Ekkodals-Christian: Der skal springe gnister fra hjertet

Ekkodalshusets medindehaver Christian Froberg Dahl voksede op på børnehjem, har indtaget verden med sin tartelet og kæmper i disse tider med sin kones alvorlige kræftforløb. Uanset hvordan det går, har han givet Joan et løfte om Ekkodalen.

At lege med genlyden af ens ord er en velkendt og yndet forlystelse for de besøgende i Danmarks største sprækkedal – Ekkodalen, hvor mange forskellige tilråb gennem tiden er blevet kastet mod de majestætiske klippevægge, og blandt de populære ekkoer er også spørgsmålet ”Hvad giver en ægte prinsesse smerter?”

”Ærter!” lyder det svagt tilbage. Således vækker H. C. Andersens karikatur af det sarte menneske, der ikke tåler den mindste modgang, genklang i Almindingen. Men for Christian Froberg Dahl, der sammen med sin kone Joan ejer og driver både Ekkodalshuset og Café Genlyd, er det ikke ærter under livets madras, der har givet blå og gule mærker.

Det har derimod skylden og skammen, der tidligt satte sig som sten i sindet for ham, efter han som barn blev fravalgt af sine forældre for i stedet at vokse op på børnehjem og kostskole, hvor overgreb og tæv var en del af hverdagen. Men her – kun et stenkast fra Ekkodalen – har han siden 2013 sammen med Joan skabt en tilværelse, som ligger milevidt fra barndommens rammer, hvor parret mødte hinanden første gang på et børnehjem i Vestjylland. Siden genfandt de hinanden i en sen alder, og sammen har de fundet både kærlighed og succes med deres store, berømte tarteletter. Men i de seneste måneder er deres verden blevet vendt på hovedet, da Joan blev syg med uhelbredelig kræft. Alligevel er det med et veloplagt smil, at han byder indenfor i privaten, hvor restaurantens maskot - en Border Collie med navnet Ekko - og klassisk musik fra anlægget forstærker den hjemlige atmosfære, som han ikke kendte som dreng.

– Jeg var på børnehjem hele min barndom. Det der sted, hvor man smider de uvorne møgunger hen, der ikke kan tilpasse sig, siger han med sin dybe klangfulde stemme, da vi sidder ved spisebordet i et lille, lyst karnaplignende rum omkranset af vinduer, der giver frit udsyn til skoven udenfor.

– Det er jo desværre også en virkelighed i dag, at der er mange forældre, der ikke magter opgaven med at have børn. Så jeg har faktisk været på børnehjem siden første klasse og sidenhen boede jeg på kostskole.

Slået med bøger

Faderen rejste verden rundt. Ham kendte han ikke, og moren magtede ikke børn som sådan, fortæller han.

– Og derfor havnede alle vi tre brødre på børnehjem.

– Det er det ultimative svigt, du kan udsætte et barn for. Du er ikke elsket. Der startede mit liv.

På den måde var han allerede fra begyndelsen af sit liv, som han siger ”lidt bagud på point”. Og han fik ingen god forklaring fra moderen.

– Det forstår man jo ikke, når man er et barn. Men jeg har haft lejlighed til at snakke med min mor om det sidenhen. Og jeg har også tilgivet hende. Det er ret væsentligt, at man kan det, siger han og sætter lys til en smøg, inden han vender tilbage til børnehjemstiden.

– Dengang var der også lærere, som ville det bedste for børnene, men der var også mange, der slog eller forgreb sig på os. Så det er det, vi har med i vores bagage, siger han.

– Jeg har ikke selv fået tæsk med en hunderem, men flere af mine klassekammerater har. Men jeg har fået tæsk med en bog. Jeg er blevet slået med bøger. Og jeg kan huske, vi havde en lærer, som altid sagde: Hovedet eller maven? Og så kunne vi selv bestemme.

Men når man havde fået sin straf, var tavlen til gengæld visket ren, husker han. Du havde stået til regnskab for, hvad du havde gjort.

– Og der er rigtig mange derude, der har haft lignende oplevelser. Både Joan og jeg har haft de samme oplevelser i vores barndom. Vi forstår skyldfornemmelsen og skammen, vi forstår angsten. Den er en følelse, som man skal lære at tøjle og komme ud over. Mange af de børn, som er vokset op sådanne steder, er jo vaccineret med angst. Angst er per definition udefinerbar. Du kan også have frygt. Den var der også meget af, fortæller den tidligere børnehjemsdreng, som stadig kan få ubehagelige flashbacks til opvækstens institutionsliv.

– Det er typisk lyde eller lugte, som slår mig fuldstændig ud, og jeg ved, jeg taler på manges vegne, at det er sådanne sanseindtryk, der kan trigge ting.

Her i Ekkodalshuset, som har været i uafbrudt drift siden 1903, har Christian Froberg Dahl og hans kone Joan siden 2013 skabt sig deres eget eventyr som restaurationsejere, der for alvor gav ekko, da den store tartelet kom på bordet. Foto: Jacob Jepsen

Genfandt barndomsveninde

Joan mødte han allerede på børnehjemmet i Grindsted, men siden mistede de forbindelsen, og først i 2009 efter to ægteskaber mødte han hende igen til en gensynsfest, da de begge var midt i 40’erne.

– Der kom 3-400 mennesker fra hele verden til Grindsted. Og det var jo alle mulige mærkelige skæbner, der samledes der. Og der mødte jeg så Joan igen. Vi havde kysset lidt på hinanden, dengang vi gik i skole, men jeg var pissebange for hende, ja, hun var en strid dame også dengang, siger han med et glimt i øjet og tilføjer:

– Men nu blev vi enige om, at vi lige så godt kunne blive kærester, og så giftede vi os på vores fælles fødselsdag. Vi er nøjagtig lige gamle. Der er kun ét ciffer, der adskiller vores cpr-numre. Og så er vi også gift på vores fødselsdage den 26. oktober, så er der en chance for, at jeg ikke glemmer hendes fødselsdag, smiler han.

Dengang arbejdede de begge meget i udlandet. Han rejste tit til USA med sit arbejde som administrerende direktør for et selskab, der forvalter filmrettigheder, og hun sejlede med turister langs Norges kyster på rederiet Fjordline, men parret ville hellere bruge tiden sammen.

– Vi skulle have en restaurant, for det var Joans gebet. Jeg kunne altid falde ind. Jeg kunne jo vaske op eller stå for regnskaberne eller måske lidt markedsføring, det har jeg lidt forstand på.

Så de satte deres hus i Allerød til salg. Otte dage efter var det solgt.

– Nu var vi hjemløse, men to kostskolebørn er jo vant til at være rodløse og indrette sig på en sten, så vi købte en campingvogn. Jeg sagde mit job op, og mens hun fortsatte med at sejle, gik jeg og spejdede i hele kongeriget efter en restaurant, vi kunne købe.

Boede to år i campingvogn

Parret skulle imidlertid igennem noget af en styrkeprøve, inden deres plan om at blive restaurantionsejere blev til virkelighed. For først skulle de overleve at leve sammen i en campingvogn i to år.

– Og jeg kan godt fortælle dig…, begynder han.

– Hvis man kan overleve at bo sammen i en campingvogn i to år, så kan du overleve alt,siger han og tilføjer med et skælmsk blik, at det ”mest trælse ved at bo i en campingvogn er, at du ikke kan smække med døren”. For når man smækker med en campingvognsdør, er lyden nærmest uhørlig, forklarer han.

– Så vi installerede en knap, som når vi trykkede på den, lød som om døren smækkede, siger han og skraldgriner.

– For man er meget tæt på hinanden, og det er også fint nok. Vi lavede mad udenfor hele året i 20 graders frost og sne på den store grill, så stod vi i heldragter – kønt har det ikke været. Men vi sparede jo endnu flere penge op. Og da vi så endelig var meget tæt på at købe en restaurant i Ringkøbing, var der en, der sagde til os, at den herovre var til salg. Så det køb gik vi baglæns ud af, og så købte vi i stedet det her.

Sådan fandt de to gamle kostskolebørn også et sted med en stærk historie at starte en fælles fortælling.

– Der er nogen, der påstår, at Ekkodalshuset faktisk er Bornholms ældste restaurant i uafbrudt drift siden 1903. Ekkodalshuset har kørt alle sæsoner hen over den spanske syge, to verdenskrige og finanskrakket i 30erne. Frøkenerne her har holdt den gående, og det var før, der var noget, der hed turister. Turisterne kom først i 50erne og 60erne. For bornholmerne kørte med tog ind til Almindingen og gik her. Stationen lå lige deroppe, siger han og peger mod skovstien udenfor.

– Og så solgte man kaffe og kager.

Ekkodalshuset overlevede endda også, efter jernbanen lukkede, men restaurantdriften blev droslet lidt ned, indtil Christian og Joan skruede op for den gamle tradition for restaurantvirksomhed på stedet, da de købte det.

– Alle vores bornholmske kontakter sagde, hold jer væk, der kommer ikke til at ske en skid hernede.

Han smiler.

– Og så gjorde vi det alligevel.

’For nogle ta’r det tungt, andre ”tar’ de’ letter”, og ifølge Christian Froberg Dahl er det kun døde fisk, som flyder med strømmen.

– Hvis alle siger, vi skal løbe derover, siger han og nikker til den ene side.

– Så kan du være helt sikker på, at Joan og jeg er typerne, der løber derover, griner han og ser i den anden retning.

Christian Froberg Dahl har heller ikke tidligere tøvet med at kaste sig ud i nye projekter og har mildt sagt et bredt CV. Som ung overvejede han at blive politimand eller præst, men han ”lod Herren passe sine får”, som han siger og blev i stedet selv programmør, selvstændig it-konsulent, marketingrådgiver og direktør for et stort filmrettighedsselskab, inden han sammen med Joan købte Ekkodalshuset. Alligevel beskriver han med et smil sig selv som ”den lavest rangerende her i fortagenet”.

– For jeg har ingen uddannelse overhovedet i branchen. Joan derimod er født ind i den og har været i den i 35 år, så hun har ikke de romantiske forestillinger om at drive en restaurant. Hun kender ”the drill”, og uden hende som kaptajn ”på broen” her, er jeg slet ikke sikker på, vi kunne være kommet så vidt. Med jysk snusfornuft og ”ben nied å æ jord”, så skulle det bare være en mand og konevirksomhed, hvor vi gik og hyggede os med det, siger den tidligere direktør.

– Men så opfinder Joan denne her tartelet. Og det sætter jo gang i et fuldstændig vanvittigt eventyr.

For i dag har de 15 fuldtidsansatte og cirka 65.000 gæster igennem om året, ligesom det årligt bliver til ti tons hønsekød fordelt i 35 tusind tarteletter. Og de store tarteletter har givet ekko over hele landet.

– Da Joan blev syg, og hun skulle til en undersøgelse i København, blev vi både i lufthavnen, S-toget og endda i skanneren på sygehuset spurgt, om det ikke var os med tarteletterne, ler han lunt og overrasket.

Faderrollen slog ham omkuld

Udover de berømte butterdejsskaller med stuvet hønsekødsfyld har restaurationsparret også skabt genlyd som spillested. For om sommeren arrangerer parret også koncerter med store navne som Allan Olsen og Big Fat Snake. Men hvordan har to børnehjemsbørn rejst sig til at blive succesfulde erhvervsdrivende?

Parret har begge været gode til at pakke deres traumer ned og fokusere på fremtiden, forklarer han.

– Joan og jeg er meget ens i den måde, vi håndterer fortiden på. Joan er en fighter, en overlever. Hun har været så forfærdelige mange ting igennem, så man tror det er løgn.

Men det handler om at skabe en form for indre balance, forklarer han, og griber til et billede fra skibsverdenen.

– Man har sådanne kasser, man lukker det ned i. Det er ligesom et skib med ballasttanke. Du tager simpelthen det uoverskuelige og gør det mindre, putter det i kasser, og så åbner du dem, når du har tiden og energien til at håndtere det. På den måde kan du sortere dit liv.

– Jeg skal ikke være psykolog, men det har været min måde at håndtere det på.

Da han blev far, fik han dog brug for mere konkret hjælp til at håndtere det mørke, som pludselig overmandede ham.

– Da jeg selv fik barn første gang, røg jeg fuldstændig ned i kulkælderen, siger han og fortæller, hvordan han som ung ihærdigt ledte efter en slags faderfigur at spejle sig i.

– Jeg kan huske, hvordan jeg i mine 20'ere og 30'ere gik og jagtede kram fra mænd, fordi jeg prøvede at finde en form for rollemodel.

Han asker cigaretten.

– At blive far rev benene væk under mig, for jeg så straks ned i forældreværktøjskassen, og den var fuldstændig tom. Så jeg begyndte i et terapiforløb med en psykiater oppe i Risskov,

som hjalp mig ufatteligt meget.

– Det tog 2,5 år, og det kom til at koste mig en formue med ugentlige terapisamtaler. Han lavede en tidslinje over mit liv. Det var alt fra drømme til hvorfor, jeg stammede som barn og var sengevæder helt op til 9 årsalderen. Alle de der ting blev sat lidt i relief – hvorfor og årsag og virkning.

Og han sagde jo ikke noget til mig, det var bare mig, der øste ud, og hver gang han fik en lille brik, som han tilføjede til her puslespil.

– Og pludselig viste han mig bare det her billede af et lidt forstyrrede drengebarn … i en voksen mands krop. Det forløb gav mig en masse værktøjer til at forstå mig selv.

Foto: Jacob Jepsen

Fandt trøst i Bibelen

Ingen vælger sin egen barndom. Men man bestemmer selv, om man vil forblive et offer, mener Christian Froberg Dahl.

– Det handler om det mindset, du har. Men det er ikke alle, der kan styre tankerne på den måde, indrømmer han.

– Min ene lillebror, som siden er blevet verdensberømt musiker, har været og er stadig påvirket, og vores opvækst har sat sig ar på ham og gør det stadigvæk.

– Kunne jeg finde ud af, hvad det er, der gør, at nogle mennesker er mønsterbrydere og kommer videre og andre ikke gør, så kunne man sætte det på en formel og hjælpe nogen, men det er uforklarligt, siger han og ser tænksomt frem for sig, før han alligevel kommer med en form for forklaringsmulighed:

– Men det er måden, du håndterer det på. Et problem er i virkeligheden bare en mulighed i arbejdstøj.

På et tidspunkt bliver du træt af at være offer, for så længe du er i offerrollen, så lever det videre i dig. Og det skal det ikke have lov til. Så nogle gange må man bare flytte sig, og se tingene fra andre perspektiver, og på den måde kan du arbejde med tingene.

For ham selv blev troen tidligt en måde at sætte livet i et nyt perspektiv.

– Tro har altid spillet en meget, meget vigtig rolle for mig. At skabe et tredje rum, som jeg kunne gå ind i. Og det har fulgt mig siden min barnetro.

– Jeg kan huske, jeg sad på mit kostskoleværelse med min mormors gamle bibel med gotiske bogstaver, og så sad jeg simpelthen og prøvede at skrive ligesom de gamle munke. Jeg kalligraferede og tegnede de her sider ud, som stod i Bibelen. Jeg har altid været god til at tegne og kunne kalligrafere, fortæller Christian Froberg Dahl, som i første omgang mest forbandt Bibelen med sin egen kreative leg.

– Men så begyndte jeg jo også at læse, hvad der stod. Og der kunne jeg finde trøst … og håb, nåde og visheden om aldrig at være alene.

– Nåde var vigtigt, fordi jeg hele tiden levede med den her skam og skyld. Jeg var jo uønsket. Det måtte være min skyld, tænkte jeg. Men troen hjalp mig, siger det tidligere børnehjemsbarn, der nu så Gud som en kærlig far.

– At han kender mit navn, er med mig og viser mig, at jeg altid allerede er elsket.

Og sådan betragter han stadig Gud.

– Jeg ser ham som ikke andet. Jeg har jo mødt kærligheden også mellem mennesker, som har givet mig kærlighed. Og som jeg ikke fik i min opvækst – så kærligheden er derude.

– Og for mig at se er Gud kun én ting … og det er kærlighed.

Men hvad er meningen med livet for dig?

– Dybest set er meningen med livet for mig at prøve at efterleve Guds ord.

– Og jeg siger prøve. Synd betyder jo i virkeligheden at ramme ved siden af. Og synd er noget af det farlige. Det vil vi ikke snakke om. Men det er absurd ikke at snakke om synd, for hvordan skulle man ellers opleve nåden eller tilgivelsen? Men hvis du bekender din synd, så kommer tilgivelsen med det samme. Hvis du angrer. Og at tilgive er faktisk det største, du kan gøre, fordi så kan det her menneske komme videre i sit liv, og du kan komme videre i dit liv, siger han og ser op.

– Jeg var nødt til at tilgive min mor.

Men nogle kan jo vitterligt ikke tilgive ting, der er sket…

– Nej, men så lever det i dig endnu. Så måske er tilgivelsen i virkeligheden lige så meget af hensyn til dig selv.

Mormor med slag i

Sådan fik mormorens bibel med tiden stadig større betydning for ham.

– Det satte jeg også i kontekst til min gamle mormor, som jeg desværre mistede alt, alt for tidligt i mit liv. Men jeg husker hende stadig klart, siger han og beskriver hende som et sammensat menneske.

– Hun havde langt gråt hår ned til lænden og gik til coiffure hver fjortende dag. Og så havde hun guldtænder, og når hun åbnede munden, lød det som et brusebad af Weltschmerz, og hun bandede som en tyrker, siger han og tilføjer, at hun også havde en mørk fortid.

– Hun havde været en tulipanpige. Det var ikke noget, hun ville tale om, men hun var en af dem, som var med til at stikke modstandsfolk under krigen. Og jeg ved, hun også selv har oplevet forfærdelige ting under krigen med fattigdom og armod. Det har været en hård tid i 40'erne og 50'erne i efterkrigstiden. Men senere syede hun fine kjoler i en forretning inde i Store Kongensgade, haute couture kjoler, blandt andet til Dronning Ingrid. Så hun bevægede sig både i det højeste parnas og i de laveste sociale lag, siger han og tier et øjeblik.

– Hun var stærk. Men hun slog fra sig. Hun var én, man slog sig på, hvis man kom for tæt på. Samtidig elskede hun jo også børn. Og mange af hendes ting – hende morallære, hendes retfærdighedssans blev ligesom plantet i mig og mine brødre, for vi syntes, hun var spændende, så hende skylder vi meget, siger han og smiler:

– Men egentlig har min største redning været min kristentro, som jeg har kunnet gå ind i. Jeg har haft et bønsliv afledt af min barnetro, som egentlig bare var noget fantasteri om en hvid mand på en sky. Men det blev pludselig meget alvorligt for mig. I og med at jeg kunne slippe det svære. Jeg kunne overgive det til noget andet. Og så kunne jeg bagefter tage det i det tempo, jeg kunne og pludselig blev billedet vendt om, hvor jeg får lov til at se, hvor meget jeg har at være taknemmelig for, siger han varmt.

– Jeg køber ikke præmissen om det ødelagte barn, der skal sidde i sorgfuld resten af sit liv og pille navle. Hvis der er mange huller i osten, så må det være en stor ost, ikke? Der må være noget ost et eller andet sted, griner han og tilføjer:

– Som vi skal bearbejde eller finde.

Mormorens moralhistorier

Børnehjemsbaggrunden har dog samtidig givet ham en meget stærk medfølelse overfor udsatte, fortæller han og ser over mod restauranten ved siden af.

– Nu sidder jeg her som selvstændig erhvervsdrivende, og det følger mig også her. Jeg skal ikke tjene penge til mig selv. Jeg skal skabe arbejdspladser. Vi skal arbejde for os selv og næsten ”thi det er Vorherre en velbehagelighed”. Vi skal kun skabe rigdom, så vi kan involvere og samle de svage op og fodre dem også. Og det er ikke noget, man skal have ros for. Det er en pligt.

Men det kræver vel, at man har kræfterne til det…

– På en eller anden forunderlig vis, så får du kræfterne, når du erkender, at du har pligten. Mange gange kan det være nemmere at være den, der giver, end den der modtager. Men i virkeligheden er det et ligegyldigt forhold, for det kunne lige så godt have været mig, der havde stået på den anden side. Jeg har stået der. I dag har vi 15 ansatte, og en gang i mellem kan vi godt sidde og være lidt taknemmelige over, at der på trods af alt det bøvl, som følger med det at drive et spisested, kan sætte brød på bordet til 15 mennesker, siger han og tilretter sit udsagn:

– Eller de er selv med til det. For der er ikke nogen, der kan noget foruden hjælp fra andre.

Restaurantejeren kommer med det in mente netop i tanke om et billede hans mormor gav ham, da han som barn spurgte hende om forskellen på himmel og helvede.

– ”Jamen, det er meget nemt Christian,” sagde hun, ”for måske er helvede i virkeligheden hernede. Nede i helvede, der sidder vi alle sammen rundt om et stort bord, hvor der på midten står en kæmpe portion risengrød”, – hun var meget pædagogisk, smiler han

– ”Og vi har en stiv arm og en ske i hånden, og vi kan godt nå risengrøden, men vi han ikke spise den”, siger han og laver en strakt bevægelse med den ene arm, og knytter hånden, som holder han om en ske.

– Men hvis vi derimod fodrer hinanden…, siger han og viser, hvordan ved at lade den stive arm med skeen i hånden bevæge sig til siden, før han igen lader den falde tilbage i en mere naturlig position.

– Min mormor lærte mig også, at jo mindre du giver, des mere tager du, siger han og sidder lidt i stilhed.

– Og den er hård, kommer det så alvorligt.

– Den er hård, fordi du har en pligt til at give noget hele tiden, og hvis ikke du gør, så tager du fra det andet. Du har pligt til at lyse på andre. For måske møder du et menneske, hvor luen er ved at gå ud i hjertet. Så skal der springe gnister over i det hjerte. Det er en pligt vi har, synes jeg.

Christian Froberg Dahl tager tilløb med en langsom indånding, før han svarer på, hvordan han selv lyser på andre.

– Jeg kan jo kun gøre det ved at statuere et eksempel, og guderne skal vide, og det skal du slå en stor streg under – jeg fejler. Hele tiden. Men at leve livet er for mig hele tiden at give noget af mig til nogle andre, som måske kan bruge det til noget tredje, og som så kan give det videre. Det er for mig at se sindssygt vigtigt. Vi er jo alle sammen i et skæbnefællesskab, bundet af vores lasters vold: Vi er grådige, vi larmer, vi støjer, vi er selvcentrerede, vi er alt muligt … når vi slapper af. Så vi er nødt til at strenge os an, for ikke at være det, mener han.

– Man er i sine lasters vold for at sige det lige ud, og det mener jeg godt, man kan sige, selvom man ikke er troende, for jeg gad godt møde den, der med god samvittighed sagde – det er jeg ikke.

Han ser mod skoven udenfor, hvor træerne rækker mod efterårssolen.

– Jeg synes egentlig, det må være forfærdeligt at være ateist. At belave sig på, at mennesket er kongen. Vi har jo set så mange eksempler på, når mennesket er kongen, så går det så ufattelig galt. De synger jo om det i salmerne ’end ikke alle konger frem på rad magtede at sætte et lille blad på nælde’. Der må og skal være noget, der er større end os. Et lys vi kan strække efter. For lige at komme det et stykke videre, siger han.

– Ellers er vi bare tænkende kødpølser. Og hvis man synes, man har ondt af sig selv, så skulle man måske nogle gange prøve at se på den skæbne, mennesket har haft de seneste 2.000 år, siger han og smiler igen.

– Der er så meget at være glad og taknemmelig for.

At lære af det svære

Han tænker lidt, før han svarer på, hvad han selv er taknemmelig for.

– Jeg er taknemmelig for at have fået et liv, hvor jeg kan interagere med andre mennesker og hvor jeg kan finde en mening og en retning i livet, og alle de gode ting, som det indeholder.

– Og jeg er også taknemmelig for at have en nådegave med at kunne manøvrere eller forstå at være i livets svære tider. Og hvis du spørger, hvad det er, så kan jeg ikke svare på det andet end, at min tro spiller en meget stor rolle.

– Men det er ikke kun det. Det er også en stædighed. Det er en vedholdenhed, og det er en fasttømret tyrkertro på, at hvis jeg møder noget i mit liv, jeg ikke kan lide, så er det fordi, der er noget, jeg skal lære. Så er det, fordi jeg står på den forkerte side. Alle objekter har 360 grader rundt om sig. Så skal jeg prøve at flytte mig og lære at se det gode i det. For det er mig, der er fattig, når jeg ikke kan se det. Alle mennesker, også dem du er allermest ravende uenige med, er jo nogle smukke mennesker. Du har bare ikke fundet vinklen at se det med.

Så du tror på, at alt det svære vi møder kan lære os noget?

– Alt. Ja, svarer han rapt og ryster endnu et fyndigt ordspil ud af ærmet.

– I det øjeblik, man tror man er færdigudlært, er man mere færdig, end man er udlært, ikke?

– Nu sidder jeg selv i en forfærdelig situation, og jeg skal forstå, hvad det er. Det, jeg oplever nu med Joan, det er nok det værste, jeg har oplevet i mit liv. Hendes sygdomsforløb. Det er jo halvdelen af mig. Jeg ville ønske, jeg kunne tage hendes sygdom for hende og bære den det sidste stykke.

Hvor finder du trøst og styrke i den situation?

– Så går jeg over i det troens rum, siger han lader i nogle sekunder tavsheden ligge på bordet mellem os, så det kun er den klassiske musik i baggrunden, som bryder stilheden.

– Hvor urimeligt det end kan være, så er der en eller anden mening med det. Jeg er sikker på, Gud en dag kalder hende hjem. Joans navn er kendt af Ham. Og måske får Joan i virkeligheden et bedre liv et andet sted, end det hun har her. Det er den trøst, jeg kan finde i det. Sådan er det.

– På afdelingen går jeg også forbi børn, der har kræft, siger han og slipper et suk.

– Joan har dog haft et liv, siger han og tier lidt igen.

– Og der har også været mange lysstråler i hendes liv. Og vi har haft mange gode oplevelser sammen. Og selvom hun skulle dø af det her så … Dem som er sammen i ånden, kan døden ikke adskille. Det er det, jeg finder i det rum her.

Som troende tror du måske også på en form for gensyn?

– Ja, det tror jeg på. På den måde, er troen også en trøst for mig.

Hvor ser du din egen fremtid her på jorden?

– Joan har meddelt, at uanset hvad der sker, så skal jeg blive her og passe Ekkodalshuset, så det har jeg lovet hende. Det har vi snakket om, og det er vi også blevet enige om, at det er det jeg gør, for vi har fået skabt noget her som er unikt, og som slet ikke var noget uden de 13 andre. Jeg synes ikke, det er fair, at Ekkodalshuset skal tegnes af Joan og Christian. Det skal tegnes af alle dem, der står derovre, for de kaster hver især deres egne ting ind i projektet, siger han og sender endnu et blik over mod medarbejderne, som allerede længe har været i gang med at gøre klar til dagens gæster. Og selv arbejder han også stadig så meget, at han sjældent får tid til at gå i kirke.

– Tidligere gik jeg meget i kirke. Jeg har brug for kirken. Det kan jeg godt mærke. Men fordi jeg er i den her branche, har jeg travlt. Men uden troen kunne jeg ikke række efter de stjerner, jeg prøver at få ned. Det kan jeg ikke. Så var jeg blevet et offer.

– Joan har meddelt, at uanset hvad der sker, så skal jeg blive her og passe Ekkodalshuset, så det har jeg lovet hende, siger Christian Froberg Dahl. Foto: Jacob Jepsen

 

Blå bog

Christian Froberg Dahl.

Født 1965.

Ejer og indehaver af Ekkodalshuset og Café Genlyd siden 2013 sammen med hans kone Joan. Han har blandt andet været selvstændig IT-konsulent, webdesigner, programmør og administrerende direktør for et filmrettighedsselskab. Han har to børn fra et tidligere ægteskab, og tilsammen har Joan og han fire sammenbragte børn.