'Det giver en rigdom i livet at bo enkelt'

Det giver en rigdom i livet at bo enkelt, mener Caroline White, der er ingeniør, virksomhedsejer, lokal spidskandidat for Alternativet og beboer i et bofællesskab ved Nexø.

Det enkle liv

Buddha, Jesus og Frans af Assisi valgte at leve et enkelt liv uden materiel velstand. I dag vælger stadig flere at søge livets mening gennem simple living. Ikke mindst på Bornholm. I denne serie interviewer Bornholms Tidende bornholmere, der har valgt det enkle liv. 

Da Caroline White efter to gode år på Bornholm i et almindeligt familiehus i Rø blev spurgt, om hun havde lyst til at være en del af et større bofællesskab her på øen, skulle hun i første omgang ”liiige sove på det”. For hun huskede kun alt for godt, hvor tunge beslutningsprocesserne kunne være i selvbyggerlandsbyen Friland på Djursland, hvor hun gennem syv år boede i sit lille halmhus. Dengang var der aldrig lagt nogen plan for, hvordan beslutningerne skulle tages. I stedet sad der 75 voksne med hver deres bud på løsninger til de ting, der skulle afklares, husker hun. Og nu nød hun faktisk at bo for sig selv med sin mand og børn i deres hus i Rø og kun at have én øvrig voksen at skulle enes med.

– Men jeg kunne også mærke alle de gode ting, det havde givet at bo på Friland, da jeg først kom derfra, og det kom lidt på afstand, siger Caroline White, da vi sidder omkring et havebord i hendes have på Buddegård, en gammel slægtsgård, som udgør hendes bofællesskab i udkanten af Nexø.

På Friland var der en nærhed og et fællesskab med de nærmeste naboer, som hun værdsatte, ligesom hendes ønske om en mere simpel og bæredygtig leveform, blev nemmere at udleve, når man var sammen med ligesindede i et fællesskab. Derfor blev hun alligevel hurtigt enig med sin mand om at takke ja til at bo i bofællesskab på Buddegård. Og i dag har hendes familie boet på den gamle slægtsgård i halvandet år sammen med fire andre familier, og de har ikke fortrudt.

– Jeg føler, vi får utrolig meget foræret her, siger hun med et smil, der breder sig i hele ansigtet.

– For der er stoppet så meget kærlighed ind i det her sted.

Øens ældste slægtsgård

Caroline White lader smilet blive i ansigtet, mens hun ser rundt i den enorme have, som omgiver os, hvor der udover et halvt hjemmebygget legeområde med vippe, rutsjebane og trampolin er udsigt til en lille dam og gamle bredstammede træer, hvis store kroner skygger behageligt for den kraftige sensommersol. Stedet, som nu er blevet et bofællesskab, er efter sigende Bornholms ældste slægtsgård, for den har været i den tidligere ejers familie siden 1500-tallet.

– De her omgivelser kan man jo ikke bygge op på 10 eller 20 år. Så jeg synes virkelig, det er et skønt sted at bo, siger hun og fortæller, at det også i høj grad er med tanke på børnenes trivsel, at de valgte at flytte herud. For her behøver de blot at træde ud ad døren, og så er der venner at lege med. Og plads er der nok af, for til grunden hører i alt 10 hektarer. Men en del af området er også stadig landbrug, forklarer Caroline White, der oplever, at livet i et bofællesskab er med til at skabe den balance i livet, hun drømmer om.

– Det at bo her handler for mig også netop om balancen mellem det individuelle og det kollektive. Det handler ikke om, at vi skal sidde lårene af hinanden. Men det er dejligt, at jeg har en relation med mine naboer. Vi ved, hvad der sker i overskrifterne i hinandens liv, og hvis lokummet brænder, er jeg tryg ved at gå ind til dem alle sammen. Det skaber en nærhed som jeg har det godt med, siger hun og skænker te i to krus.

– Det at bo her handler for mig også netop om balancen mellem det individuelle og det kollektive, siger Caroline White. Foto: Berit Hvassum

Halmhuse til jordskælvsofre

Fællesskabet og de idylliske omgivelser gør det derfor også nemmere at leve med, at boligombygningen er en længerevarende proces. For det kræver både opfindsomhed og tålmodighed at ombygge en gård, som tidligere kun har huset et enkelt par, til fem selvstændige boliger med plads til 11 voksne og 10 børn. Og boligerne skal gerne renoveres med bæredygtige materialer som for eksempel ler, forklarer Caroline White, der er uddannet både gartner og bygningsdesigningeniør og sammen med sin mand, der er tømrermester, driver byggevirksomheden Glarbo & White, der har fokus på bæredygtige materialer og byggeteknikker. Selv byggede hun sit første lille halmhus på to år, da hun var helt ung, mens hun sideløbende var på højskole og ude at rejse. Men byggeriet af hendes første lille halmhytte gav blod på tanden, og sådan fandt hun også sammen ligesindede og blev bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Økologisk Byggeri, ligesom hun tog initiativ til at bygge halmhuse til flere af ofrene for jordskælvet i Pakistan i 2005, hvor tusindvis af mennesker pludselig manglede tag over hovedet. Og det sætter i særdeleshed hendes egen boligsituation i perspektiv, synes hun. For selvom det kun er en del af bygningerne på Buddegård, der er færdigrenoverede indeni, har alle fem familier fra begyndelsen trods alt haft hver sin bolig med eget køkken, bad, indgang - og tilmed også have.

– Det er ikke så tydeligt endnu, hvor vores have ender, griner hun og kaster et blik på et mindre grønt område bag os, som grænser op til hendes families bolig, der udgør den ene galvende i en af gårdens længer.

En anden livskvalitet

Kun en busk og en stendynge markerer diskret, hvor haven går til. Men familiens høns og kaniner må også gerne være på fællesområdet.

Hvor store er jeres egne boliger?

– Naboens er nok 100 kvadratmeter, og vores er 85, så det er i det lav, fortæller Caroline White, der til hverdag bor sammen med sin mand Sune, deres fælles datter og hendes to børn fra et tidligere ægteskab. Men i perioder bor hendes mands tre børn fra et tidligere ægteskab her også. Så er de otte i alt på 85 kvadratmeter.

– Men vi også en 'satellit'… en skurvogn stående herude, som vi kan benytte til de ældste børn, ligesom vi har plads til opbevaring udenfor boligen, kontor i andre lokaler på gården, et gæsteværelse et andet sted og kan bruge vores fælles gildesal, når vi har besøg af venner og familie, siger hun og forklarer, at de få kvadratmeter i familiens egen bolig også er med til at få dem til at være mere udenfor.

– Selvfølgelig er der dage om vinteren, hvor vi ender derinde, men det er også okay. For vi vil gerne have en nærhed i familien. Vi vil gerne have, at det er okay at være i stuen alle os mennesker. Man kommer til at slibe lidt flere kanter af hinanden, når man bor småt, men det synes jeg faktisk er sundt. Jeg synes, det er fint, at vores børn lærer at tage hensyn, for ellers er det ikke rart at være der. Det er et benspænd, man giver sig selv, men jeg synes, det har nogle kvaliteter, siger hun og bringer et billede ind fra madverdenen.

– Nu er vi ikke vegetarer, men jeg hører fra mange, som vælger at opgive kød, at maden pludselig bliver meget mere spændende, fordi man begynder at forholde sig til, hvordan man laver mad. Det er lidt det samme her. Vi prøver at sige, hvis vi skærer nogle ting fra, opstår der så en anden kvalitet.

”Fattigrøve er bæredygtige”

Siden sidste vinter har Caroline White udover at være virksomhedsejer også været ulønnet formand for kommunens udvalg for klima og bæredygtighed, ligesom hun har valgt at stille op for Alternativet ved næste kommunalvalg. Så det med at bo enkelt er også noget med at bo for en lav økonomi, så de har mulighed for at sige ja til sådan nogle ting, forklarer hun.

– Vi kan leve for 30 timers arbejde om ugen, hvis bare en af os har 30 timer om ugen. Og det er et aktivt valg. Det er jo nemt nok, når man er ung og bare kan leve på en sten. Men nu forsøger vi at finde balancen i, hvor meget vi kan føre det videre ind i familielivet, uden vi lider afsavn og uden at vi bliver isoleret, siger hun og fortsætter:

– Vi forsøger at holde dagligdagsudgifterne så langt nede som muligt. Vi har ikke noget madspild. For vi spiser det jo. Og det hjælper også at bo sådan her. Stort set alt Fridas tøj har jeg fået af naboen, fordi hun har en datter på tre, som lige er halvanden år ældre. Så i stedet for at køre det ned til genbrugen, får jeg det. Jeg har fået pose efter pose. Og det har jeg det rigtig godt med, så længe de er små, og når de så når en alder, hvor de begynder at have lidt mere holdning til det, så skal de have lov til at have deres smarte hoodies og så videre. Men nu har vi bestemt ikke et stort tøjbudget, det er jo også den bæredygtige tanke, det passer utrolig godt med at være fattigrøv, griner Caroline White, der dog på ingen måde føler sig fattig.

– Tværtimod føler vi os enormt rige. For vi har det hele. Vi har de resurser, vi har brug for i penge, men vi har også tid, og vi har al den her herlighed og gode mennesker omkring os.

– Vi føler os enormt rige. For vi har det hele. Vi har de resurser, vi har brug for i penge, men vi har også tid, siger Caroline White. Foto: Berit Hvassum

Søgte et sundt liv

Caroline White har en amerikansk far, som hun ikke boede hos som barn, og moderen led af en sindslidelse, så Carolina White voksede meget op hos sine bedsteforældre, som nok ikke var fremmede for tankerne om nærhed og selvforsyning, men til gengæld helst så, at man sikrede sin familie økonomisk gennem en almindelig 37 timers arbejdsuge. Alligevel føler Caroline White ikke, at hun gør oprør mod nogen med sin egen livsstil.

– For mig har det aldrig handlet om at være rebel med de valg, jeg har truffet. Det har været min nysgerrighed og leg med tilværelsen, der har formet mine valg. Noget af det kommer nok også indefra, hvor jeg har haft en trang til at afsøge nye muligheder, for der skiller jeg mig meget ud i min familie, der er gået den mere sikre vej, siger hun og ser ned.

– Men jeg tror det med, at min mor havde det skidt, medførte for mig, at jeg blev meget nysgerrig på, hvad det er, der fungerer, og hvad det er, der ikke fungerer i vores samfund, og hvordan man skaber et sundt liv både mentalt og fysisk.

Hvad har du så fundet frem til?

– Jeg synes, det handler om at arbejde lidt mere for balancen i hverdagen – arbejdsliv er godt og en del af livet, og jeg vil selv gerne en masse ting, men det er ikke alt. Det er blandt andet også derfor, jeg stiller op for Alternativet. Jeg agiterer jo for, at man godt kan vælge en lidt kortere arbejdsuge, hvis man har lyst til det. Men jeg tror samtidig meget på, at vi er forskellige, og jeg synes ikke, der er noget forkert i at skabe karriere, hvis man har nogle passioner, man får lov at leve ud der, siger hun.

– Men nu er vi i en tid, hvor det med at skabe lidt balance også kan medføre, at vores planet også kan komme lidt mere i balance. Så nu er det ikke bare, fordi man er en fattigrøv, at man kan vælge bæredygtighed. Nu kan man også gøre det, fordi man vil vise en vis form for ansvarlighed. Og det, synes jeg nok, der er brug for. Det er bare en kæmpestor kulturforandring, som er nemmere for mig at vælge nu, hvor jeg har fundet nogle ligesindede, som er helt med på at gå i genbrugstøj her indenfor vores mure, og vi er med på at affaldssortere sammen, og når naboen har skrællet 25 pakker dadler, så kan jeg servere dadler for journalisten, griner politikeren og kaster et blik på tallerkenen fyldt med dadler, der står på havebordet foran os.

– Affaldssortering bliver også bare nemmere, når man er ni voksne til at organisere den. Vi har brug for at danne fællesskaber, så vi ikke føler os som outsidere, når vi prøver at lave den kulturforandring, som ellers kan virke så svær.

Blå bog

Caroline White. Født 1980. Driver sammen med sin mand byggevirksomheden Glarbo & White. Er desuden formand for kommunens udvalg for klima og bæredygtighed og stiller op som spidskandidat for Alternativet ved kommende kommunalvalget. Er uddannet gartner og siden hen bygningsdesigningeniør med fokus på statik og energi. Har boet på Buddegård i halvandet år med sin mand. Sammen har de en datter og fem sammenbragte børn.