'Den stilfærdige sherif' har fundet sit hjem på Bornholm

'Bornholms stilfærdige sherif' Jacob Trøst ville egentlig gerne have været jagerpilot, men blev i stedet på jorden for at hjælpe andre – først som politimand og siden årsskiftet som Bornholms borgmester. Her på øen føler han endelig, at han har fundet hjem, fortæller han.

Jacob Trøst var længe en enspænder. Den 49-årige borgmester og tidligere politimand har aldrig fået kone og børn. I skolen var han den stille, pligtopfyldende dreng, der passede sine ting og i en meget tidlig alder cyklede de tre kilometer alene til Tuse Skole fra forældrenes parcelhuskvarter ved Holbæk. Og som voksen politibetjent har han siddet tusindvis af timer alene på sin hvide politimotorcykel som en moderne ridder, der ledte efter nogen at komme til undsætning og (helst ikke) uddele bøder til. Han har ofte udsat sig selv for fare for at hjælpe andre. Han er rejst fra sted til sted og har arbejdet over hele landet og i Grønland som politibetjent og senere indsatsleder. Men der skete noget i ham, da han kørte ud på færgerampen i Rønne ved sit andet vikariat på Bornholm, fortæller han, da han har budt indenfor på sit borgmesterkontor på Ullasvej med bornholmske kunstmalerier på alle de hvide vægge.

– Jeg havde arbejdet her et halvt år som vikar hos Bornholms Politi i 2017 og blev rigtig glad for at være her, siger han, da vi sidder omkring kontorets mødebord, mens forårssolen udenfor er med til at skrue op for farverne på naturmalerierne omkring os.

– Øen har jo en dejlig natur. Jeg kunne bare mærke, at jeg både befandt mig godt på arbejdet og i fritiden, og befolkningen virkede meget venlig og høflig, så det tiltalte mig meget.

Jacob Trøsts politiarbejde på øen fik ovenikøbet en fornem begyndelse med dronningens besøg på Bornholm.

– Hun var rundt på Bornholm i tre dage. Og der fulgte jeg med som betjent. Jeg blev faktisk bedt om at komme en uge før herover, for så kunne jeg være med til at passe på dronningen.

Selv havde han efter sin første tid på øen også lyst til at blive. Nogle af de fastansatte ved Bornholms Politi sagde: ”Hvad så, Jacob. Skal du ikke søge en fast stilling?”

Hjertet på Bornholm

Dengang var det dog i første omgang en for stor beslutning at male sit liv helt bornholmsk. Derfor tog han igen tilbage til Sjælland, hvor han igen rykkede ud som indsatsleder. Men da en ny mulighed bød sig til, søgte han atter et vikariat på Bornholm.

– Jeg skulle lige prøve det for at se, om jeg kunne se mig selv bo på Bornholm. Og da jeg så kom herover og kørte af færgen, så var det den der følelse af at komme hjem, kommer det med en stemme, der er porøs. Og øjnene er pludseligt blanke.

– Det var virkelig mærkeligt.

– Jeg kørte ned ad rampen, og så var det ligesom at komme hjem. Det var det første meget klare signal til mig. Jeg har lært at følge min fornuft og mit hjerte i det, jeg gør. Og der kunne jeg godt mærke, at det var det rigtige. Og det halve år, jeg var her, bekræftede mig bare i, at det var det, jeg skulle. Jeg havde også allerede hørt, at det var hyggeligt at være betjent på Bornholm, da jeg kom herover første gang.

Det er vel heller ikke det farligste sted at være betjent…

– Der sker nu også ting her. Men måske ikke sammenlignet med andre politikredse.

På Bornholm er der ifølge Jacob Trøst også den nærhed, som man oplevede i de gamle politikredse inden politireformen i 2007, hvor der var 54 politikredse. Dengang kendte man alle dem, man mødte på arbejde. Men efter politireformen, hvor der blev 12 store politikredse, blev det stort og upersonligt.

– Så nærheden på Bornholm tiltalte mig. Jeg var jo kommet til Bornholm som vikar, og jeg mærkede nærheden med det samme, da jeg trådte ind i ekspeditionen på politigården i Rønne med min taske og den vagthavende sagde: ”Nå, det må jo være Jacob Trøst”. Han vidste åbenbart, at der skulle starte en ny medarbejder, og det var en god følelse fra dag 1. Her kender vi hinanden, smiler han.

– Jeg tror, at min personlighed passer rigtig godt til Bornholm – i hvert fald det Bornholm, jeg kender. Så det var følelsen af at komme hjem, som bragte mig hertil, siger Jacob Trøst. Foto: Berit Hvassum

Blev politikommissær på klippeøen

Fastansat hos Bornholms Politi blev han dog først, da han for tredje gang kom til øen i forbindelse med corona, hvor der nu var brug for øget grænsekontrol, ligesom der var corona-patruljevogne, som skulle køre rundt og holde øje med, at folk ikke forsamlede sig i for store grupper. Efter ret kort tid kom der en stilling som leder af ”operativ støtte”, hunde-, narko- og færdselsafdelingen, og hvis man ikke var leder, kunne man uddanne sig som leder, mens man sad som fungerende politikommissær, fortæller Jacob Trøst, der ellers aldrig havde forestillet sig, at han skulle være leder i dansk politi.

– Men den stilling syntes jeg lød spændende. Og jeg syntes også, at Bornholms Politi var en rar arbejdsplads, og der kunne jeg godt se mig selv som leder, så den søgte og fik jeg i 2020. Jeg overtog mit hus 1. maj i 2020 og sad som fungerende politikommissær, mens jeg tog lederuddannelsen, som består af fem moduler og en eksamen.

På den måde var Jacob Trøst på kort tid blevet politikommissær på øen, da han også blev spidskandidat for De Konservative og overraskede alle ved at blive valgt som borgmester sidste år. Men det vender vi tilbage til.

Hjalp de store drenge med lektier

Jacob Trøst blev født i Aarhus, hvor moderen var pædagog, og faderen dengang var ingeniørstuderende.

– Da jeg var et år, flyttede vi til Holbæk, fordi min far fik arbejde som ingeniør på Sjælland. Vi flyttede ind i et forholdsvist nyt parcelhus i sådan et rigtigt parcelhuskvarter med ligusterhække og det hele. Og jeg voksede op i en klassisk kernefamilie med mine to yngre brødre.

Senere blev faderen selvstændig, mens moderen blev børnehaveleder, men selv gik Jacob Trøst på den samme lille skole i hele sin folkeskoletid til og med 10. klasse.

– Jeg var en stille dreng. Jeg var meget flittig i klassen. Det er lige før, at jeg vil kalde mig for dydsmønsteret i klassen. Jeg var ham, der bare lavede mine lektier og passede mine ting. Jeg var også rigtig glad for at gå i skole. Jeg har altid godt kunnet lide at lære nye ting. Jeg var også den mindste dreng i klassen, så jeg var et oplagt emne til mobning. Men jeg hjalp de store drenge med deres lektier, så på den måde holdt jeg mig oppe, siger han med et skævt smil.

Jacob Trøst beskriver sit forhold til sine forældre som ”meget klassisk”.

– Jeg spillede fodbold med min far, når han havde tid til det, men det var min mor, der stod for det meste derhjemme. Det var hende, der passede det huslige, mens min far tog tidligt på arbejde og kom sent hjem. Han sloges også lidt for sjov med mig og mine brødre. Nogle gange gik det lidt over gevind, men jeg vil stadig kalde det et klassisk forhold, siger borgmesteren, der ser begge forældre i sig selv.

– Jeg har nok arvet min fars opfindsomhed og min mors pædagogik. Hun var jo børnehavepædagog, og hun har altid været nede på jorden og overbærende, hvis vi gjorde noget dumt. ”Det går nok,” sagde hun tit. Der var min far nok mere streng.

Var du bange for ham som barn?

– Nej, men jeg havde respekt for ham, siger han og sidder lidt.

– Det var disciplinen, der talte for ham. Men han var selv meget kreativ og opfandt mange ting som maskiningeniør. Han opfandt alt fra skærme til at sætte på en kædesav til han byggede sit eget våbenskab med panteret ophængningssystem til panserglas. Og der kan jeg nok genkende ham i mig selv. Jeg er også meget løsningsorienteret og lavpraktisk, hvad enten det drejer som om at fikse noget i huset eller på arbejdet.

Ville være jagerpilot

Efter folkeskolen var Jacob Trøst fast besluttet på at skulle være jægerpilot i flyvevåbenet, så han valgte den to-årige HF for at komme hurtigt i gang. Men optagelsesprøverne trak ud på grund af ansættelsesstop for nye piloter. Og mens han gik og ventede, tog han forskellige jobs, blandt andet hos sin far, som på det tidspunkt havde en maskinfabrik.

– Jeg arbejdede også på en plastikfabrik, Rosti, der laver Margrethe-skåle, så jeg lavede 450 Margrethe-skåle om dagen, fortæller han med et tomt blik.

– Men det havde jeg ikke lyst til at fortsætte med. Efter to dage tænkte jeg, at det her kunne jeg ikke. Jeg var helt desillusioneret af at stå ved sådan en maskine fra morgen til aften. Men så sagde mine forældre. ”Det er muligt, at det ikke er sjovt, men du siger ikke dit job op, før du har fundet et nyt.” Og så måtte jeg jo finde et andet arbejde, for jeg gjorde stadig, hvad mine forældre sagde.

Det gjorde hans brødre også. De var tre velopdragne drenge.

– Hvis vores forældre sagde noget, så gjorde vi det, kommer det lavmælt.

Med den erfaring i at parere ordrer besluttede den nu 19-årige Jacob Trøst sig i stedet for det ensformige fabriksarbejde at aftjene sin værnepligt.

– Jeg var et halvt år på Flyvestation Karup. Der befandt jeg mig godt. Efter det ventede jeg stadigvæk på at blive optaget som jagerpilot, så jeg tog et job på min farbrors slagteri i Struer.

Samtidig gik han også i gang med at læse til teknisk assistent, inden han omsider fik et brev om, at han nu var optaget på flyveskolen i Karup.

– Først kom jeg på sergentuddannelse, fordi man skal være sergent for at komme på flyveskolen, og så kom jeg på flyveskolen og var der nogle måneder, indtil jeg dumpede en flyveeksamen. Jeg nåede at få ti flyvetimer cirka, siger han og trækker vejret tungt ind.

– Og så skulle jeg finde på noget andet at lave.

Så var man bare ude?

– Ja, der var man bare ude. Man fik ét forsøg.

Danmarks yngste politimotorcyklist

Mens den unge Jacob Trøst stadig sad og ventede på dommen, hvor han ”skulle op at snakke med nogen med guld på skulderen”, lå der en brochure fra politiet.

– Og så tænkte jeg ”nå ja. Der skal jeg også både bruge hænderne og hovedet, så det kunne være, at jeg skulle prøve det”. For jeg kunne godt lide den kombination af at bruge både hænderne og hovedet. Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at fortsætte i Forsvaret i en anden stilling, og det sagde jeg nej tak til. Jeg ville lave noget helt andet, hvis jeg ikke kunne blive pilot, siger Jacob Trøst, som efter et højskoleophold endte med at gøre alvor af sin indskydelse ved at tage politiuddannelsen. Han startede hos Glostrup Politi, som det hed dengang. I dag hedder det Københavns Vestegns Politi.

– Der var jeg nogle år. I begyndelsen kørte jeg på vagthold, men så søgte jeg en motorcykelstilling og havde den i to år. Jeg tror, at jeg var Danmarks yngste motorcykelpolitibetjent på det tidspunkt.

Hvad indebærer det job?

– Man holder øje med, om folk kører ordentligt og giver bøder til dem, der ikke gør det. Det var ret fedt, for jeg kunne godt lide at køre på motorcykel, siger han og lader et stort drenget smil fare forbi ansigtet.

Kunne du også godt lide at give bøder?

– Nej, jeg vil sige det på den måde, at jeg ofte bare påtalte det og lod en del slippe, hvis jeg følte, at der var hul igennem. Hvis jeg følte, at de lyttede og tænkte over, hvad det var, de lige havde gjort. Men der var selvfølgelig nogen, der skulle straffes. Det går jo for eksempel ikke at køre spirituskørsel. Men der var en af de ældre kollegaer, der sagde til mig: ”Jacob, man kan ikke ændre folks adfærd med en påtale.” Der skulle en bøde til overfor dem, der for eksempel kørte konstant uden sele. Sådan havde de måske kørt i 20 år, og hvis de så endelig blev standset en gang og blot fik en påtale. Fik det dem så til at ændre vaner?

– Det er endnu ikke lykkedes mig at finde hende, jeg vil blive gammel med. Jeg holder meget af at fordybe mig i projekter, og det kan jeg i højere grad, når jeg kun skal tage hensyn til mig selv, siger Jacob Trøst. Foto: Berit Hvassum

Skulle reagere her og nu

I første omgang var han motorcykelbetjent i to år, men han blev det også senere et par år i rigspolitiet, hvor han kørte rundt i hele Danmark, ligesom han kørte på motorcykel i færdselsafdelingen af Midt- og Vestsjællands politi. Det var der, han fik lyst til at prøve noget nyt. Og på opfordring fra hans daværende leder søgte han en stilling som indsatsleder. For her ville han kunne bruge de kompetencer, som han havde opbygget gennem årene, for at kunne koordinere indsatsen, hvis der er hændelser.

Hvad tiltrak dig ved politijobbet, som jo også må være barskt?

– Ja, der er mange barske ting, man ser. Men det er en meget alsidig hverdag. Der er mange spændende opgaver, hvor man som betjent kommer ud og skal agere her og nu. Uanset om det er en menneskelig konflikt, et uheld eller noget andet, så skal man reagere med det samme. Og det kan jeg godt lide.

Så selvom du i sin tid var en stille dreng, kunne du godt tage en konflikt?

– Ja, det har jeg lært, smiler han.

– Det lærte jeg ret hurtigt, for det er nødvendigt i det job. Når man tager uniformen på, så har man en rolle. Men så bruger man også almindelig sund fornuft, når man står overfor et problem. Jeg havde en masse love og paragraffer i baghovedet, som jeg lærte på skolen, men almindelig sund fornuft kommer man langt med. Der er rigtig meget med konfliktmægling og at lære mennesker at kende og afkode et menneske eller en situation på rekordtid. Ofte er det kun ganske få sekunder, man har til at finde ud af, hvilket menneske man står overfor, og hvordan man bedst reagerer på det for at nedskalere en situation, siger den tidligere indsatsleder, som indrømmer, at jobbet også i længden var psykisk opslidende.

– Efter 26 år, hvor jeg primært har været ude på gaden, så var en af årsagerne til, at jeg tog en lederuddannelse, at jeg var ved at være fyldt op med barske oplevelser.

Livsfare og død

Hvad er det sværeste, du har oplevet som betjent?

– For eksempel når jeg selv har været udsat for fare, hvor jeg har følt mig truet på livet. Det er det værste, når man føler, at man ikke selv har kontrol over en situation. Det er ret ubehageligt, siger han stille og tilføjer:

– Men det er også svært at komme ud og skulle underrette folk om, at deres nærmeste er død. Det er også en af de svære opgaver, og jeg vil nok sige, at det er de to ting, der har fyldt mest for mig. Når man står og skal ringe på en dør for at fortælle, at en er død, ved man jo, at man nu kommer til at rive et andet menneskes liv i stykker.

Er der også en sorg, der har formet dig?

– Ja, min far døde for omkring seks år siden nu. Et par måneder efter var jeg ude og skulle underrette en kvinde på min mors alder om, at hendes mand var død. Det kunne lige så godt have været min egen mor, jeg skulle underrette om, at hendes mand var faldet om på cyklen og var død.

Han ser væk, før han fortsætter.

– Det ramte mig at stå i den situation, kunne jeg mærke. For det at miste min egen far var også tragisk. Han blev 68 år og døde af lungekræft. Han fik diagnosen om torsdagen og døde allerede om tirsdagen, så der var ikke rigtig tid til at forholde sig til det. Men vi rykkede sammen som familie og fik talt meget om det, men det fyldte meget for mig selv og popper stadig op ind i mellem. For det var for tidligt, siger han.

– Han havde altid været storryger, og mine brødre og jeg havde altid sagt til ham. ”Far, du dør af det der”. Og så sagde han altid. ”Ja, men det er er mit valg.”

Valgte at være alene

Selv har Jacob Trøst aldrig prøvet at ryge en cigaret.

– Jeg hadede, når mine forældre røg i bilen. Men det gjorde de stadig, når vi kørte til Italien i bil. Så jeg har fået min del af passiv rygning. Men til sidst sagde vi børn, at vi ikke ville med på ferie, hvis vi ikke havde en bil med soltag, fordi vi havde fundet ud af det, at det sugede røgen rigtig fint. Og så måtte min far investere i en bil med soltag.

Hvorfor har du egentlig aldrig fået din egen familie?

– Det er et godt spørgsmål, som jeg naturligvis har fået mange gange. Det er der flere årsager til, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde hende, jeg vil blive gammel med. Jeg holder meget af at fordybe mig i projekter, og det kan jeg i højere grad, når jeg kun skal tage hensyn til mig selv. Og så har jeg har nok lidt med i bagagen, så jeg ikke er så god til store følelsesmæssige udsving, og dem risikerer jeg ikke, når jeg er alene, fortæller borgmesteren ærligt.

Men trods sin korte tid på øen er han allerede falder godt til i de bornholmske rammer. – Ja, jeg har en følelse af, at jeg bliver gammel her.

Den følelse har han også i sit hus, som han har fundet i Kleven mellem Klemensker og Rø.

– Dér vil jeg gerne blive gammel. Det ligger naturskønt ude på landet. Det er et af mine yndlingssteder på øen. Der er kløfter, klipper, skov og en fin mose med masser af dyreliv, så det er et fint stykke natur på et lille afgrænset område. Højlyngstien går også lige igennem. Jeg følte lige med det samme, da jeg kørte ned ad den markvej, at det var et dejligt område, siger han glad.

– Huset var virkelig et gammelt hus, der trængte til en kærlig hånd, men beliggenheden er fantastisk, så her vil jeg gerne bo. Det bliver lige til nogle timer i weekenden. Resten sætter jeg håndværkere til. For jeg har jo travlt i mit job som borgmester.

Mødte politikernes lov som politimand

Hvad fik dig til at gå ind i politik?

– Jeg har altid interesseret mig meget for samfundet, og hvordan det hænger sammen. Og som politimand oplevede jeg tit effekten af de love, der bliver vedtaget på Christiansborg. For når er kommet ud som politimand har jeg sommetider oplevet love, der ikke fungerer tilfredsstillende eller hvor det rammer borgerne forkert. Det fik mig til at skrive nogle læserbreve, siger borgmesteren med et lille smil.

Han meldte sig allerede ind i De Konservative i en ung alder, men kom væk fra det, mens han stadig troede, at han skulle være pilot.

– Men jeg meldte mig ind igen, fordi jeg kunne mærke, at jeg stadigvæk havde lyst til at være med til at påvirke den måde, vi forvalter borgernes skattepenge på og hvilke love, vi vedtager, og hvordan vi fører det ud i livet.

Hvor ser du mulighederne for Bornholm?

– En af grundene til, at jeg selv kom til Bornholm, er, fordi jeg synes, at det er et fantastisk sted at bo. Naturen er jo helt unik. Det er det eneste sted i landet, der kan måle sig med de grønlandske landskaber, jeg oplevede deroppe som betjent. Jeg synes også, at mentaliteten på Bornholm er meget positiv. Folk er høflige og venlige overfor hinanden. Der er en respekt og hjælpsomhed overfor hinanden. Det er værdier, som betyder meget for mig, så jeg tror, at min personlighed passer rigtig godt til Bornholm – i hvert fald det Bornholm, jeg kender. Så det var følelsen af at komme hjem, som bragte mig hertil, siger han, inden politikeren vågner i ham.

– Jeg kan også godt lide det, Bornholm ellers står for, med vores iværksætteri. Generelt er der en positiv ånd i forhold til iværksætteri, ligesom hele projektet om grøn omstilling er meget positivt og visionært, så det skal vi bygge videre på.

Fik lov at køre, hvis han stemte konservativt

Den konservative borgmester kan dog også godt få øje på udfordringerne.

– Nu kigger vi ind i økonomien, der ikke ser for god ud. Vi skal finde en masse penge, og det bliver hårdt. Det er den kedelige del ved at være politiker. Vi har nogle udfordringer, fordi vi ikke er en supervelhavende kommune, og så kan vi ikke altid tilbyde det samme, som andre kommuner kan. Også fordi vi ligger isoleret, så hvis vi skal have hjælp, bliver vi nødt til at sende nogen over. Vi kan ikke bare lige tage bussen til nabokommunen på en halv time. Så vi står i nogle udfordringer, fordi vi ikke bare kan trække på nabokommunerne, som de fleste andre kommuner kan.

Hvad har været det sværeste og bedste ved at være borgmester?

– Det sværeste er jo alle de nye ting, man skal sætte sig ind i, men jeg er også glad for at kunne arbejde igennem. Og det bedste er alle de mennesker, jeg har mødt. Jeg har kun oplevet loyale ansatte, som virkelig knokler og er engagerede i det, de laver, siger borgmesteren med et begejstret blik.

– Det er en fornøjelse at komme ud og se, at medarbejderne brænder for deres arbejdsplads, og jeg vil gerne være med til at vælge den retning, vi skal gå.

Har du altid været konservativ?

– Jeg kan huske første gang, jeg skulle stemme. Da sagde min far, at jeg gerne måtte køre bilen, hvis jeg satte kryds ved De Konservative, siger han og slår en lille latter op.

– Det lå mig heller ikke fjernt. For det var meget konservative værdier, jeg voksede op med.

Min far var selvstændig, min mor var leder af en børnehave. Og de har altid opdraget mig til, at man skal arbejde det, man kan, men vi tager os af de svageste, så vi sørger for, at vi ikke efterlader nogen på perronen.

Pligt og glæde

Men pligten har altid været grundstenen i hans opvækst.

– Vi skal knokle og gøre, hvad vi kan, men vi hjælper også dem, der har brug for hjælp. Oprindeligt ville jeg jo ind i militæret, så jeg ville også gerne stemme på et parti, der går ind for, at vi har et stærkt forsvar, siger borgmesteren, som også holdt 4.maj-tale i Mindelunden i København forleden.

– Det er de kerneværdier, der har gjort, at jeg altid har været konservativ af hjerte.

Konservative har jo klassisk også stået for Gud, konge og fædreland. Er du også troende?

– Jeg tror på karma. Jeg er af den overbevisning, at jeg skal hjælpe, hvor jeg kan. Og jeg prøver at være et godt menneske.

Hvad er det for dig?

– Et godt menneske er en, der hjælper andre. Og hvis nogen spørger mig om hjælp, så er det, fordi de gerne vil have min hjælp. Ingen spørger om hjælp for sjov, så hvis jeg kan hjælpe, gør jeg det. Selvfølgelig er der kun 24 timer i døgnet, så en gang i mellem bliver jeg nødt til at sige nej, hvis jeg føler, at vedkommende kan finde hjælp lige så godt et andet sted. Men helt grundlæggende, så hjælper jeg, hvor jeg kan og prøver at gøre en positiv forskel. Jeg prøver at gøre det rigtige og være et ordentligt menneske, og det er jo i tråd med både kristendom og andre religioner. Sommetider går jeg også i kirke. Det er ikke mange gange om året, men jeg synes, at præsterne ofte har nogle gode budskaber. Jeg kan ikke sidde og citere noget fra Biblen, men jeg ved, at mange af de menneskelige værdier, som vi sætter pris på, kommer derfra.

Det gode liv

Jacob Trøst tænker kun et øjeblik, inden han svarer på, hvad han tror, at vi skal med livet.

– Når vi tager herfra, skal vi gerne kunne sige, at vi gjorde en positiv forskel for nogle andre mennesker. Det er det, jeg selv går efter. Det gode liv er at gøre det gode. Selvfølgelig skal man også selv have det godt. Jeg tror også på, at man selv skal have det godt, før man kan hjælpe andre mennesker. Men jeg synes, at vi skal bidrage, hvor vi kan, på de måder, vi kan. Vi har jo alle sammen forskellige egenskaber, så vi kan alle sammen bidrage på hver vores måde.

– Og for mig nærmer det sig livets mening at bidrage med det, man kan, til gavn for andre, men også sørge for at lave det, der gør en selv glad. For det er jo derfra energien kommer til at gøre noget for andre og gøre andre glade. Men tit hænger det jo sammen, så man også bliver glad ved at hjælpe andre.

Sådan havde han det også som politibetjent, husker han.

– Det gjorde mig glad at kunne hjælpe. Det var nærmest løn i sig selv at komme ud til en opgave og møde mennesker, der virkelig var glade for hjælpen. At være politibetjent handler jo ikke kun om at udskrive bøder, men også at hjælpe dem, der er ofre for forskellige ting. Og jeg er også blevet politiker for at hjælpe andre.

Hvad giver dig glæde i fritiden?

– Den har jeg ikke så meget af for tiden, smiler han, mens tankerne former sig til ord.

– Men jeg bruger meget tid på at gå og sætte mit hus i stand. Det er min form for meditation, hvor jeg kan gå og tænke, mens jeg roder med et eller andet. Jeg nyder også at køre en tur på motorcyklen. Det renser også tankerne at køre sådan en tur. Det er svært at være i dårligt humør, hvis man kører på motorcykel. Jeg kan også godt lide at være ude i naturen og blive lidt fascineret af, hvad naturen kan. Og det giver mig glæde at møde mennesker og lære mennesker at kende, fortæller den motorcykelglade borgmester.

– Og det gør jeg jo rigtig meget nu.

 

Blå bog

Jacob Trøst

Født i 1972.

Uddannet politibetjent og har arbejdet i 26 år som blandt andet motorcykelbetjent og indsatsleder, inden han kom til Bornholm, hvor han også blev ansat som politikommissær i 2020, inden han blev valgt som borgmester som spidskandidat for De Konservative. Han bor alene i Kleven mellem Klemensker og Rø.