Ifølge presseansvarlig hos Copenhagen Medical Trine Baadsgaard er der en god forklaring på, at tiderne ikke altid stemmer overens med virkeligheden.
– Tiderne er blot estimerede. Vi har ikke prioriteret at have folk til at stå og tage tid. Lige nu foregår det sådan, at de ansvarlige for testcentrene skal opdatere hver 15. minut, hvor lang køen er, siger Trine Baadsgaard og uddyber, at det er her skævvridningen kan opstå.
– Dels har testpersonalet nogle gange travlt, så de måske ikke får den opdateret, og dels kan vi ikke styre, om der kommer 20 mennesker i kø lige efter den er opdateret. Og lige nu er vi så uheldige at have nogle IT-problemer, der gør, at opdateringerne kommer på for langsomt.