– Se er det ikke bare en flot bygning, lyder det fra Mugen Adler, projektleder og landskabsarkitekt i kommunens planafdeling, der peger på den gamle brandstation i Aakirkeby.
– Ja, med en stor og kærlig hånd kunne den blive god som medborgerhus, siger Bjarne Westerdahl, formand for Aakirkebytinget.
Det er nemlig, hvad én blandt mange foreløbige planer i Aakirkebys områdefornyelse er. Men hvilke idéer, der siger byens borgere mest, og hvilke forslag, de selv har, skal tages op på tirsdagens borgermøde den 11. maj, som både foregår digitalt og ved fremmøde i Aakirkebyhallerne.
Et medborgerhus skal kunne rumme mange forskelligartede aktiviteter, for det er ikke kun den gamle brandstation, som Mugen Adler og Bjarne Westerdahl har udset sig. Ønsket er også at inddrage de to bygninger ved siden af, nemlig Vandtårnet og Badeanstalten, til medborgerhus for alle byens borgere.