu er det hele lidt usikkert omkring, hvor mange vi kan have med frem og tilbage på de planlagte afgange. En del vil formentlig aflyse deres julerejse. Lige nu aflyser vi de planlagte afgange med hurtigfærgen og opretter de nye. Kunderne får sms om, at deres afgang er aflyst – og deres billet bliver refunderet. Derefter skal de booke ny tur med Povl Anker, oplyser pr- og kommunikationschef Jesper Maack.

Han tilføjer, at Bornholmslinjen sejler efter denne plan, så længe det er nødvendigt.